Mine tanker løber afsted med mig

brevkassespørgsmål

Mine tanker løber afsted med mig

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 11 år 7 måneder siden

Hej Cyberhus. Jeg ved ikke rigtig hvor jeg skal starte, men jeg har før skrevet herind et par gange, så det vil jeg prøve at gøre igen. Jeg ved ikke rigtig hvad der går af mig for tiden. Jeg er meget irretabel overfor mine forældre, eller.. Nok mest min mor. Jeg føler næsten et had til hende. Jeg hader når hun kommer ind på mit værelse, og spørger hvordan jeg har det. Det føles som én stor hån, og jeg reagere med det samme med et koldt "Hvad vil du nu?", jeg vil ikke have hende til at komme og spørge hvordan jeg har det, så det kan ende med jeg sidder og tuder som et svagt pattebarn. Hun forstår det alligevel ikke. Hendes far var syg, da hun var barn, så hendes mor - min mormor, havde ikke tid til hende og sådan noget, og jeg har muligvis også arvet min dårlige selvtillid fra hende, men hun fatter stadigvæk ikke en skid. Hun ved ikke hvordan det er, at være mig, hun ved ikke hvilken hån hun udsætter mig, ved ikke hvor forkert jeg føler mig. Hun har aldrig været ensom, eller haft venner på kanten af selvmord. Og hver gang jeg så endelig fortæller hende noget, ender hendes svar altid med, at hun ikke har overskud til at skulle hjælpe mig gennem mine ting. Hvorfor fanden presser hun så på, når hun ved jeg ikke vil fortælle hende mine tanker, og hun ved, at hun alligevel ikke vil, eller kan hjælpe? Det pisser mig af som en i helvede. Og hver gang jeg vil et eller andet, bare cykle en tur eller være sammen med en eller anden. Hun vil hele tiden have fat i mig, sætte begrænsninger for mig, bare for at føle hun har magt over mig. Hende og hendes kæreste vil alligevel ikke glo på mig, vel. Hvis jeg er meget hjemme, er jeg for meget hjemme, bruger for meget tid forand min bærbar, ser ikke mine venner nok. Men ligeså snart jeg gør noget ved det, skal jeg være hjemme klokken fucking 8, spise lorte aftensmad med dem, med på ture og lege "se nu er vi en rigtig familie og her går alting godt" selvom alle og enhver kan se, at det ikke er andet end et støvet glansbillede med flænger i. Det er ligemeget hvad jeg gør, så er det alligevel ikke det, de vil have. Jeg vil bare have fred, så jeg kæmper for at gøre som de vil have jeg gør, så de gider give mig fred. Men det vil de ikke. De vil jo til evig tid sige de samme ting til mig: "du er stadigvæk kun 13 år" "sådan skal du ikke snakke til mig, du er kun 14 år" "du er kun 15 år", det vil blive ved. Jeg så det med min storesøster, "du er kun 16, du er kun 17, du bor stadigvæk hjemme". Fucking magtsvin. Bare fordi de har en lorte møgunge af en datter, på 5, der råber og skriger hvis hun ikke må få en fucking is eller se sit lorte tegnefilm på sit værelse, mens hun æder. Imens skal vi andre sidde stille og holde vores kæft, og lade som om alting er okay, og spise, og passe vores skole og arbejde, og fortælle hvordan vi har det - men vi må endelig ikke fortælle sandheden, for den er ikke accepteret. Og rygning og alkohol, det må jeg ikke - det er så flot, at jeg ikke må det, når min mor er sammen med en alkoholiker der bruger flere 1000e kroner om måneden på smøger, nikotin tyggegummi, elcigeratter og lort. Flot mor, rigtig flot. Skæbnens ironi. Og min far? Han har vidst også et mindre problem med alkohol, og hash. Det gør ikke mig det store, men jeg er født ind i en tilværelse, der ikke er normal, og så gider jeg heller ikke gå rundt og lege normal. Jeg gider slet ikke gå rundt og lege noget som helst længere. Jeg vil bare væk herfra. Væk fra min egen krop. Jeg væmmedes