Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre...

brevkassespørgsmål

Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre...

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 13 år 7 måneder siden

Hej Cyberhus :-) Jeg skriver nu fordi jeg i lang tid har haft problemer med mine forældre, og nu ved jeg simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. Må hellere lige forklare min baggrund først (: For 8 år siden døde min mor af kræft, og hun havde været syg stort set hele mit liv. Det var rigtig hårdt selvfølgelig, men jeg gik i en rigtig god sorggruppe og det hjalp meget. Efter ca 3 måneder fik min far en ny kæreste. De har været sammen indtil nu. Der var så mange ting jeg aldrig havde lært af min mor, som at gå i bad hver dag eller huske at skifte t-shirten en gang i mellem osv. Det skulle hun så gøre, og det var nok noget af et stykke arbejde, da jeg har 2 lillesøstre og en storesøster. Mine veninder forsvandt da min mor døde, og jeg skiftede skole. Det var et godt skift og jeg fik mange nye gode venner. Så var jeg omkring 13 år og en forvirret teenager, og min fars kæreste begyndte at blive meget træt. Siden er det blevet værre, og nu er hun altid træt. Problemerne begynder så også at komme. Mine forældre begynder at skændes meget, og hun siger nogle gange at hun skrider hvis vi skal være sådan eller sådan. Hun kommer heller aldrig over noget, hvis man gør en ting forkert, så bliver hun ved med at være gal i en uge, og finder andre fejl, og flere fejl, indtil man ikke kan mere. Jeg har altid haft det godt med min storesøster og vi har været der for hinanden, men hun er lige flyttet til københavn for at studere. Lige før sommerferien købte jeg en computer til mig selv, til skolearbejde og musik osv. den er mindre end to uger gammel da min mindste lillesøster, 12 år, kommer til at ridse skærmen. jeg fatter det ikke i dag, men jeg bliver så rasende og råber og skriger og græder. Helt ukontrolleret. da mine forældre får det at vide er de jo endnu mere gale, og snakker som om jeg har traumatiseret lillesøsteren for evigt og alt muligt. jeg bliver så ked af det, at jeg skærer i mig selv, for jeg havde det slet ikke godt med hvad jeg havde gjort. min mindste lillesøster er forresten min fars kones yngling. Resten af sommerferien er jeg self "bad girl" og der er mange små ting der sker.. Jeg har en rigtig sød kæreste, som kender til alt derhjemme, og vi har været sammen i snart 1½ år. I starten syntes de han var rigtig sød, men efter jeg sagde at han var lidt sen med at aflevere hans afleveringer har det ændret alt. de er altid betænksomme når jeg spørger om jeg må besøge ham. selvom de siger ja, skal jeg stå der og vente på at få deres accept. jeg er 17 og han er snart 19. Det er bare skide træls, for vi har det så godt sammen, og når ens forældre ikke vil acceptere det. det gør mig bare ked af det. I sidste uge købte jeg 2 par sko for 300 kr, nogle penge jeg har tjent fra mit arbejde, men det måtte jeg pludselig ikke for hende. min far havde sagt at jeg bare skulle klare mig selv mht til tøj og sko fordi vi snakkede om hvad vi manglede. Det blev hun meget sur over, altså at jeg havde købt dem, og min far støtter mig aldrig når hun skælder mig ud. Hun skælder også ud i lang tid, og så drejer det sig ikke bare om sko, men også om hvor utaknemmelig, egoistisk, forkælet