Bryster vil ikke stoppe med at vokse pt. 2

brevkassespørgsmål

Bryster vil ikke stoppe med at vokse pt. 2

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 9 år 10 måneder siden

Hej igen og tusind tak for hurtigt svar!

Jeg har netop taget en graviditetstest, som var negativ. Min kæreste og jeg er også meget forsigtige, jeg er meget opmærksom på ægløsning osv., og jeg får min menstruation hver måned, så at jeg er gravid burde være udelukket :)

Jeg har desværre ikke mulighed for at tage til lægen før omkring en måned, da jeg ikke er hjemme, men vil helt sikkert gøre det til den tid. 

Har dog lige to spørgsmål mere, som jeg håber du kan hjælpe mig med i mellemtiden: 

- Da mine bryster begyndte at vokse, begyndte mine menstruationer også at blive meget kraftigere. Hvis jeg tænker efter, mener jeg det hele startede efter jeg tog en fortrydelsespille for ca. et halvt år siden. Kan det have noget med noget at gøre?

- En anden årsag til det kan være, at jeg stoppede med at træne (også for ca. et halvt år siden). Det kan være størstedelen af det, jeg så har taget på bare har sat sig på brystet? Det ligger også i mine gener at have ok store bryster?

Er det noget af det, der kan være grunden til det?

Tak for hjælpen!

Svar: 

Kære du

Dejligt du kunne bruge vores svar. Jeg giver straks roserne videre til de andre her i brevkassen. Godt at høre at du ikke var gravid, så er den bekymring ude af verden. Som læge kan jeg også kun blive glad for at høre, at du og din kæreste passer på og at du er opmærksom på din krop og din cyklus.

Med hensyn til de store bryster. Så kan der være flere årsager, som du også selv er nået frem til. Den fortrydelsespille du har taget er helt ude af kroppen ca 9 dage efter du har taget den. Efter du har taget den og i dagene efter kan du mærke brystspændinger, få blødning osv. Men det varer altså kun mens hormonet stadig er aktivt. Nu er fortrydelsespillens effekt for længst ude af kroppen og den kan ikke lave langvarige ændringer i din hormonbalance. Derfor tror jeg ikke dine menstruationer og bryststørrelse har nogen relation til fortrydelsespillen. 

Din bryststørrelse hænger blandt andet sammen med din genetiske disposition. Det vil sige, at hvis kvinderne på din mors eller fars side har store bryster, så er der også større sandsynlighed for at du vil få det. Derfor har du en del af forklaringen her. Bryststørrelsen afhænger også at østrogenniveauer og vægt. Østrogen produceres i æggestokkene, men bliver også dannet i fedtvæv. Så kvinder med meget fedtvæv, vil også have mere østrogen og dermed f.eks. større bryster. Derudover kan træningen i sig selv påvirke hormonbalancen og sænke østrogenniveauet.

Derfor er dine bryster formentlig både påvirket af dine gener, din vægt og din træning. Brysterne vil også vokse yderligere hvis du starter på p-piller, som også tilføjer kvindelige hormoner til kroppen.

Så dine egne teorier var slet ikke så dårlige. Håber mit svar kunne uddybe det lidt.

Mange hilsner fra Line

Line har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program