ved mig selv, og det gør alle andre også. Hver en del af min krop er forfærdelig, og det kæmpe læs  fedt der er smidt ud over det gør det ikke bedre. Men jeg må åbenbart ikke spise sundere, så jeg skal spise aftensmad derhjemme HVER dag, og min vægt må jeg ikke holde øje med, så vægten er gemt væk. Og alligevel får jeg smidt lort i hovedet "Er det dig der har spist en fiskefrikadelle?" "Hva fanden, er det dig der har været og spise af småkagerne?" "Har du taget en is?" "I skal fandeme stoppe jeres ædegilde" "Du ender med at blive fed" "Hva fanden, står du nu i køleskabet igen?" Hvis de bare gad lade mig helt være, ville jeg måske ikke være så irreterret på dem. Jeg har altid gjort som de sagde, min mor og hendes kæreste. Passet min skole, jeg gik til blokfløjte, var stille derhjemme, smilte og var glad, selvom jeg hadede den nar. De har selv påpeget det for min halvlillesøster, at jeg aldrig råbte og skreg og sagde de var dumme. Men alligevel er det som om, at alt jeg gør nu er forkert. Jeg er gået i udbrud. Jeg er ikke nogen person. De kender mig ikke. Jeg er en skikkelse der går rundt, har lært at man ikke må græde, har lært at det er svagt og forkert. Jeg planlægger min død Jeg har sat mig et mål, mit mål er en målvægt. Hvorfor? Fordi De griner af mig. De håner mig. De siger, at jeg ikke tør, ikke tør tage mit liv og skride af helvedes til. Men når jeg så vil gøre det, så siger De at jeg er for svag. At jeg bare giver op. Jeg er bare en fed kælling, æder mine sorger væk og springer ud fra broen i et forsøg på et flygte fra virkeligheden. Så nu vil jeg vise Dem, at jeg er stærk. Når jeg har tabt mig, når mit mål - blevet stærk og fin og tættere på perfekt, vil jeg vise Dem at jeg er stærk. Og jeg vil for første gang i mit liv gøre noget godt. Jeg vil skåne hele Verden for mig. Jeg vil lade mine forældre bliver fri, min mor skal få lov til at slippe for den falske bekymring, om hvor jeg bliver af, når jeg ikke er hjemme til tiden. Jeg vil lade mine "venner" få fri for mig, ikke længere skal jeg være dem en belastning. Min lillesøster vil få sit eget værelse, tror I ikke hun bliver glad? Jeg vil skåne folk, for at skulle se på mig. Heksen flyver afsted, alle vil blive glade. Og jeg vil tilfredsstille Dem, stemmerne. Jeg vil tilfreds se mig selv, blive fortryllet af suset, imens min dødelige krop kravler om på den anden side af broen, eller hvad jeg nu finder på. Ikke piller, alle dem jeg kender, der har prøvet piller har bare fået en dårlig lever eller nyre, de lever sgu stadigvæk. Og forblødning? Man har mere blod i kroppen end man lige aner, og hvis jeg skal svine et sted, kan jeg ligeså godt svine et sted hvor jeg er sikker på at gøre det forbi med mig selv. Jeg vil vinke til mig selv, idet jeg hopper. Jeg vil smile. Inden vil jeg sige farvel til dem jeg elsker, køre forbi alle de steder jeg har specielle minder med, jeg vil give et særligt farvel til Hende - Hende jeg elsker, som desværre ikke elsker mig. Jeg har alligevel ingen fremtid. Jeg går rundt som en zombie, og kigger på mig selv. Noglegange deler min krop sig, så jeg går og kigger på mig selv, ved siden af mig selv. Jeg er min eneste ven, så jeg har delt mig i to, det må være forklaringen. Meningen med livet må være at finde den, og jeg fandt den lige. Eller at formere sig, men jeg kan ikke lide sex, og jeg er ikke tiltrukket af det modsatte køn, så dér kan jeg heller ikke gøre noget. Jeg er ikke klog, så jeg kan ikke opfinde noget. Og jeg er intet godt menneske, så jeg kan ikke glæde andre. Jeg er blot et individ, der er spild af ressourcer. Mit spørgsmål til jer er nu, mangler jeg noget?

