Ondt i nyrerne?

brevkassespørgsmål

Ondt i nyrerne?

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 13 år 4 måneder siden

Hej og tak fordi i er sådan en god brevkasse! Jeg har haft anoreksi i mange år og på et tidspunkt var jeg ved at dø. Jeg måtte ikke få rigtig mad, kun sådan noget ulækkert noget, jeg skulle drikke og var koblet til maskiner og drop og fik overvåget hjerte og det hele. Nu er jeg ved at blive rask og det er dejligt :o) Jeg har fået konstateret en hjertelidelse og nogle andre ting, knogleproblemer, dårlige tænder og alt det anoreksi gør. Men jeg har bare ét problem. Jeg har nogle gange ekstremt ondt i ''underlivet''-agtigt. Det er ligesom fem cm inde fra hofteknoglen og så ned i begge sider. Hvad sidder der? er der nyrerne? Kan der være noget galt med dem på grund af dårlig madvaner? Det er ikke omkring menstruation eller sådan noget og det kan vare flere dage når det er der. Jeg har været voldtaget, så jeg tør ikke gå til lægen med det, for jeg er også bange for, om det kan være det der har ødelagt noget indeni mig? Kan det det? Jeg er lidt bange for det.

Svar: 

Hej.

Rigtig godt du skriver herind og spørger om råd, jeg skal hjælpe dig så godt jeg kan.

Hvor er det godt, at du er ved at blive rask efter din anoreksi, det må være dejligt for dig.

Nu til dit spørgsmål. Når man har ondt i nyrerne, får man typisk ondt omme i ryggen og lidt ud i siderne. De sidder også længere opppe, og næsten helt op ad rygsøjlen, så det er der man ofte får smerter hvis der er noget galt med nyrerne.

Når du skriver 5 cm. inde fra hofteknoglerne, tænker jeg, at det kan have noget med din ægløsning at gøre. Ægløsning er ca. midt imellem menstruationer, og kan godt gøre ondt, også i flere dage. Umiddelbart lyder det som det du mærker. Prøv at lægge mærke til smerterne næste gang, om det er ca. mellem menstruationerner, og hvis det er det, kan du tage den med ro.

Hvis smerterne ikke er som jeg har skrevet ovenfor, eller hvis du tager p-piller (ved p-piller får du nemlig ikke ægløsning, og smerterne kan derfor ikke komme derfra) synes jeg du skal gå til lægen og blive undersøgt. I forhold til, at du har været voldtaget, og hvis du er bange for, at det kan have ødelagt noget i dig, synes jeg også du skal gå til lægen. Jeg ved godt, at det ikke er rart at blive undersøgt i underlivet, men din egen læge har gjort det masser af gange, og hvis du fortæller at du ikke er særlig vild med det er jeg sikker på de vil gøre det ekstra forsigtigt. Du kan også fortælle at du er blevet voldtaget, så de kan være ekstra grundige med at se om der skulle være skader derfra, og måske også undersøge dig for kønssygdomme du evt. kunne have fået. De vil måske spørge lidt ind til voldtægten så, men de har tavshedspligt, og du skal ikke være bange for at fortælle det, din læge vil helt sikkert støtte dig.

Hvis du på nogen måde er i tvivl, føler dig utilpas eller gerne vil have det undersøgt, synes jeg helt sikkert du skal gå til lægen, evt. en kvindelig læge hvis du har det bedre med det. Du kan evt. også tage en veninde med. I hvert fald er det vigtigt at blive undersøgt så du ikke skal bekymre dig om det mere.

Jeg håber du kan bruge mit svar, og fortsat god bedring med din anoreksi.

Hilsen Lea

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program