selvtillid

brevkassespørgsmål

selvtillid

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 9 år 9 måneder siden

hej CB.

jeg har et problem.

jeg er en meget genert, stille og tilbageholne pige. jeg skal på gymnasiet nu her efter ferien, jeg kommer derover helt alene, jeg føler at jeg mangler noget selvtillid.

ved i hvordan man kan få mere selvtillid? (jeg har prøvet at stille mig foran spejlet og sige til mig selv at jeg er pæn som jeg er ..... men uden held)

 jeg har det svært med at føle mig velkommen fordi jeg så tit er blevet skubbet væk af andre mennesker når jeg ville snakke med dem. 

jeg har brug for noget selvtillid og det skal være nu inden håbet er forbi.......jeg føler mig mindre værd end andre, jeg er bange for at møde nye mennesker og jeg ja jeg har det bare rigtig skidt med at jeg ikke har de nosser der skal til for at jeg kan få bare lidt selvtillid og have det godt med mig selv.

hva kan jeg gøre?

Svar: 

Hej med dig.

Det er rigtig fint, at du skriver herind med dit problem og dermed reagerer på, at du ikke vil finde dig i, at din selvtillid ikke er god, og at du gerne vil føle dig bedre tilpas med dig selv og på lige fod med andre. Mange unge piger lever med dårlig selvtillid, fordi det idag kan være svært at leve op til samfundets, mediernes og måske især sine egne forventninger til, hvordan man bør se ud, hvad man bør lave, og hvordan man bør opføre sig. Det er rigtig fint, at du allerede nu har gjort noget for at forsøge at kæmpe imod den dårlige selvtillid. At du gerne vil slippe ud af mønstret og er villig til at gøre en indsats for det, er nemlig første skridt på vejen ud af det mørke, det kan føles som.

Selvtillid er noget, man både kan have for lidt og for meget af. Sker det, at man har lav selvtillid, vil man begynde at undgå at kaste sig ud i nye, spændende ting, fordi man ikke har tiltroen til, at man vil kunne klare det. Gør man ikke noget ved det, kan det ende i en slem følelse af tristhed og ensomhed, fordi man holder sig helt væk fra alle sociale begivenheder og derved kommer til at grave sig ned i sit eget lille hul. Selvtillid hænger meget tæt sammen med selvværd (ens følelse af at være noget værd), så for at få en bedre selvtillid handler det altså i høj grad om, at man skal begynde at arbejde med at acceptere sig selv som den, man er og stå ved det, man står for.

Der findes flere forskellige øvelser til, hvordan man kan højne sit selvværd/selvtillid. Du har allerede forsøgt dig med en af dem, og det er rigtig fint. Næste gang, du laver din øvelse foran spejlet, skal du måske forsøge at fokusere på nogle mindre detaljer i stedet for dig selv som helhed. Prøv at øv dig i at læg mærke til de små, smukke ting ved dig - og ros dem. Har du fx noget flot, langt hår? Nogle velformede ben? Smukke øjne? Det kan være hvad som helst, du lige kommer i tanker om, og som du ved nærmere eftertanke er rigtig tilfreds med ved dig selv.

Når du arbejder med din selvtillid er det også vigtigt, at du bliver opmærksom på, hvad der mon har været årsag til din dårlige selvtillid. Er der nogen, der har sagt noget til dig? Er det noget bestemt, du forgæves forsøger at leve op til? Uanset hvad det kan være, er det godt at blive opmærksom på årsagerne til ens tristhed.
Du skal i øvrigt også huske at tale pænt til og om dig selv. Forsøg at stop de negative tanker du har om dig selv. Prøv evt. og tænk på, at du skal behandle dig selv ordentligt og ikke finde dig i, at du tænker så grimt om dig selv. Husk på, at man jo heller ikke vil finde sig i, hvis andre snakker og tænker så grimt om en, som man indimellem tænker om sig selv.
For at få bedre selvtillid kan det også være en god idé at lave en liste med succerer og ting, du allerede har opnået og er tilfreds med. Det kan være alt fra en god eksamen, noget godt du har gjort for en anden, en god løbetur osv. Lav en liste med succerer og hiv den frem, når du har særligt svært ved at tro på dig selv. Mens du laver listen, kan du også tænke over, hvad du gerne vil opnå. Skriv måske nogle realistiske mål ned og forsøg stille og roligt at opnå dem. Jo mere vi kan opnå det, vi ønsker, desto mere tilfredse bliver vi med os selv. Husk at ros dig selv, hvis du opnår noget, du har ønsket og accepter samtidig, at det kan tage tid, og at man vil møde både forhindringer og fiaskoer på sin vej mod sine mål.

