Første gang på Cyberhus (fandt en folder på min skole, nu har den ligget i 2 uger her hjemme) lidt facts: - føler mig mere hjemme i engelsk, så det er bøvlet for mig at prøve dansk - har ligget med depression - haft selmordstanker - har skåret i mig selv - er ufatteligt ensom tjaeh... så prøver vi.. jeg har den her følelse jeg ikke helt kan beskrive, folk der ikke forstår, mig der ikke tør lukke op, forældre der hader en - og i den her situration mener jeg virkelig hader, de mener at de ville være bedre tjænt uden mig, hvilket de har sagt til mig... ikke nogen venner sådan rigtigt... det er sådan de hurtige facts.. -

so let's go deeper... den fyldte tomhed jeg har (hvilket er den bedste måde jeg kan beskrive det på), er en balnding af mange ting, hvis jeg skal give et gæt tror jeg det begyndte da vi flyttede for 3 gang, jeg har ikke været ældre end 9 da vi gjorde det, det var der jeg første gang tænkte: får det her en ende?, dvs. at mine forældre flygtede fra en meget dårlig økonomi og dårlige husforhold, man far arbejdede meget i udlandet, i mine 9-11 års alder, så han er der ikke så meget i mit liv, har ikke rigtig noget at sige om ham, min mor der imod, hun skulle jo så blive i lille danmark med min bror og jeg, imens min far arbejde rundt om i verden som maskin reparetør, det var da også meget fint, men om aftenen gik hanjo på druk med sine nye venner, hvilket resulterede i en dårlig økonomi hjemme i danmark, min mor ble frustreret og da der ikke var andre i huset end min bror og jeg, gik det ud over os, vi blev mere eller mindre gjort til slaver, skulle arbjede for at vi måtte få mad om aftenen, (ja, hun undlod at lave mad til den ene eller anden hvis i ikke havde gjort noget i løbet af dagen, hvem end det var) alt imens hun sad og så fjernsyn, og brokkede sig over vores fars alkohold forbrug. derefter flyttede vil da jeg var 12, hvor vi lejede et hus, i omkring 1 år, hvor vi boede lige op ad en svine farm, hvilket begge forælre hadede, igen, samme historie med frustrationerne, men denne gang fra begge parter, dog ikke så ekstremt, som da min far var i udlandet ang. mad, men sure forældre, og slag skete efterhånden 1 gang ugentligt omkring 12½ års alderen, flyttede vi så igen, mine forældre fik betalt de penge de skydte, og der kom efterhånden mere ro på, men efter min konfi. (hviilket ikke var nogen særligt stor sucess), valgte jeg at købe mig en computer, det blev starten på de værste år indtil videre, jeg blev asocial, fraværende, umulig at komme i kontakt med, den dårlige bror, det dårlige forbillede for de yngre i familien (da jeg er den ældste i familien af den nyere generation). - jeg valgte at ignorere dem, og fortsætte mit liv som jeg ville, med mange dårlige skænderier over årene, så omkring 9. klasse gav mine forældre op, min mor nåede dog at tvinge mig i 10. klasse, hvilket ikke var med min gode vilje. efter det tog jeg på V tekniske skole, og fik get dårligt grundforløb, med en lorte karrakter, hvilket resulterede i at jeg ikke kan bruge det grundforløbs bevis til noget (karrakteren er 4), så jeg valgte at nu gider jeg ikke mere. så jeg tog på produktionshøjskole i R, hvilket mine forældre var meget negative omkring, de mente at det ville være spild af tid, efter godt og vel 3 måneder, med skænderier om produktionsskolen gik jeg ned med depression, i den tid blev jeg dagligt beskyldt for at være doven, asocial, et røvhul... osv... og hvis jeg en sjælden gang imellem ikke kunne overskue at tage til psykolog, så blev jeg kritiseret og ydmyget foran familien ved den nærmeste begivenhed, uanset om det så var min egen fødselsdag eller bryllup, ligegyldigt, men jeg kom videre, men er blevet forment adgang til min daværende psykolog, hvilket jeg virkelig ikke bryder mig om, da hun er den første jeg har åbnet mig 100% overfor, i det spinkle håb om at jeg kunne blive hos hende, men efter 11 sammentaler var det slut. nu går jeg på S produktionshøjskole hvor jeg for første gang i mit liv har fundet noget jeg kan lide at lave, et sted jeg elsker at være, arbejde der siger mig noget. det var sådan lidt basis, i korte træk... well, not quite shot... but whatever, basic.

Men personer jeg har kunnet snakke med har aldrig eksisteret, de venner jeg har haft, har jeg følt har være meget fordømmende, når det kom til at snakke om sine følelser, så blev man bare stemplet bøsse, hvilket er noget jeg ikke vil, men ihvertfald, hver gang jeg har prøvet at få et rigtigt venskab op at køre, og jeg er begyndt at stole nok på en person til at ville begynde at åbne op for dem, så skal de et andet sted hen, udd. relateret, fordi de ved hvad de vil, det gør jeg ikke, jeg har ikke 5 gram anelse om hvad jeg vil være. - det tror jeg har gjort at jeg har mistet troen på at der er hjælp et sted der ude, jeg kan ikke stole på folk jeg ikke kender, og jeg skal virkelig vide hvem de er før jeg føler mig sikker nok til at turde lukke op over for dem, jeg har svært ved at snakke om mig selv uden at lyve for ikke at komme til at lyde svag, og jeg kan på ingen måde få mig selv til at græde, det er for meget, men jeg har sådan lyst til det... men jeg kan ikke... en bedste ven har jeg ikke, og har aldrig haft, hvilket har resulteret i et ekstremt paranoia, jeg kigger konstant efter flugtveje, kigger i ruder når jeg går i en gågade, for at se om der er nogen der følger efter mig, for jeg må ikke vise at jeg kigger, det er svagt. alt i alt, jeg er meget alene, søger dog hen mod det sociale, men kan ikke... ja... finde ud af mit liv... når jeg fortæller sådanne ting her har jeg det som om jeg skal kaste op, jeg bliver dårlig over at høre mig selv klynke sådan, det er svagt... men jeg kan bare ikke mere... jeg er så træt inden i... jeg er så udkørt... jeg har lyst til at lægge mig ned og blive der, vente på at nogen kommer og spørger hvad jeg laver og om jeg er okay, men der kommer ingen, min telefon ligger stille, og siger aldrig noget, jeg venter på at nogen skriver til mig, men ingen gør... ikke medmindre jeg selv starter, jeg er så alene... Somebody save me from this nightmare... jeg vil vågne... jeg tager selv den mindste ting som en bebrejdning, også selvom det bliver sagt sarkastisk, hvis jeg får ros så bliver jeg ked af det, for jeg ved ikke hvordan jeg skal håndtere det... jeg beskylder mig selv for at have fået ros, for det er ikke en god ting, det er en eller anden andens ros... ikke mit, for jeg skal ikke roses... det er forkert... det er en fyldt tomhed...