Tavshedspligt vs. indberetningspligt

brevkassespørgsmål

Tavshedspligt vs. indberetningspligt

Hej

Jeg er for nylig startet hos psykolog(grundet nogle angstproblemer der gør at jeg ofte kradser i mig selv, eller ridser små "ar" med alverdens små(og ret harmløse) genstande). En enkelt gang var det så voldsomt, at jeg overvejede selvmord. For et par uger siden fik jeg så endelig mod til at fortælle min mor om det(selvmordstankerne), selvom det er godt et halvt år siden...

Jeg har indtil videre været til to samtaler hos psykologen, og skal til min tredje samtale her på fredag. Sidst jeg var der fortalte jeg hende(psykologen) om mine selvmordstanker. Hun spurgte så om jeg nogensinde har prøvet det, og da jeg jo ikke ser grund til andet end ærlighed overfor ens psykolog, da det er jo er hende der skal hjælpe mig ud af mine problemer, og være den man kan sige alt til, ja så fortalte jeg hende naturligvis om mit selvmordsforsøg for godt halvandet år siden. Hun spurgte om mine forældre vidste at jeg havde forsøgt - det gør de ikke. Derudover fortalte jeg hende også om hvordan jeg har lidt af bulimi i et halvt års tid, og igen spurgte hun om mine forældre ved det - heller ikke dette har jeg fortalt dem(og i øvrigt heller ikke om min selvskadende adfærd, de ved blot at jeg har tankerne)...

Så nu til mit spørgsmål. Hun sagde til mig, at hvis jeg kradsede/ridsede i mig selv mellem vores samtaler, så skulle jeg endelig komme og fortælle det, da det jo betyder at jeg har det dårligt. Jeg har ikke gjort det siden jeg så hende sidst, men jeg ved fra samtaleforløb med andre psykologer/rådgivere, at jeg har været selvskadende uden at fortælle det, ene og alene af frygt for at det ville blive fortalt til mine forældre. Jeg har helt styr på at psykologer har tavshedspligt, og gud ske tak og lov, for det!! Men hvor langt "strækker" den sig egentlig? Hvor alvorlige ting skal man fortælle psykologen, for at indberetningspligten er højere vægtet, end tavshedspligten? Kan jeg f.eks. regne med, at hun ikke fortæller mine forældre om mit selvmordsforsøg? Ville hun fortælle dem det, hvis jeg kom og sagde at jeg havde prøvet igen? Ville hun fortælle dem det, hvis jeg kommer og betror hende, at jeg har været selvskadende igen?

Jeg vil så inderligt gerne bare kunne fortælle hende om ALT jeg har på hjerte, da det jo både er godt for mig at få snakket om, men også hjælper hende bedre til at kunne hjælpe mig. Men angsten for at fortælle hende noget, som så bliver sagt til mine forældre, er alligevel større end ønsket om at være ærlig overfor min psykolog...

Jeg har de sidste 4 dage ledt desperat efter viden på nettet(også psykologeridanmark.dk), i håb om at kunne finde svar på mit spørgsmål. Men uden held. Jeg vil utroligt gerne bruge svaret til at vudere, hvor vidt jeg tør betro mig 100% til min psykolog eller ej. Så nu håber jeg, at I kan hjælpe mig til de svar jeg mangler! :-)

På forhånd mange tak!!

Svar:

Hej Anonym

Først og fremmest...hvor er det godt at du får snakket med psykologen om dine tanker og følelser. Jeg er ikke i tvivl om at det er den rigtige vej at gå. Og din indstilling i forhold til jeres samtaler synes jeg er helt rigtig. Ærlighed og åbenhed er uden tvivl nøglen til at få det bedre. Jo mere din psykolog ved om hvordan du faktisk føler, tænker og handler...jo mere kan hun hjælpe dig.

Den bekymring du har i forhold til hvad din psykolog siger videre til dine forældre kan jeg godt følge. Jeg håber jeg kan afhjælpe din bekymring lidt. Indberetningspligten/underretningspligten som din psykolog ganske rigtigt har er faktisk slet ikke i forhold til dine forældre, men i forhold til de social myndigheder. Det vil sige at din psykolog skal underrette din kommune hvis hun vurderer at du har brug for hjælp fra kommunen.

I en vejledning om underretningspligt skriver Sundhedsstyrelsen følgende:
Underretningspligten indtræder, når der ikke er rimelig mulighed for gennem egen virksomhed i tide at afhjælpe vanskelighederne, herunder gennem rådgivning og vejledning af forældrene og barnet eller den unge samt gennem dialog og samarbejde, eventuelt med henblik på inddragelse af kommunen.

Det forudsættes således, at sundhedspersonen selv i første omgang forsøger at afhjælpe vanskelighederne.

Det er vigtigt, at sundhedspersonen gennem dialog og samarbejde med forældrene gør opmærksom på de problemer, som sundhedspersonen ser, og i øvrigt forsøger at involvere forældrene, barnet eller den unge i løsningen af problemerne, herunder gennem vejledning og rådgivning.

Det vil altså sige at din psykolog skal underette kommunen, hvis hun vurderer at hun ikke selv kan hjælpe dig, men at der skal anden og mere hjælp til. Det lyder ikke som om det er tilfældet og derfor vil der ikke være grund til at din psykolog underretter.

Så står der også at sundhedspersonen(din psykolog) skal forsøge at hjælpe dig i dialog og samarbejde med dig og dine forældre. Det betyder ikke at din psykolog skal fortælle dine forældre om de ting i taler om. For som du ganske rigtigt siger så er dine samtaler med din psykolog fortrolige og hun har tavshedspligt.
Det det betyder er at:
1. DIne forældre skal give samtykke/tillade at du taler med psykologen.
2. Psykologen skal samarbejde med dine forældre i forhold til at sætte nogle mål for hvad du skal have ud af samtalerne.

Men de ting i taler om under samtalerne er mellem dig og din psykolog, så længe din psykolog vurderer at hun kan hjælpe dig.

Jeg kan godt forstå hvis du synes det er lidt indviklet. Jeg kan garantere dig at det er der mange unge og faktisk også ret mange voksne der også synes. Men din psykolog skal tage udgangspunkt i tavshedspligten, og hun har kun ret til at bryde den i særlige tilfælde, hvor hun vurderer at du er i fare.
Jeg håber det kan gøre dig lidt mere tryg, og give dig mod på at fortsætte med at tale åbent og ærligt med psykologen. Som sagt er jeg ikke i tvivl om at det er den bedste vej til at få det bedre.

Men jeg tænker faktisk at du skal overveje at spørge din psykolog direkte. Jeg er sikker på at det ikke er første gang hun er blevet spurgt, for der er maaange unge der har præcis den samme bekymring som dig, når de går til samtaler med en psykolog. Det er meget naturligt at du er bekymret og det er helt i orden at sige det direkte til psykologen. Så kan du også høre hendes egne ord for hvordan det fungerer med tavshedspligten under jeres samtaler. Fortæl hende at du ved at der kan opstå situationer hvor hun skal underette...og spørg hende om hvilke situationer det ville være.

Jeg håber du får en god samtale senere i dag, og at du holder fast i den åbne og ærlige snak...så er jeg sikker på at du er på rette vej.

Mange hilsner
Niels-Christian