Forelsket i min bedste ven!

brevkassespørgsmål

Forelsket i min bedste ven!

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 10 år 1 måned siden

Hej :-)

Jeg er en pige på 13 år. Jeg har to gode venner (Frederik og Tobias)

Frederik har kun gået i min klasse i to år, og han har været lun på mig i lige siden. MEN jeg har ingen føelser for ham, kun som ven. 

Jeg er nemlig forelsket i Tobias og jeg tror også godt at han kan lide mig! Men jeg er bare virkelig bange for at Frederik kommer til at

tænke om mig. Måske vil han aldrig snakke til mig igen, hvis jeg bliver kærester med Tobias.

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre, håber i kan hjælpe mig!

HIlsen I 

 

 

Svar: 

Hej med dig!

Ja, det kan godt blive lidt forvirrende, når der bliver blandet kærlighed ind i venskaber - og især hvis man ikke altid har de samme følelser.
Først og fremmest er det rigtig dejligt at høre, at du har to rigtig gode venner. Og jeg synes også, det er super sødt af dig, at du tænker på, hvordan Frederik har det, og at han måske vil blive ked af det, hvis du bliver kærester med Tobias - det viser, at du er en god ven, at du tænker på dine venners følelser, og ikke vil gøre dem kede af det, og ikke miste Frederik som ven.
Samtidig vil jeg også sige, at nu hvor du ikke kan lide Frederik, skal han heller ikke holde dig tilbage i forhold til at blive kærester med en anden. Det er selvfølgelig ærgeligt for ham, at du ikke føler det samme for ham, som han føler for dig, men det kan du jo ikke gøre for, og du har lov til at kunne lide andre og bliver kærester med andre. Men igen, rigtig godt at du tager hensyn til din vens følelser.
Så det du kunne gøre, er at tage en snak med Frederik, hvor du fortæller ham, at du godt ved, at han godt kan lide dig, men at du desværre ikke har det på samme måde med ham. Men du holder helt vildt meget af ham som ven, og er rigtig glad for at have ham som ven, og du vil ikke miste ham. Men han er nødt til at acceptere, at du ikke føler på samme måde for ham, men at du virkelig gerne vil fortsætte med at være hans ven. Og så synes jeg også, du skal fortælle ham, at du godt kan lide Tobias, og måske gerne vil være kærester med ham, og du håber ikke, at det vil gøre ham alt for ked af det, at du bliver kærester med en anden, fordi du som sagt rigtig gerne vil blive ved med at være venner med ham.
Måske bliver Frederik sur og ked af det, når du siger det til ham, men forhåbentlig bliver han god igen. Selvom han måske helst vil være kærester med dig, vil han sikkert ikke miste dig som ven.
Ved at fortælle Frederik, hvordan du har det, giver du ham ihvertfald en mulighed for at forberede sig på, at du måske bliver kærester med Tobias, i stedet for at han pludselig får at vide, at I er kærester og så får han et chok og bliver ked af det. Og på den måde kan du også fortælle ham, at han betyder rigtig meget for dig som ven - det vil han sikkert blive rigtig glad for at høre.
Og hvis så dig og Tobias bliver kærester, synes jeg, det er vigtigt, at du tænker på også stadig at bruge lidt tid sammen med Frederik, så han ikke føler, at du dropper ham helt til fordel for din nye kæreste.

Jeg håber, du kan bruge mit svar og ønsker dig held og lykke.

Mange hilsner fra Janni

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program