Kærlighed = Sex?

brevkassespørgsmål

Kærlighed = Sex?

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 13 år 1 måned siden

Haløjsa! Som overskriften pænt indikerer, er kærlighed så det samme som sex? Lad mig forklare.. Jeg er en pige på 18 år som har denne her drømme kæreste på 22 år, smask lækker og bare sådan helt generelt WAUW! Når vi ikke er sammen længes jeg efter ham og ville ønske han lå ved siden af mig, jeg kan ligefrem blive en smule tændt - men! Når vi er sammen har jeg ikke lyst til at være sammen med ham, sådan rent seksuelt! Ham og jeg har endnu ikke været i seng sammen og jeg frygter han er begyndt at tro jeg ikke kan lide ham, for når man er i et forhold så er det vel normalt at man har sex, især i vores alder? Jeg kan sagtens have one night stands men så snart der skal være følelser indblandet så er det som om det slet ikke tænder mig! - Burde det ikke være omvendt? Men ja.. Hører sex og kærlighed sammen, er dette blot en indikator for at jeg ikke elsker min kæreste, og kun kan blive tændt af tilfældige mænd jeg møder i byen? - Det lyder ret bisart ikke? Kærlige hilsner fra Anni

Svar: 

Hej Anni,

Tusind tak for dit spørgsmål. Jeg skal prøve at hjælpe dig så godt jeg kan.

Når jeg læser dit spørgsmål tænker jeg at jeg har to bud på hvad der kan være i spil. Jeg vil prøve at give et bud på hvad det måske kan være du oplever.

For det første vil jeg lige slå fast at kærlighed og sex ikke nødvendigvis behøver følges ad, men at det selvfølgelig er dejligt og helt særligt når de gør. Man kan sagtens have en dejlig seksuel oplevelse med en man ikke er forelsket i. Det sagt så oplever de fleste da helt bestemt at de har lyst til sex med den de er forelsket i, så det lyder også lidt mærkværdigt for mig at du ikke har lyst til ham.

Min ene tanke er at du måske har mere en ven end en kæreste. Hvis man er meget forelsket i en fyr og længes efter ham længe kan man godt opleve at man, når man endelig får ham, ikke synes han er helt så spændende som man troede. Og at man, når man er væk fra ham, kan gøre ham bedre i sine tanker end han måske er når man er sammen med ham. Måske forestiller du dig en hel masse når du er væk fra ham, som ikke rigtig er der alligevel når I ses. Det er helt almindeligt at opleve det, men hvis det er sådan du har det, skal du måske overveje om I skal blive ved med at være kærester.

Den anden mulighed jeg ser er at du måske er lidt bange for ikke at kunne leve op til ham, når det kommer til sex. Du skriver at han er 22, altså 4 år ældre end dig, og at han er dødlækker. Jeg kunne forestille mig at det kan føles svært at skulle leve op til ham, at du måske kan blive bange for om han ikke vil finde dig spændende nok og at du måske vil miste ham. Man kan sagtens opleve at miste lysten hvis man bekymrer sig for meget, og frygten for eventuelt at miste sin dejlige kæreste kan sagtens overskygge lysten til at have sex med ham. Hvis det er det der spiller ind, så synes jeg du skal snakke med ham om dine følelser. Han vil sikkert fortælle dig at han synes du er smadder dejlig og at du ikke skal bekymre dig.

Jeg tror ikke du kun kan blive tændt af fremmede fyre i byen, men jeg tror at du skal overveje hvordan du føler dig tilpas i jeres forhold og om der måske er noget der skal ændres eller snakkes om.

Jeg håber jeg har kunnet hjælpe dig. Ellers må du endelig skrive igen.

De bedste hilsener,

Henriette.

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program