Forelsket

brevkassespørgsmål

Forelsket

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 9 år 10 måneder siden

Hej ..

Jeg er vild med den her pige.. 

Men jeg er i tvivl om hun os kan li mig, fordi i skolen kommer hun hen til mig og snakker rigtig sødt til mig og alt det der og i bussen vil hun meget gerne side ved  siden af mig .. Og hun læner sig os lidt op ad mig .. Og nogle gange tager hun hendes ben over mine og hun lader mig holde mine hænder på hendes lår og somme tider giver hun mig os sådan nogle søde blikke .. Men så når jeg skriver til hende over sms så svare hun sådan mega 'koldt' som om hun ikke rigtigt gider mig og så er det jeg bliver meget i tvivl hvad hun synes om mig 

hun er 15..

så jeg håber du har et godt råd til hvad jeg kan gøre 

Svar: 

Hej med dig.

Det lyder som om, at du for tiden gør dig en masse tanker om den her pige. Det er rigtig dejligt at være forelsket, men det kan også være frustrerende, hvis man går og tvivler på, om den anden har de samme følelser for en selv. Det er derfor rigtig godt, at du deler dine tanker om din tvivl her i brevkassen. Jeg vil prøve at fortælle dig mine tanker om din situation.

På det du skriver, virker det som om, at I hygger jer, når dig og pigen bruger tid sammen. At hun kommer over til dig i skolen og snakker sødt, tyder på, at hun også godt kan lide dig. Når hun sætter sig ved siden af dig i bussen, er det også et tegn på, at hun synes om at være i dit selskab. Hvis hun kun synes om dig som ven, ville hun måske heller ikke lade dig have dine hænder på hendes lår eller sende dig søde blikke. Derfor tror jeg altså også, at den søde pige er vild med dig.

Selvom at du synes, at hun virker kold, og som om at hun ikke rigtig gider dig, når I skriver sammen over SMS, kan det sagtens være, at hun synes om dig. Når man skriver sammen over mobil, bliver en masse udtryk som for eksempel smil og søde blikke ikke vist, da man ikke står ansigt til ansigt med den anden person. Man kan derfor selv komme til at forestille sig, hvordan ting er ment i en SMS, man kan altså tillægge den en betydning, som måske er forkert. Det kan derfor være, at grunden til, at du synes, hun virker kold, er fordi at du tolker det sådan, fordi hun måske ikke lige husker at sende en smiley efter hendes svar eller skriver søde ord. Det kan også være, at hun er lidt genert eller ikke vil vise dig, at hun synes, du er sød, fordi at hun måske er i tvivl om, hvad du synes om hende. Jeg synes altså derfor ikke, at du skal fortvivle, men i stedet tænke på, hvordan hun er, når I er sammen.

Du kunne prøve at spørge hende en dag, hvor I sidder i bussen eller snakker sammen i skolen, om hun har lyst til at tage med i biografen eller ud at gå en tur eller hvad du har lyst til. På denne måde kan I lære hinanden endnu bedre at kende, og det kan måske blive starten på noget rigtig dejligt. Jeg tror, at hun har brug for, at du tager det første skridt, da der er nogle piger, der bare synes at det er drengens opgave.

Et andet råd kunne være at snakke med nogle af dine kammerater om det, og høre om de selv har nogle erfaringer med at være forelsket. Når man er forelsket, sker der mange ting oppe i hovedet og rundt omkring i hele kroppen. Det kan være, man ikke kan tænke på andet end den her person, og man får ondt i maven hver gang, man ser hende! Det er sådan en dejlig følelse, og derfor er mit bedste råd til dig at spørge pigen, om hun har lyst til at i skal ses, så du kan komme af med din tvivl.

Jeg håber, at du kunne bruge mit svar til noget - mange gange held og lykke med kærligheden!

Mange hilsner fra Annika

 

 

 

Annikas billede
Annika har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program