skal jeg snakke med ham?

brevkassespørgsmål

skal jeg snakke med ham?

brevkassespørgsmål af
Anonym
Oprettet 13 år 4 måneder siden

Hej med jer. jeg er en pige der har en del problemer derhjemme, og fortæller det sjældent til nogle, men endag begyndte min ven at snakke om hvor hårdt han har det osv. og jeg blev mega sur fordi at han overhovede ikke aner hvordan det er at have det VIRKLIG dårligt, så jeg kunne overhovede ikke forstå hans klynkerig. så den anden dag (det skal siges det er på nettet) er der en dreng jeg begynder at snakke med (stadig over nettet) og han siger ligepludseligt "Hej [og så mit navn]" og jeg kendte ham overhovede ikke og spurgte jo derfor hvor han kendte mit navn fra. han svarer bare med "Jeg ved alt om dig [og så mit navn]" og jeg blev vildt bange. så begynder min ven at skrive med mig og jeg spørger så om han tager gas på mig eller hvad, men han siger at det gør han ikke. så skriver jeg selvf til ham der den anden igen for at høre hvad han ved. han fortæller så noget og jeg spørger hvor han har fået det fra han siger så 'du har skrevet det i en eller anden debat' og jeg kan bare ikke mindes jeg har gjort det, også går det op for mig: Det er da hans bror! min ven har nok fortalt det til sin bror (hans bror elsker at drille mig) og derfor bliver jeg selvf vildt sur fordi jeg vil da ikke have mit liv ud på nettet. jeg ved ikke hvad der sker med mig men jeg bliver så gal at jeg skriver 'Fuck dig" til min ven og sletter ham så fra min liste. også hans bror selvf. så skriver han til mig på mobil 'og hvad skulle det så til for?' og jeg er bare så gal at jeg sletter hans besked og lader vær' med at svare. han ansøgte mig så næste dag og jeg afviste selvf. nu er der gået en uge og jeg har ikke hørt fra ham. - Er han virklig en rigtig ven så? og har jeg egentlig 'ret' til at blive sur på ham? skal han have en forklaring på det eller hvad skal jeg gøre? jeg er ret forvirret lige nu og ved ikke om jeg er fair eller ikke. min ven skal også siges at vvære en net - ven og har kun set ham irl 1 gang. hilsen den usikre

Svar: 

Hej med dig

Jeg kan godt forstå, at du synes det er lidt svært lige nu..Det er ubehageligt når noget personligt lander i hænderne på andre end dem man har snakket med om det.

Du stiller 3 spørgsmål op til sidst og jeg vil prøve at svare på dem fra en ende af:

1. "Er han virkelig en rigtig ven så?"

Jeg synes ikke det er okay, at din ven har delt personlige ting om dig med hans bror. Men der kan være flere grunde til han har gjort det og det er svært at vide hvorfor han har gjort det, når du ikke har snakket med ham om det.

Du skriver at det er net-ven og at du kun har mødt ham en gang irl. På nettet er det nemt at få venner, men det kan være rigtig svært at vide om det er rigtig gode venner. Sommetider er det ikke sikkert man føler det samme ansvar for hinanden, fordi man sidder langt fra hinanden. Det betyder også at man skal passe lidt på med hvad man fortæller og deler med mennesker man ikke kender så godt fra virkeligheden. 

Gode venner kan godt blive sure på hinanden, få snakket om det og så fortsætte med at være gode venner. Men ud fra det du fortæller, så virker det som om i har brug for en god snak/chat sammen, så i er enige om hvor gode venner i er og hvordan venner behandler hinanden.

Så kan du bedre finde ud af hvilke ting du kan fortælle ham og hvilke ting du ikke kan fortælle ham i fremtiden.

2. "har jeg ret til at blive sur på ham?"

Ja det har du. Hvis du føler han har overtrådt dine grænser, fortalt noget videre som du mente var mellem jer to, så er det fint at blive sur.

3. "Skal han have en forklaring?"

Når du bliver sur er det en måde at få det ud af kroppen, men det er vigtigt at du fortæller ham hvorfor du er sur, og at du får en snak med ham om det. Måske har han ikke gjort det her for at såre dig. Det kan være broderen der har været mest dum, eller også kan det være at du finder ud af at han er ikke værd at samle på.

Så få snakket med ham og mærk efter om han er en ven du har lyst til at beholde.

Du fortæller noget om at du har problemer derhjemme og ikke er vant til at snakke om tingene. Det kan også godt være lidt svært, men det er noget du kan øve dig på og så kan tingene blive meget nemmere. Derfor skal du vide at der sidder voksne i vores chat, som du anonymt kan chatte med. Det er en måde at øve sig og du kan måske også få hjælp, hvis du sidder og har brug for det en dag.

Kan du have det godt

 

De bedste hilsner Rikke

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program