Kan hun lide mig?

brevkassespørgsmål

Kan hun lide mig?

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 10 år 5 måneder siden

Hey Cyberhus!

Jeg er en af de typer, der er meget genert/passive. Men der er den her pige i klassen, som jeg rigtig godt kan lide. Jeg tror os godt hun kan lide mig for hun gør det her:

- Tit "rører" hun ved mig.

- Retter mit hår.

- Snakker mere sødt til mig, end til de andre drenge.

- Hun smiler altid sødt til mig.

- Hvis jeg opdager, at hun kigger på mig, så laver hun et "fjollet ansigt".

Hun "forlader" os tit pige gruppen når de spiser, og kommer hen til mig. Hun griner næsten af alt jeg siger.

Men har i nogle rod til, hvordan jeg finder ud af det, uden at spørge hende? :)

Svar: 

Hej med dig.
Hvor lyder det bare skønt, at du er blevet forelsket i en sød pige. Det er flot, at du skriver ind til brevkassen, når du er i tvivl om, hun også er vild med dig.

Ud fra de ting du skriver, at hun gør, så lyder det bestemt til, at hun prøver at fange din opmærksomhed. Det kan være svært at finde ud af, om hun kan lide dig uden at spørge hende direkte, men der er nogle andre ting du kan prøve, for at finde ud af det.
En god start kunne være at snakke mere med hende i skolen og tage kontakten til hende. Du skriver, at hun tit kommer hen til dig i spisepauserne, så en ide kunne være, at du prøver at gå hen til hende engang I har pause. Jeg ved godt, at det kræver meget mod - men hvis pigen tør komme hen til dig, så må du vise hende, at du også tør komme hen til hende. Måske kan du spørge hende, om I skal spise sammen en dag?

Når I snakker sammen, så spørg ind til hendes interesser. Piger kan godt lide, når drenge spørger ind til dem.
Du kan også prøve at spørge om hendes nummer. Hvis hun giver dig det, er det bare endnu et tegn på, at hun godt kan lide dig. Har du allerede hende nummer, så skriv en sød sms til hende. Når du er den lidt generte type, så er det en god måde, at komme i kontakt med pigen på. Hvis du har lyst kan du spørge, om hun har lyst til at gå en tur sammen en dag eller måske se en film eller noget helt tredje.

Forelskelse er en dejlig ting, men man kommer nemt i tvivl om pigen også er vild med én. Det er helt normalt, at man ikke rigtig tør tage kontakt hvis man ikke er 100 % sikker på, at pigen også kan lide én. Nogle gange er man nødt til at tage det første skridt, og det ville være ærgeligt at du slet ikke prøvede, at lære hende her den søde pige at kende. 

Så, jeg håber du kan bruge mine råd til at få snakket med pigen, og snart finder ud af, om hun virkelig også er vild med dig. Held og lykke.
Venlig hilsen Mette

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program