Frustreret og forvirret

brevkassespørgsmål

Frustreret og forvirret

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 14 år 6 måneder siden

Hej jeg er en pige på 15, som bor på en døgninstitution for unge i alderen 12-18 år. Jeg har de sidste dage været helt ude af mig selv. Og jeg føler at jeg er nødt til at tale med nogen om det, og høre om de har samme meninger og holdninger, eller om jeg er helt forkert på den. Dette er min historie: Onsdag d. 16. sep. 09. En helt almindelig dag på institutionen - eller det troede jeg det var, men jeg blev klogere .. Min kæreste på 17, som også bor på institutionen, kom hjem efter nogle timer hos hans mor.

Han kom smilende ind til mig på mit værelse og jeg fik en kæmpe krammer, som tegn på at han havde savnet mig. Derefter går han ud i køkkenet for at tage et glas vand, og pludselig står der en masse mænd omkring ham. intet vidende om det hele, gik jeg stille og roligt ud i køkkenet for at tage et glas vand og snakke med min kæreste. Da jeg kommer derud hører jeg en af de voksne sige: "Du bliver flyttet ud på en lukket institution". Uden at tænke over det, udbryder jeg: "i kan da ikke bare sende ham væk, det er noget man skal have aftalt først?".

og min kæreste som var blevet ligeså overrakset, sagde at han skulle ingen steder. "Du har intet valg, enten går du selv ud i bilen, ellers så ska vi nok sørge for at du kommer derud. Mig som hverken havde fået glas eller vand blev pludselig skubbet ud fra køkkenet og genet ind på mit værelse, hvor døren blev låst. Jeg gik lidt rundt om mig selv, og prøvede at holde hovedet koldt. Men da jeg kunne høre at de kylede min kæreste rundt, kunne jeg ikke tænke mere. Jeg ville bare ud til ham, ville bare have lov til at sige farvel og fortælle at jeg elskede ham.

Men jeg kunne ikke komme ud og i ren frustration, tog jeg en sodavandsflake og hamrede den flere gange mod døren. Kort efter kom to mandlige pædagoger ind og smed mig ned i gulvet, hvor den ene satte et knæ i maven på mig og fik min navlepiecing til at bløde, mens den anden tog fat i mine ben og holdte dem nede. Jeg var udmærket klar over at de var meget stærkere end mig og valgte derfor at lade være med at kæmpe imod. Jeg tænkte at hvis jeg var rolig, så ville de give mig lov til at sige farvel til ham.

Efter 10 min. hvor de havde holdt mig, slap de. Men på trods af at jeg stadig ikke bevægede en muskel, så måtte jeg ikke komme ud. Jeg kunne bare ligge der på gulvet og tude, mens de predikede om alt muligt lort .. endnu 5 min blev jeg beordret til at blive, indtil de var kørt med min kæreste. her kommer så nogle spørgsmål: 1. Synes du/i at pædagogerne handlede rigtigt ? 2. Traf jeg det rigtige valg ved ikke at stritte imod ? 3. Havde de ret til at sige jeg ikke måtte sige farvel ? Historien fortsætter: Jeg var rassende og sagde ikke et eneste ord til nogen, men forlod bare institutionen med mobilen i lommen.

Jeg valgte at ringe til min kærestes mor, for at høre om det var noget hun vidste noget om. Men mærkeligt nok, så havde de ikke sagt det midste til hende, på trods af at det faktisk var hende der havde forældremyndigheden. Men det bliver oveni købet også værre. en halv time efter jeg havde fortalt hende om det hele, så ringer pædagogerne for at fortælle hende det. Hun spørger efter adresse osv. for at få lov til at se sin søn, men de nægter at give hende nogen som helst informationer .. Sent på aftenen får han lov til at ringe til hende. Han fortæller at han er ok, at han savner os.

Han forklarer bagefter at han kun har lov til at ringe til hans mor, og at han hele tiden er under opsyn, for at sikre at han ikke stikker af eller kontakter andre.

