mit liv er som noget ingen fortjener

brevkassespørgsmål

mit liv er som noget ingen fortjener

hej brevkasse!
Mit liv er her de sidste to år blevet mere og mere uoverskueligt. Det hele startede da min storesøster kom hjem fra efterskole. Min storesøster meget speciel og har en anelse ADHD så hun har nemt ved at blive meget sur.
da hun kom hjem begyndte vi at skændtes flere gange dagligt. det er langsomt blevet være men nu er det rigtig slemt min søster er begyndt at være troende over for mig og til tider voldelig. hun kan finde på at sige til mig at jeg ødelegger vores fælles lillesøster, hun har også sagt at hun ønskede at jeg døde, Hun siger til mig flere gange dagligt at jeg bure skamme mig fordi jeg er så klam at se på, at jeg burde låse mig selv inde fordi jeg er så snot dum. Hendes ADHD gør at hvis jeg svare hende igen bliver hun voldig. hun har skubbet mig holdt mig og spyttet på mig. Dette ødeslægger helle vores familie og min far har sagt at han ikke ønsker os børn og at han bare vil flytte væk sammen med min mor.

her for en uges tid siden. var mig og min stpresøster alene hjemme i cirka 30min. jeg sagde til hende om at lade vær med at sidde og lave bobler med sit tyggegummi. det bliv så selvfølgelig som det altid gør til en diskusion. min søster blev rasende og satte sig oven på mig (min søster er overvægtig) hun begyndte at masse mig ned i sofaen men hun kaldte mig sippede og klam osv. jeg sagde til hende og at stoppe og at hun selv var klam(er begyndt at svare hende lidt igen af og ril fordi jeg synes hun prøve hvordan det er) jeg om fri og løb ud og låste mig inde på vores wc hun bankede på døre og råbte jeg skulle lukke op eller ville hun rode mit væreles igennem og tømme mit tøj skab. så låste jeg op og gik ud. så skete alting lige pludseligt så hurtigt. hvad der skete husker jeg ikke men vi kom op og slås. hun er en del stærker end mig så hun holdte mig ind mod et skab mens jeg skreg at hun skulle lade vær. idet kom min mor hjem. med min lille søster og min lillesøsters veninde. min mor fik og skildt ad. I det min søster var væk brød jeg ud i gråd var så bage og så ked af det. min mor spugte hvsd der var sket men jeg ville ikke sige det for jeg ville ikke gøre hende ked af det. hun gik ned på min søsters værelse og snakkede med hende om hvad der var sket. og jeg gik op på mit værelse lidt efter kom min søster. hun ville snakke om det men jeg gad ikke da det altid føre til en diskusion mere. så jeg sagde jeg ikke gad men min mor tvang mig til det og det endte også med vi komop og skænde igen så min mor be min søster om at gå da hun ikke gad når jeg sagde det.

i mens min søster var inde ved mig. opdagede min mor at min søster havde taget/stjålet som min far havde puttet i en bøt til lommepenge til ferie. så min morg gik nedenunder sammen med min søster og fprtalte hende at hun skulle se hvad hun g´havde i skabet. min søster ville ikke lukke min mor ind på hendes værelse så hun holdte døren mens min mor prøvede at åbne. de råbte og skreg. jeg gik i panik. og fik min lillesøster og hendes veninde til at gå oven på så det ikke kunne høre dem råbe og skrige. min mor græd og skreg og min søster råbte og skreg. jeg måtte ikke blande mig men var så bange. min mor fik foden i klemme i døren så hun skreg av av av. fordi det gjore rgtig ondt. da det skete løb jeg ned og sagde at de skulle stoppe og hvis ikke det gjore det ville stoppe ringede jeg til polietiet(det var helt vildt voldsomt) jeg ringede ikke det var en tom trusel da jeg var bange for at de ville tage min søster med. jeg havde lyst til at løbe op til naboen som er en god ven af familien og få ham til at skille dem ad. men ville heller ikke have nogle skulle se dem opføre sig sådan. så jeg ringede til min veninde som ved alt om vores fohold der hjemme har´kendt hende hele mit liv og hun er den i verden jeg stoler mest på. og så er hun den der kende mig bedst. hun kunne høre dem skrige i bagrunden. hun prøvede at berolige mig men kunne ikke sige så meget i starten da jeg græd så meget. hun tilbød at hendes mor og papfar kunne komme ned og få dem stoppet. (de ved det også da deres hus er mit nr2) jeg sagde de ikke skulle. min mor råbte til mig hvem jeg snakkede med og jeg svarede at jeg snakkede med min veninde. og lidt efter jeg lagde på stoppede de. og de blev rolige igen. men jeg var stadig bange.