og idiotisk jeg er. min far går normalt eller står og kigger på, siger måske noget når han er ekstra enig og så er det det. Nogle gange er hun blevet så sur at hun har givet mig en lussing eller et slag, eller noget hvor hun samler pege og langefinger og giver lussinger med dem. jeg kan huske en gang hvor jeg vel havde gjort noget slemt, men jeg sad ved spisebordet, og min far nussede eller masserede hende, og hun lå i mens og spurgte om hun skulle komme op og slå mig. for det fortjente jeg virkelig. og når det er sket bliver jeg så bange. jeg ryster og kan ikke tænke og vil bare have det til at stoppe. Hun har nu været sur på mig siden søndag aften den 15.. jeg kørte med min far til skole en dag, og jeg prøvede at sige hvordan jeg har det med det hele. og jeg har været ked af det hele ugen, fordi der aldrig kom en ende på det. og jeg kan sagtens mærke når nogen har noget i mod mig... jeg tog mig virkelig sammen, og sagde til min far at jeg ikke ville have at hun slår til mig. men han svarede ikke, han ignorede sætningen. til sidst da jeg steg ud af bilen, sagde han at jeg overdrev det hele. overdramatiserer... Men jeg kan næsten ikke tro at det er normalt :( I dag ringede min far til mig om morgenen, inden jeg skulle på arbejde, (jeg var cyklet derhen) og han sagde at jeg skulle blive hjemme og spise aftensmad (havde en aftale med min kæreste) fordi han syntes vi skulle have rent bord og få ordnet alle sagerne. han lød oprigtig om det, og jeg glædede mig lidt og håbede at jeg nu kunne få en chance for at sige hvordan jeg havde oplevet den her uge osv.. men jeg når ikke engang at sige at jeg var ked af det, før hun tager ordet og så ellers styrer det i 4 lange timer. jeg kunne først gå da jeg satte en maske op og sagde tak for snakken, det var dejligt, jeg glæder mig til den næste. de kunne ikke engang se at det var falskt.. og de var rigtig selvfede og syntes de havde gjort det skide godt. Hun er meget dominerende, og min far følger hende i næsten alt. hvis jeg havde boet alene med dem, ville jeg væk derfra, men jeg har de her to lillesøstre.. jeg ved, eller tror, at hvis jeg siger at jeg tror det vil være godt at komme hjemmefra for mig, så får jeg ikke lov at besøge dem eller mødes. og jeg tror at jeg vil blive udstødt. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. jeg vil gerne bare væk. men jeg elsker også så meget min far, og jeg ved at han vil blive rigtig ked af det. på den anden side kan jeg ikke se hvorfor det skal være sådan her. der er også altid en masse praktiske ting mine søstre og jeg skal gøre, men det har alle vel. jeg føler ikke at jeg har en voksen jeg kan snakke med, jeg har været bange for at afsløre noget af min situation for voksne. for så ved jeg ikke hvad der vil ske :( det bliver også slemt for mine lillesøstre hvis jeg flytter, for al hendes vrede vil gå ud over dem. de er så sikre på at de har ret i alt, de vil ikke høre på nogen. Kan I hjælpe mig? jeg ved det er langt.. men jeg kan næsten ikke holde til det længere, heller ikke med 2.g ved siden af. når jeg græder meget svulmer mine øjen op og bliver røde, og jeg er flov og bliver lidt stille i skolen. Jeg har to rigtig gode veninder, som også kender til alt derhjemme. Og så har jeg en masse andre gode veninder, men de ved det ikke. Jeg beder virkelig om hjælp, et råd, et eller andet... Tusind tak x-girl

