Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

Spyt søges

brevkassespørgsmål

Spyt søges

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 14 år 9 måneder siden

Hej Jeg får noget medicin, som gør at jeg bliver meget tør i munden. Sidst jeg var ved tandlægen havde jeg 3 huller. Jeg har aldrig haft huller før, så jeg tænkte at det måske havde noget at gøre med at der ikke er noget spyt til at 'vaske' tænderne.

Jeg må ikke stoppe med medicinen, men har fået at vide at jeg skal spise syrlige bolsjer for at få mere spyt. Det hjælper lidt, men jeg er stadig meget tør i munden. Men er det ikke bare værre for tænderne hvis jeg går rundt og sutter på bolsjer med syre og sukker? Er der ikke en bedre måde at få mere spyt. Jeg synes ikke at tyggegummi hjælper. Hilsen Camille

Svar: 

Hej Camille
 
Du har helt ret I at tænke, at der kan være en sammenhæng mellem mundtørhed og huller. Og det er også meget tænkeligt, at det er din medicin, der gør dig tør i munden.
 
Som du selv skriver, så er en vigtig funktion for spyttet at holde tænderne (og munden) våd. Men spyttet har en lang række andre betydninger for miljøet i munden.
 
Hvis man har mindre spyt, så kan bakterierne bedre ”klistre” sig fast til tænderne. De vokser bedre, der bliver flere af dem og de kan producere mere af det affaldsstof, tænderne ikke kan tåle: syre. Og når kroppen laver mindre spyt, ændrer det sig, så det ikke beskytter så godt. Og så kan man få flere huller, end man plejer.
 
Det er rigtigt nok, at syrlige bolsjer stimulerer spyttet. Men samtidigt ætser det syrlige tændernes overflade og sukkeret giver mad til dine bakterier – og dermed risikerer du at få flere huller i tænderne.
 
Kroppen laver normalt selv sit spyt. Den laver mest spyt i forbindelse med, at man spiser. Derfor er en måde at sætte gang i spytproduktionen at lave tyggebevægelser (som ved tyggegummitygning – husk at bruge sukkerfrit tyggegummi). Desværre kan jeg se, at du skriver, at det ikke virker så godt på dig.
 
Du kan købe kunstigt spyt på apoteket (det er dyrt) eller du kan selv blande det – se følgende opskrift:
 
1 del vand, 1 del glycerin. Citrondråber tilsat efter behag. Opbevares i køleskabet og kan kun holde sig friskt i nogle få dage ad gangen.
 
Her kan du finde flere oplysninger om mundtørhed og kunstigt spyt. Det er fra et plejehjem, men oplysningerne er gode nok alligevel.
 
Jeg vil foreslå dig at tale med din tandlæge om din mundtørhed. Din tandlæge kan fortælle dig, om du er ved at udvikle mange huller. Og fortælle dig, om du børster dine tænder helt rene. Og om du for eksempel bør bruge tandtråd.
 
Og så vil jeg foreslå dig at spørge dem, der giver dig medicinen, om du på et tidspunkt kan skifte til noget andet medicin, der ikke giver mundtørhed.
 
Jeg ønsker dig held og lykke med finde ud af at få noget mere spyt og undgå huller i tænderne. Du er altid velkommen til at skrive igen.
 
 
Niels Hansen
Tandlæge

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program