Gøre fantasi til virkelighed

brevkassespørgsmål

Gøre fantasi til virkelighed

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 10 år 3 måneder siden

Hej.
Jeg er en dreng på 18år og er forlovet med min kæreste, som også er 18år.
Vi sad her den anden dag og talte om fantasier og havde BEGGE TO samme fantasi om at hun blev taget hårdt af en samtidig med at jeg var til stede, men ikke var med i akten.
Det er ophidsende for os begge to at tænke på og tale om, men ville det være dumt at udforske hvis vi fandt en der ville være sammen med hende samtidig med jeg kiggede?
Eller er det bare momentet hvor vi tænker det at det er frækt og vil det måske gøre ondt på mig? Er det for meget?
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Godt nytår

Svar: 

Hej med dig.

Det er skønt, at du har en dejlig kæreste, og at I kan snakke så åbent om personlige emner som sex og fantasier. Jeg synes, det er rigtig godt, at du skriver herind, da det er en meget relevant bekymring, du gør dig.

Jeg kan godt forstå, det er lidt svært at finde ud af, hvor du står nu. I har fundet ud af, at I har nogle af de samme lyster, men selvom du tænder på tanken, kan du alligevel blive i tvivl om, om det vil være det samme i virkeligheden. Der findes desværre ikke noget direkte svar på det, da det er noget, du skal gøre op med dig selv sammen med din kæreste. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, at siden du tænker, der er risiko for, at du kan blive ked af det, skal du tage din bekymring alvorligt. Muligheden for, at du bliver såret og jaloux er nemlig rigtig stor, da du jo holder af din kæreste og sikkert gerne vil have hende for dig selv. Jeg synes nøje, du skal opveje fordele og ulemper ved at give dig i kast med det. Måske kan det endda være en idé at skrive en for/imod-liste for på den måde at få det gjort klart for dig selv, hvad det er, du hhv. frygter og er nysgerrig efter at udforske. Når du har lavet listen, bør du så igen overveje, om tidspunktet til at prøve noget i den stil er rigtigt. Med det mener jeg, at I begge er meget unge og har hele livet foran jer til at udforske jeres seksualitet og lyst. Jeg tænker derfor, at det er vigtigt, at du er klar over, at du på ingen måde har travlt, og at I nok skal få det prøvet, hvis det viser sig at være det rette for jer.

Det vil være rigtig fint, hvis du inddrager din kæreste i dine overvejelser. Jeg tror kun, hun vil blive smigret over, at du har bekymringerne, da det jo er et udtryk for, at du holder af hende.

Hvis I vælger at gøre fantasti til virkelighed, synes jeg, I skal udvælge den tredje person med omhu. I skal passe på jer selv og kun tage en med i seng, som I stoler på, og som ikke er ude på at ødelægge jeres forhold. Det kan være svært at finde så neutral en tredje part, da det kan være svært at holde følelser helt ude af sex. Derfor er det igen af stor betydning, at I overvejer det en ekstra gang og bliver ved med at inddrage hinanden i hver jeres bekymringer.

Jeg håber, du kan bruge mit svar og ønsker også dig godt nytår.

Kh. Matilde

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program