Flere spørgsmål: 4. Hvis han ikke er tvangsfjernet, og hans mor som sagt har forældremyndigheden, burde hun så ikke have mulighed for at tage ham hjem, inden pædagogerne med magt og tvang fjernede ham? 5. og burde de ikke i det midste have snakket med dem om det inden, så de havde en chance for at være medbestemmende eller i det mindste kunne sige farvel? 6. er det iorden at han kun har ret til at kontakte sin mor? Jeg håber der er nogen som vil besvare mine spørgsmål, og måske fortælle mig om det overhovedet er lovligt at gøre sådan, for i min verden er det, det man kalder kidnapning eller frihedsberøvelse ?

Lidt Info: Hans mor kontakter familierådgiveren, sagsbehandleren og muligvis politiet på mandag, for at hun kan få sin lille dreng hjem igen. Hun har i sinde at flytte ham hjem og fraråder alle forældre om at flytte deres børn til den institution.

Svar: 

Hej med dig

Det er en rigtig ubehagelig oplevelse du og din kæreste har haft, og ligemeget hvem der har ret til hvad, så er det aldrig behageligt at blive fastholdt eller sendt væk.

Derfor er det rigtig godt du spørger om hjælp og søger svar på de spørgsmål du går rundt med. Jeg vil prøve at svare dig så præcist som muligt.

Jeg vil gerne lige starte med at besvare dit sidste spørgsmål, nemlig om det overhovedet er lovligt at flytte din kæreste på den måde de har gjort. Du kalder det frihedsberøvelse eller kidnapning.

I lov om social service paragraf 123, stk 2,3 og 4 står der at magtanvendelse kun må ske, når forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet. Det betyder at hvis pædagogerne har vurderet at det var nødvendigt, mest sikkert, eller føler sig truet, så må de gerne flytte din kæreste og holde dig fast indtil han er kommet afsted.

Om så pædagogerne har vurderet rigtigt kan jeg ikke svare på, fordi jeg ikke kender årsagen til at de tog den beslutning.

Du stiller en masse gode spørgsmål og for at mine svar ikke bliver rodet, så svarer jeg dem i den rækkefølge du har listet dem op.

Dine første spørgsmål:

1. Synes du/i at pædagogerne handlede rigtigt?

Dit første spørgsmål er meget svært at svare på, fordi jeg ikke kender årsagen til at de valgte at flytte din kæreste til en lukket institution. Normalt skal der en god grund til, før man flytter en ung person til en lukket institution, men den kender jeg ikke.

2. Traf jeg det rigtige valg ved ikke at stritte imod ?

Ja, det synes jeg. Du havde ikke fået noget ud af at stritte imod. I værste tilfælde kunne det betyde flere problemer, hvis du var blevet voldelig eller truende.

3. Havde de ret til at sige jeg ikke måtte sige farvel ?

Ja, det har de. Hvis de vurderer at det er det bedste i situationen.

Dine sidste spørgsmål:

4. Hvis han ikke er tvangsfjernet, og hans mor som sagt har forældremyndigheden, burde hun så ikke have mulighed for at tage ham hjem, inden pædagogerne med magt og tvang fjernede ham?

Nej..Igen handler det om hvad pædagogerne vurderer er bedst og mest sikkert i situationen. Hvis de mener at han skal ud af huset nu, så skal det ske. Men du har ret i at hvis han er frivillig anbragt og moderen har forældrerettigheden, så kan hun tage ham hjem bagefter, hvis ikke han har gjort noget ulovligt og er idømt et ophold på en lukket institution.

5. og burde de ikke i det midste have snakket med dem om det inden, så de havde en chance for at være medbestemmende eller i det mindste kunne sige farvel?

Nej..ligesom i 4, så er det en vurdering. Det kan virke meget hårdt og jeg kan godt forstå at det er frustrerende for både hans mor og dig, men sommetider kan det være nødvendigt at handle hurtigt olg det lyder til at det er det der er sket her.

6. er det iorden at han kun har ret til at kontakte sin mor?

Det er noget som den lukkede institution bestemmer og det er ikke unormalt. Det kan der være forskellige grunde til, men ofte er det på grund af nogle sikkerhedsmæssige årsager, for eksempel hvis han har gjort noget ulovligt.

Jeg håber at du har fået svar på dine spørgsmål, men hvis du gerne vil have uddybet noget, er du meget velkommen til at skrive til mig igen.

Venlig hilsen

Erroll 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program