brevkassespørgsmål

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 10 år 1 måned siden

 Jeg tror jeg lider af bipolar, jeg har hvor jeg får selvmordstanker og hvor jeg skærer i mig selv. 

Og så er der dage hvor jeg griner og er skræmmende glad. Mine forældre vil ikke lytte på mig.

hvad skal jeg gøre?

 

Svar: 

Hej med dig

Det lyder til, du har det rigtig hårdt. Det er svært, når ens humør svinger, og man ikke ved, om dagen i morgen bliver en god eller dårlig dag. Jeg synes, det er flot, du skriver herind omkring det. Det er også rigtig flot, at du har delt dine tanker med dine forældre, og derfor er det også en skam, at de ikke vil lytte til dig. Når man fortæller sådan noget om sig selv, er det ofte et råb om hjælp, og så er det ikke ok, at folk ikke tager det seriøst.

Bipolar er en sindlidelse, og før du kan få et svar på, om du lider af det, bliver du nødt til at kontakte din læge. Det kan dog være svært for lægen at sige præcist, om du er bipolar, da bipolar ofte forveksles med andre psykiske sygdomme. Men uanset hvad, synes jeg i hvert tilfælde, du skal tage kontakt til din læge. Du vælger at kalde dit spørgsmål "Dø", hvilket får mig til at tænke, at du har det rigtig skidt. Og du skriver også selv, at du har selvmordstanker og skærer i dig selv. Det er nogle alvorlige ting, som der skal gøres noget ved. Det lyder i hvert tilfælde til, at det er mere end bare nogle humørsvingninger.

Jeg vil råde dig til at snakke med nogen om det. Du kan prøve at snakke med dine forældre igen, men hvis du ikke har lyst til det, kender du måske en anden voksen, du er tryg ved og kan snakke med. Dette kunne være en lærer, en pædagog eller et andet familiemedlem. Sammen kan i måske få bestilt en tid ved lægen, og personen kan måske tage med dig til lægen. Hvis du ikke har lyst til at dele det med nogen igen, kan du også selv bestille en tid hos lægen. Jeg ved godt, det kan være svært at tage sig sammen og komme afsted, især når du har haft en dårlig oplevelse med at fortælle det tidligere, men det er altså rigtig vigtigt, du kommer til lægen, så du kan få noget hjælp. Og husk nu, at du ikke er den eneste, der har været til lægen med det, så han/hun synes ikke, du er mærkelig.

En anden ting, du kan prøve, er at se, om du kan finde ud af, hvorfor du får dine store op- og nedture. Er der nogle bestemte ting, der udløser dem? Er der nogle, der siger nogle grimme ting til dig, eller kommer følelserne bare ud af det blå? Og hvad med de dage du er glad? Hvad er du glad for der? Hvis du kan finde ud af, hvad der gør dig glad, kan du nemlig prøve at fokusere på de ting de dage, du er ked af det og har det skidt.

Jeg håber, du får det bedre, og at du bliver klogere på, hvorfor du har det, som du har det. I den forbindelse håber jeg også på, at du vil tage imod mit råd om lægen. Og ellers er du altid velkommen til at skrive til brevkassen eller i chatten, hvis du er nede eller har andre spørgsmål omkring det.

Med venlig hilsen Ditte

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program