Hej.

Mit problem stammer helt tilbage fra 4. klasse, hvor jeg blev forelsket i en dreng, som ingen andre på min alder forstod. Han havde et ufattelig stort talent for at udtrykke følelser gennem musik. Jeg lærte ham aldrig at kende dengang, fordi han var så reserveret og målrettet og jeg var alt for barnlig og umoden for ham, på trods af at jeg er lidt ældre end ham. (Jeg har senere fundet ud af at han mistede sin far da han var omkring 7 år, så det kan også have været derfor at han var så lukket dengang)

Mit problem er at han bliver sværere og sværere at komme til at snakke med, fordi han nu er langt inde i sin kariere som musiker. Han har aldrig rigtig taget stilling til min eksistens før i 2010 hvor jeg så ham efter ikke at have set ham i 6 år. Jeg tvang mig selv til at spørge hvad han hed, selvom jeg jo godt viste det. Det var dér det gik op for mig at han var ved at blive en mand. han havde fået bakenbarder og hans udstråling var i det hele taget meget atraktiv. dog var hans sætninger lidt for voksne for en 16 årig og jeg havde lyst til at grine. Han vækkede mit håb om at blive musiker og det er så det jeg er på vej til at blive. dog er jeg først færdiguddannet 5 -6 år efter ham, men hvad gøre det.. Jeg må have gjordt et godt intryk da jeg præsenterede mig for ham for 3 år siden, for han begyndte minsandten at komme med forskellige hjemmelavede score replikker, hvilket jeg slet ikke kunne håndterer, fordi det jo var mig der havde været forelsket i ham så længe, og så var det hele lige pludselig så let. Det var næsten for godt til at være sandt.

Hvis jeg havde været mere moden dengang ville min barndomsdrøm være gået i opfyldelse. Det der endelig gjorde det forbi var at jeg fik en kæreste og jeg tror han fornemmede det, for jeg var meget afvisende (dog mod min vilje) han var så sød og ligefrem og så stod jeg bare og sagde ingenting, fordi jeg følte mig hæmmet på grund af, at jeg havde fået en kæreste, men stadig ikke var afklaret i forhold til mine følelser for ham og hans musik. Et andet problem er at jeg ved alt for meget om ham fra alle mulige andre mennesker som kender ham og jeg er derfor meget i tvivl om hvor godt vi egentlig kender hinanden.. Det hele er meget indviklet. Lige nu studerer han i udlandet og jeg har fået at vide at han har en kæreste. Jeg ser ham kun hvis jeg kommer til hans koncerter og det er efterhånden ved at være lidt pinligt at dukke op der. Jeg har ikke hans nummer. og han har aldrig kontakte mig, men alligevel er der noget i luften når vi mødes. Mit spørgsmå er: Hvordan skal jeg nogensinde få ham ud af mit hovede når jeg ikke har nogen chance for at lære ham ordentligt at kende!? Eller har du en idé til hvordan man kommer tættere på sådan en person? Jeg er så forvirret! jeg bilder mig selv ind, at jeg har været forelsket i ham siden jeg var 9 år og at han er min eneste ene, men jeg kender ham egentlig ikke rigtig.

Håber der er en som kan hjælpe mig!

Hilsen M