En god selvtillid skal komme indefra og ud. Det handler altså om, at du skal overbevise dig selv om, at du er god nok og udståle det over for dine omgivelser. Hvis andre får indtryk af, at du kan lide dig selv og er tilfreds med den, du er, vil de have lettere ved at behandle dig pænt og respektfuldt. Selvom det er meget ubehageligt og slet ikke i orden, at du føler, folk skubber dig væk, vil de have lettere ved at komme til at glemme dig, hvis du udståler usikkerhed og utilfredshed med dig selv. Så forsøg at smil, ret ryggen og klæd dig i noget tøj, du synes er flot. På den måde kan det blive meget lettere for dig også at føle dig noget værd og vise det over for andre. Du må huske på, at ingen er perfekte, og at selv de smukkeste og sejeste piger også døjer med noget, de er utilfredse med. Man kan aldrig helt stoppe utilfredsheden, men man kan lære at acceptere den og stå ved den, man er. 
Noget andet, man heller ikke kan stoppe, er andres tanker om en. Folk vil altid tænke noget om hinanden - både positivt og negativt. Mind dig selv om, at det er ligegyldigt, hvad de andre tænker. De skal ikke bestemme over dig, og deres tanker om dig skal ikke have lov at få indvirkning på dit humør. Beslut dig for, at det er dig, der skal bestemme over dit liv. At få andres anerkendelse og kærlighed starter ofte ved, at man begynder at elske sig selv.

At du skal i gymnasiet kan være starten på et nyt kapitel i dit liv: et kapitel, hvor selvtilliden er på vej op. Du vil møde mange nye mennesker, som ikke kender til dig og din historie, og som derfor skal danne sig et helt nyt indtryk af dig. Beslut dig for, at indtrykket skal være så godt som muligt. Brug evt. gymnasiestarten som en øvelse i at kaste dig ud i noget og udfordre dig selv. Start med små ting som at gå hen til en fra klassen i pauserne og hør, hvad personen skal i weekenden. At få god selvtillid og turde gå hen og opsøge andre kommer ikke fra den ene dag til den anden, så vær realistisk med, hvad du tør og kan og læg mærke til, at det måske er lettere og mere behageligt, end du havde regnet med. Jo flere små succeser, du får med at skabe kontakt til andre, desto lettere vil det blive fremover.
Hvis du har nogle gode, tætte veninder kan du også høre dem, om de nogen gange døjer med noget af det samme. Det vil sikkert gå op for dig, at du ikke er alene. Faktisk kan det være rart at snakke med enten sine veninder, sin familie eller andre om sådan nogle problemer. Når noget gør ondt indeni, kan det nemlig lette rigtig meget at få det sagt højt til nogen, man stoler på og føler sig tryg ved.

Jeg håber, du kan bruge min råd, så du så småt kan begynde at få det bedre med dig selv. Selvtillid kan gå op og ned og vil gøre det hele livet. Det vigtigste er, at man ikke finder sig i, at det bliver en permanent følelse. Ved at skrive herind har du vist, at du vil gøre noget ved det, og derfor tror jeg, du vil lykkes med det. 
Jeg ønsker dig i hvert fald held og lykke.

Kh. Matilde

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program