Gider ikke og skrive med hende mere!

brevkassespørgsmål

Gider ikke og skrive med hende mere!

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 10 år 1 måned siden

Der er den her pige som jeg har skrevet med i 2 år og her for nogle måneder har vi stoppet med at skrive med hinanden og det syntes jeg faktisk følte godt men så her for en uge siden skrev hun til mig og jeg havdede ikke lyst til at skrive med hende men jeg kan ikke få det sagt fordi jeg ikke har lyst til at gøre hende ked af det. (BTW så har hun ikke skrevet det men jeg tror hun godt kan lide mig som mere end bare en ven)

Svar: 

Hej med dig.

Jeg forstår godt, du ikke synes, det er helt nemt at skulle sige det til hende, fordi du frygter at gøre hende ked af det. Det er meget omsorgsfuldt af dig, at du helst ikke vil gøre hende ked af det, og at du derfor skriver herind for at få råd til, hvad du skal gøre.

Jeg synes, det er rigtig fint, at du har mærket efter på dig selv og fundet ud af, at du faktisk er glad for, at I ikke skriver sammen længere. Det er bestemt ikke noget, du skal have det dårligt med. Det er en ærlig sag, at man i lang tid har haft det OK med at skrive med en pige, men at man pludselig mister interessen for det.

Det er rigtig godt, at du tænker, at du gerne vil have sagt fra over for hende. Når man beslutter sig for at afslutte noget, kan det nemlig være rigtig rart for den anden person at få det af vide, så han/hun ikke skal gå og være i tvivl om, om man stadig har noget kørende/om personen ikke har læst ens beskeder/om personen er sur osv. Selvom man tænker, man gør den anden ked af det ved at afslutte skriveriet, kan man faktisk risikere, at den anden bliver endnu mere ked af det, hvis man intet siger. Jeg ved ikke, om du kender til følelsen af at være i tvivl om, hvad en anden føler, men det kan være utrolig hårdt, og ofte vil man faktisk hellere droppes end gå og være i tvivl. Måske kan det gøre det nemmere for dig at få det sagt til hende, nu hvor du ved, at hun måske er endnu mere træt af ikke at få noget af vide.

Når du skal skrive det til hende, synes jeg, det er vigtigt, du hiver fat i noget positivt først for at undgå, at hun bliver alt for såret. Du kan fx skrive til hende, at du synes, det har været hyggeligt at skrive med hende, men at du kan mærke, du ikke har så meget lyst til det længere. Du kan også skrive, at du virkelig synes, hun er sød, men at du har fundet ud af, at du ikke rigtig gider skrive SMS'er med hende hele tiden. Hvis du har mod på det, kan du godt fortælle hende, at du synes, hun er en sød ven, men at du ikke føler mere end det, og derfor har du ikke lyst til at skrive med hende længere. Uanset hvordan du vælger at gøre det, synes jeg, det er sejt og modigt af dig, at du får sagt fra, da det ofte kan være rigtig svært.

I løbet af vores liv vil vi støde på mange situationer, hvor den ene føler mere end den anden. Det er aldrig nemt at gøre andre kede af det, men som ofte vil den person, der i første omgang bliver ked af det, senere være glad for, at man vær ærlig og gav klar besked. På den måde kan I nemlig begge komme videre :-)

Held og lykke med at få sagt det til hende.

Kh. Matilde

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program