( scener knap så voldsom det her sker flere gange ugenligt)

ved siden af alt det her kæmper jeg med lav selvtillid pga mit udsende især min vægt( er 163cm og vejer 56kg). jeg har tit tarng til at skære im mig selv men har ikke buget under endnu. har dog slået skabs låger i hovedet af mig selv slået mig selv nappet mig selv og ridset i mig selv en gang med en tandstik. Jeg har forleden en dag måtte gå ud på toilette for at side og tude fordi jeg føler alt og alle ser ned på mig for de syntes jeg ikke er god nok. jeg føler at de syntes jeg er tyk og grim. jeg har venner på skolen nogle gode andre mindre gode. jeg er blevet kladt tyk og grim af en af drengene han troede jeg ikke hørte det men det gjore jeg og da jeg sagde til ahm at det gjore mig ked af det sagde han at jeg var åndtsvag. det sårede mig rigtig meget at han havde den mening om mig

jeg har snakket med en lære på min skole som både har haft mig om min søster hun har boet ved siden af mig siden jeg blev født og føler mg tryk ved at snakke med hende men hun begyndte at græde da jeg for talte det med min familie. h´fortalte ikke det med min selvtilid. da jeg ikke tør. (min veinde ved alle detaljer)

jeg har snakket med min mor om nogle af tingende men ikke det hele hun ved landt fra alt for vil ikke snakke med hende om det. hun siger hun gerne vil vide det min ikke fortælle da jeg på ingn måder vil ahve hun skal vide det. nogensinde

jeg håber i kan hjælpe mig med at komme vidre for mit liv er som ingen fortjener.

hilsen pigen som virkelig har brug for hjælp inden det ender glat for hende.

Svar:

Hej med dig!

Puha, jeg kan virkelig godt høre, at det er rigtig svært for dig for tiden, og jeg kan godt høre, at det må være rigtig hårdt at bo derhjemme, når der er så mange konflikter hele tiden.
Jeg synes, det er super godt, at du har skrevet herind og fortalt om din situation, og jeg vil prøve at hjælpe dig så godt, jeg kan.

Jeg kan godt forstå, at alt det, der foregår med din søster, er rigtig hårdt - at I skændes så meget, og at hun også bliver voldelig nogle gange. Det er rigtig godt at høre, at du både har en god lærer, du kan snakke med og en veninde, som du er helt tryg ved, og som ved alt om dit liv - og det lyder også til, du er rigtig tryg ved hendes mor og papfar, og det er super godt at have et sted, man kan være, når man bare ikke har lyst til at være derhjemme. Jeg er også glad for at høre, at du allerede har snakket med din mor om mange af de her ting. Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at fortælle sin mor alt om, hvordan man har det, men det er rigtig godt, at du føler, du godt kan snakke med hende om nogle ting, så hun også ved, hvordan du har det. Det, synes jeg nemlig, er rigtig vigtigt, at hun gør. Og du fortæller også, at din mor har sagt, at hun rigtig gerne vil vide, hvordan du har det. Det vil hun, fordi hun rigtig gerne vil gøre alt, hvad hun kan for at hjælpe dig, og det kan hun bedst, hvis du er ærlig overfor hende og fortælle hende alt om, hvad du føler osv. Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at der er nogle ting, som du ikke har lyst til at snakke med din mor om, og som du så kan tale med din veninde om. Men jeg synes, det er vigtigt, at du kan tale åbent og ærligt med din mor om alt det, der foregår med din søster. For mig lyder det nemlig som om, at din søster rigtig meget har brug for hjælp. Det lyder som om, hun har nogle udfordringer bl.a. i form af lidt ADHD og et lidt voldeligt temperament, og jeg tænker derfor, at det ville være rigtig godt for hende at få lidt hjælp til at håndtere hendes problemer. Det kunne være, hun skulle snakke med en psykolog, eller måske kan hun får noget medicin, der kan hjælpe på hendes ADHD. Du nævner ikke, om din søster allerede får hjælp af den slags, men hvis hun ikke gør, tænker jeg at det kunne være en rigtig god ide. Og her er det dine forældre, der skal hjælpe din søster til at få den hjælp. Det første skridt er at tage til lægen, og det kan din søster gøre sammen med dine forældre.

