bange for sex

brevkassespørgsmål

bange for sex

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 10 år 11 måneder siden

hej jeg er en pige på 16 som har mødt en super dejlig fyr på 20.vi har ikke været rigtigt i seng sammen,men kysset og kælet en del.jeg har lyst til at gå rigtigt i seng med ham,men er også lidt bange for det ,da hans pik er meget stor.er der noget jeg kan gøre for at det ikke skal gøre så ondt ,det er min første gang.

Svar: 

Hej med dig

Det er altid en stor beslutning, første gang man skal have sex, så det er godt, du skriver ind til os med dine tanker.

Der er ikke som sådan noget du kan gøre, for at det gør mindre ondt. Men: der er to ting, der er enormt vigtige og ikke kan gentages nok: slap af og vær våd. For at få den bedst mulige oplevelse, er det vigtigt, at du kan slappe af. Hvis du er meget nervøs eller utryg ved situationen, kan du nemt (uden at vide det) komme til at spænde i underlivet, så det bliver sværere for ham at komme op i dig. Så bliver han nødt til at presse hårdere, hvilket kun gør mere ondt på dig. Derfor: træk vejret dybt og slap af. Mit andet råd er, at du skal være sikker på, du er våd nok. Igen, hvis du er nervøs kan det godt være, du ikke bliver ligeså våd som normalt, og det kan gøre, at han ikke glider så nemt op, som så igen gør ondt på dig. Hvis du er i tvivl, om du er våd nok, kan du mærke efter med fingrene. Spyt og vandbaseret glidecreme kan bruges, hvis der skal lidt ekstra smørelse til.
Når du slapper af og er klar til at have sex, så tag det stille og roligt. Det skal foregå i dit tempo, og du må gerne tage pauser undervejs. Du kan eventuelt lade ham trænge op en cm af gangen. På den måde kan du vænne dig til følelsen, men også sige fra, hvis det gør for ondt.

Husk på at det ikke er alle, der oplever, at den første gang gør ondt. Og husk, at man altid skal bruge kondom - det er den eneste præventionsform, der beskytter mod seksuelt overførte sygdomme.

Det er selvfølgelig kun dig, der kan mærke, hvad der er det rigtige for dig, men når nu det er din første gang, vi taler om, synes jeg, det er vigtig at overveje alle sider af sagen. Først og fremmest skal du overveje med dig selv, hvad din første gang betyder for dig. For nogle er det ikke så vigtigt, men for andre kan det være en stærk oplevelse eller en slags milepæl i deres liv; overgangen fra pige til kvinde. Dernæst er det også vigtigt at overveje, hvem man gerne vil have som sin første partner. Du skriver ikke, om den fyr du har mødt, er din kæreste, men for nogle er det vigtigt, at den første gang er med en kæreste, de kender godt og føler sig trygge med. Der er også en lille aldersforskel mellem dig og din fyr, så måske er han mere erfaren end dig? Jeg tænker i hvert fald, det er vigtigt, at I snakker om, at det er din første gang, og at han måske skal tage den lidt mere med ro, end han har prøvet før. Dette er som sagt bare mine tanker, og det er kun dig, der kan mærke, hvad det føles rigtigt.

Held og lykke med det hele

Kærlig hilsen 

Tanne

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program