Hvordan bliver man åben?

brevkassespørgsmål

Hvordan bliver man åben?

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 15 år 7 måneder siden

Hej.
Efter mange tudeture over mangel på venner, og folk at snakke med, i det hele taget bare ensomhed, er jeg kommet frem til at jeg bl.a er en meget lukket person. Ubevidst skubber jeg folk jeg kender godt længere og længere væk, fordi jeg har så ufatteligt svært ved at åbne mig. Men nu har jeg taget en beslutning om at jeg vil prøve at være mere åben. Jeg vil høre om i kan hælpe lidt med hvordan man bliver det.
Udover det er jeg bange for at jeg går helt i den anden grøft og begynder at fortælle ting man ikke normalt fortæller til folk, man fx ikke kender så godt. Hvordan finder man grænsen mellem at være for lukket og åben? Jeg synes det er utroligt svært, men jeg kan ikke være så ked af det her resten af mit liv, så nu må jeg gøre noget ved det.

På forhånd tak.
 

Svar: 

Hej med dig.
Det er dejligt at høre, at du har besluttet dig for at gøre noget, så du ikke hele tiden skal være ked af det. Du udviser stor selvforståelse, når du fortæller, at grunden til at du føler dig ensom er, fordi at du ubevidst skubber folk fra dig. Det er en rigtig flot beslutning du har taget om, at du vil forsøge åbne dig mere over for andre.

Det er rigtigt, at det vigtigt at finde en balance mellem at være for åben og for lukket. Ved at være meget tillukket kan du skubbe andre væk, og som du selv siger, kan det give fornemmelsen af at være ensom. På den anden side kan man også skubbe andre væk, hvis man er alt for åben, dvs. hvis du fortæller alle du møder om dine inderste følelser. Det kan for andre virke skræmmende.

Jeg tror, at det kan være en fordel for dig, at udvælge en eller flere nære veninder, som du føler dig tryg ved, og som du gerne vil dele dine tanker og følelser med. Start med at fortælle dem en lille smule om dig selv. Da det er en stor forandring for dig, pludselig at skulle åbne op, kan du måske begynde med et lidt neutralt emne, så du ikke blotter dine følelser fuldstændigt den første gang. Begynd i det små, og mærk efter hvordan det føles. Hvis det føles behageligt, og du føler at dine veninder forstår dig, kan du måske fortælle lidt mere næste gang. På den måde kan du gradvist vænne dig til at snakke mere åbent om dig selv.

Efter et stykke tid, vil du måske være klar til at åbne dig over for flere personer. Jeg tror dog, at det vil være en god idé at starte ud med nogle tætte veninder.

Det er rigtig flot beslutning du har taget. I starten vil det være svært for dig, men jeg tror, at det lige så stille bliver nemmere for dig, når du vænner dig til at snakke mere åbent om dig selv.
Hvis det virker uoverskueligt for dig, eller du har brug for mere konkrete eksempler på, hvad du kan snakke om den første gang, er du altid velkommen til at logge på Cyberhus Chatrådgivning. Her kan du snakke med en rådgiver om, hvad du kan sige og hvordan.

Held og lykke.

Kærlig hilsen
Marianne
 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program