Derfor synes jeg, du skal tage en snak med din mor, bare dig og hende, hvor du fortæller hende, hvor hårdt det er for dig at bo derhjemme, når der hele tiden er konflikter mellem dig og din søster, og I hele tiden skændes, og at det især er hårdt, når hun bliver voldelig. Og at det både er, når dig og din søster skændes, men at det også er hårdt for dig, at når din mor og far og din søster skændes osv. Du kan evt. fortælle din mor, at du har skrevet herind, og at jeg har foreslået, at dine forældre skal sørge for at din søster får noget hjælp til at håndtere de problemer, hun har. Forhåbentlig vil din mor og far synes, det lyder som en god ide - de synes sikkert også, at det er rigtig hårdt, at der er så mange konflikter derhjemme hele tiden, og kunne sikkert rigtig godt tænke sig, at det blev bedre. Så kan de tage din søster med til lægen og snakke om mulighederne for noget medicin og noget psykologhjælp el.l. For det lyder til, at mange af konflikterne opstår, når din søster bliver vred, og jeg tænker derfor, at det kunne gøre tingene bedre, hvis din søster fik hjælp til at lære at kontrollere sin vrede, så hun ikke bliver voldelig osv., hver gang I skændes om noget.

Hvis din mor og far ikke er med på at prøve at skaffe din søster noget hjælp, eller hvis din søster allerede får hjælp, men der stadig er alle de her problemer, så kunne en ide være, at snakke med din mor, din veninde og din venindes mor og papfar, om hvordan du har det derhjemme, og om du måske nogle dage om ugen kunne få lov at bo hos din veninde. Det er jo ikke fordi, du skal flytte hjemmefra, men fordi det måske vil kunne give dig et pusterum og lidt ekstra overskud, hvis du kunne komme lidt væk fra konflikterne og skænderierne og få det hele lidt på afstand.
For jeg kan godt høre, at alt det her tager rigtig hårdt på dig - både at du skriver du har dårlig selvtillid, og at du også nogle gange skader dig selv, og endda har overvejet at skære i dig selv (det er rigtig godt, at du ikke har gjort det). Derfor tænker jeg, at det er rigtig vigtigt at du kommer lidt væk fra alt det her - måske bare et par dage om ugen, indtil der måske kommer lidt ro på tingene derhjemme. Det er nemlig ikke dig, der skal løse allede problemer, der er med din søster osv. derhjemme, det er dine forældres opgave - de skal sørge for at din søster har det godt, og de skal også sørge for, at du og din lillesøster har det godt, og at I kan være trygge derhjemme.

Hvis alt det her er lidt svært at få sagt til din mor, kan du måske vise hende det brev, du har skrevet herind (eller noget af det, hvis du ikke vil have, hun skal se det hele) og så mit svar til dig. Så kan hun læse det, og I kan bagefter få en god snak om, hvordan du har det, og hvad I kan gøre for, at du og hele jeres familie kan få det bedre.
Jeg ved ikke, om du kender til det, men der findes en side for unge, der skader sig selv. Måske kan det være en hjælp for dig at kigge på siden og måske bruge deres chat, hvor du kan snakke med en rådgiver med særlig forstand på netop din situation. Du kan prøve det af og se, om det er noget for dig.

Jeg håber, du kan bruge mit svar, og jeg håber, at det hele løser sig, så du kan holde ud at være derhjemme.
Mange hilsner fra Janni

Janni har svaret på dette spørgsmål