Svar: 

Hej x-girl

og først og fremmest vil jeg lige rose dig for den måde du har fortalt om din situation og historie. Det er nemlig ikke altiod nemt at forklare om ting som føles svære og fylder rigtig meget.

Du beskriver hvordan din mor døde og at din far fandt sammen med en ny kvinde og hvordan du føler at det ikke fungerer så godt mellem dig og hende. Det er meget tydeligt at du holder meget af din far, din søskende, men også at hun ødelægger meget i de forhold. Så jeg kan sagtens forstå at du er usikker på hvad du skal gøre, fordi du føler dig lidt fanget i to lejre. Du føler et ansvar for dine søskende og for din far og hvad der vil ske med dem og jeres forhold hvis du flytter væk hjemmefra. på den anden side har du en klar fornemmelse af at det kunne være godt for dig selv at flytte hjemmefra.

Jeg synes der er 3 områder i det du skriver som er meget vigtige og som jeg først vil prøve at skrive lidt om:

1. Det første handler om din mor. Jeg er glad for at høre, at du kom i en sorggruppe da hun døde og at du føler det hjalp dig rigtig meget. Det er nemlig vigtigt at få snakket det igennem, fordi du skal leve med den sorg resten af livet, men du skal samtidig også leve et godt, langt og dejligt liv.

Hvis du oplever at savne din mor rigtig meget og måske specielt i perioder hvor der er noget andet der er svært, så er det helt naturligt og helt okay. Det skal du vide. Samtidig skal du også vide at det er helt normalt at have brug for at snakke om sin mor, også selvom det er mange år siden hun døde og du er altid velkommen til at snakke med en voksen herinde i chatten i Cyberhus, hvis du har lyst.

2. Det er altid svært at flytte sammen med nye voksne og i det her tilfælde din fars nye kæreste og det kan tage lang tid før man finder ud af det sammen. Det er heller ikke altid man finder helt sammen, og det er også okay.

Det virker til at du og hende ikke har det så godt sammen. Det tyder heller ikke på, at du føler hun hører hvad du siger og at hun er meget dominerende.

Jeg kan godt forstå du havde glædet dig til at få snakket det igennem og rigtig flot af dig, at du havde prøvet at snakke med din far om det her. Stærkt gået, men øv at du ikke synes der kom noget godt ud af det.

Jeg synes det er vigtigt at du fokuserer på dit forhold til din far først og fremmest. Det er hans ansvar at få tingene til at fungerer og derfor synes jeg det er vigtigt at du er ærlig over for ham, sådan som du allerede har været. Jeg synes du skal prøve igen, og denne gang så vis ham det her brev du har skrevet herinde og måske også mit svar. Du fortæller alting meget ærligt og måske vil det faktisk være en hjælp for ham, så han forstår dig bedre. Jeg synes i to har brug for en snak sammen alene og uden din fars kæreste, sådan at han kan støtte og hjælpe dig med de tanker og følelser du har inden i.

Det er også vigtigt at du snakker med din far om de tanker du har med at flytte hjemmefra og at du tænker meget over hvad der kan ske.

3. Og det er faktisk det det sidste handler om. Du skriver, at du er bange for at blive udstødt og hvad sker der med dine mindre søskende. Det er meget vigtigt at du fortæller dette til din far, fordi jeg kan sagtens forstå, at du tænker de tanker, men det er slet ikke sikkert at det bliver sådan. Og det tror jeg din far kan hjælpe med.

Jeg synes det lyder som ok idè at flytte hjemmefra på et tidspunkt og helt naturligt jo ældre du bliver. Det her handler om dig og jeg tror på at din far nok skal passe på dine søskende.

Jeg synes det lyder fornuftigt at snakke med en anden voksen også, og jeg synes ikke du behøver at være bange for hvad der vi ske. Først og fremmest vil det være rart for dig og jeg tror det kan hjælpe dig med at finde ud af hvad der skal ske nu.

Jeg tænker på om du har en lærer eller måske en anden voksen i familien som du stoler på og har det godt med. Prøv at snakke lidt med den person og mærk så efter nede i maven om det føles rart.

Du fortæller også lidt om din storesøster, som du også har det rigtig godt med. Jeg synes helt sikkert også du skal prøve at snakke med hende. Og husk igen chatten herinde, fordi det kan også være en god mulighed for at snakke lidt mere om det her. Husk på jo mere du snakker om det med andre og specielt voksne, jo nemmere bliver det for dig at mærke hvad der er rigtig og godt for dig.

Så jeg synes faktisk at du gør en masse ting rigtige og har en masse muligheder. Så bliv ved med det og grib fat i de muligheder du har nu.

Venlig hilsen

Erroll

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program