Menstruation

brevkassespørgsmål

Menstruation

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 13 år 4 måneder siden

Hej. Jeg skriver hertil fordi jeg er bange for at der er noget i vejen med mig. Om 3 mdr. bliver jeg 15 og jeg har ikke fået menstruation endnu (jeg har dog fået udflåd for mere end et år siden). Min søster og min mor fik deres menstruation da de var 13 år. Alle jeg snakker med om det siger at det nok skal komme og at jeg bare skal være tålmodig. Men hvordan kan man være tålmodig når man konstant går med tanken om at der er noget i vejen med en? Jeg tænker meget over det og jeg er ,sammen med en anden, de to eneste i klassen der ikke har fået det endnu og det får mig til at føle at jeg ikke er kvinde for det er man jo først når man har fået det. Jeg har to spørgsmål; 1. Hvad kan min manglende menstruation skyldes? 2. For nylig har jeg mærket nogle "jag" i den nederste del af maven, kan det være "det"? Tak på forhånd, Mig :-)

Svar: 

Kære Dig.

Det er rigtig godt du skriver herind når du er i tvivl, for det er ikke altid nemt at vide hvad der er normalt og hvad der er forkert. Jeg skal hjælpe dig så godt jeg kan.

Det er meget forskelligt hvornår kvinder får menstruation så det er svært at sige hvad der er normalt og unormalt, men jeg kan sige, at det er normalt stadig ikke at have fået menstruation som 14-årig.

For det første skal din krop begynde at producere kvindelige kønshormoner, som er dem der påvirker din krop til at udvikle bryster og få menstruation mm. Kvindelige kønshormoner dannes ud fra fedt, så der skal være fedt på kroppen til at danne hormonerne. Tynde piger eller piger der laver meget sport, og derfor bruger alt det fedt de spiser til at forbrænde ved træning, kan få menstruation senere end andre uden der er spor i vejen med dem. De kan også udvikle bryster senere end normalt aktive piger, i det hele taget udvikle sig kvindeligt senere.

At du har haft udflåd gennem et års tid er et godt tegn, det betyder nemlig, at din krop laver kvindelige kønshormoner, men bare ikke har sat menstruationen igang endnu. Hvis dine bryster også er begyndt at vokse lidt, og du har fået kønsbehåring er du i den helt rigtige retning, og det skal nok komme. Hvis du også er sporty, som beskrevet ovenfor, kan det være derfor du er lidt senere end de andre i klassen, men du er stadig en helt normal 14-årig pige. 

Jeg forstår godt det er møgirriterende når alle de andre har fået deres menstruation, og du måske synes du er bagud, men prøv at se om du ikke kan tænke lidt mindre på det, og tænke på, at du trods alt er på rette vej, for det skal nok komme, og når du først har fået det, vil du sikkert gerne undvære den igen:-)

Jeg håber det var svar på dit spørgsmål. Hvis du har flere spørgsmål er du velkommen til at skrive igen.

Hilsen Lea

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program