Svar: 

Hej med dig, og velkommen igen på Cyberhus. Det er rigtig flot at du skriver, du behøver ikke gå rundt med alle de problemer selv, så jeg vil prøve at hjælpe dig til at få lidt overblik over din situation.

Teenageliv: Det er bestemt ikke let at være teenager. Man er igang med at finde sig selv, og 2 dage er sjældent ens i forhold til hvad man føler. Man kommer let til at opfatte folk, især sine forældre, som nogle der bare irriterer en, fordi de bare ikke forstår, hvordan man har det. Der er to ting jeg vil sige til det. Jeg tror bestemt ikke din mor er ude på at genere dig, men er blot en gangske almindelig mor der er bekymret for sin teenager datter. Men som forældre kan det være meget svært at få de unge i tale, og så kan man komme til at gætte sig lidt frem. Det eneste vi i virkeligheden ønsker, er at de unge gad sætte sig ned bare engang imellem og fortælle hvad der rør sig i deres liv. Så når du føler at din mor ikke "fatter en skid" er det sikert rigtigt, men her er det op til dig at hjælpe hende til at forstå, hvordan du har det inderst inde. HUn er jo ikke inde i dit hoved så giv hende en chance for at forstå dig, ved at fortælle hvad der sker i dit liv. HUn vil dig det bedste. Og ja som du selv siger "jeg ved ikke hvad der sker for tiden", det at være teenager er en forvirret tid. Homornerne raser, og man ved ikke hvem man er, eller hvor man er på vej hen. Men jeg kan garenterer dig for det bliver lettere med tiden. Prøv at finde den ro i dig selv du kan. Skriv måske dagbog over hvordan du har det, lyt til rolig musik evt. meditation. Snak med dine venner, eller bedre endnu spørg din mor hvordan det var for hende at være teenager, det kunne være hun kunne give dig nogle gode ideer.

Jeg hører helt hvad du siger, og jeg forstår dig godt. Tit, som ung, føler man at man ikke kan gøre noget rigtigt, alle er over en, begrænsinger, regler, utilfredse forældre, krav osv. måske du her igen skulle sætte dig med din mor, få fastsat reglerne i huset, sådan at du ved hvad du kan og må. Det tror jeg kunne være en hjælp til at du får frihed, men selvfølelig under ansvar. Men så ved både du og din mor hvad du må og du vil måske ikke på samme måde føle hun "hænger" over dig.

Mor: At din mors far var syg da hun var barn, et jo måske netop med til at hun ikke vil svigt dig. HUn føler sig måske svigtet både af sin mor og sin far, og derfor gør hun alt for at lade dig vide hun er der for dig. Og nej hun ved da ikke hvordan du har det, hvis du ikke fortæller hende om det, men skubber hende væk. Tag en dag hvor i sammen sætter jer, forsøg at skabe lidt hygge, se hinanden i øjnene som ligeværdige mennesker, åben op, lyt, fortæl, luk din mor ind. HUn elsker dig, men hun er ikke tankelæser. Hvis du vil at hun skal forstå de udfordringer du har i dit liv, er du nødt til at komme ind i kampen og fortælle hende om det. Du siger hun så ofte alligvel ikke har tid. Kunne i evt. prøve at sætte et time af engang om ugen, hvor det kun er jer to? Lidt "mor/ datter hygge og kvalitets tid?

Selvtillid: Du har het ret i at dårlig selvtillid, kan "smitte" forstået på den måde at hvis man har det skidt med sig selv, kan man have svært ved at hjælpe, styrke og opbygge sine egne børn.  Men lige her har du også selv et ansvar. Du kan gøre en masse for at få det godt med dig selv. Du kan for eksempel skrive et positivt brev til dig selv. Skriv de gode sider ved dig selv, og selvom du lige nu måske tænker at dem har du ingen af, så er jeg helt overbevidst om at du har nogle gode egenskaber. Er det for svært, så få andre til at skrive en eller to gode ting. Jeg er sikker på din mor vil hjælpe. Når brevet er færdigt, ligger du det ved din seng. Herefter læser du det som det sidste inden du sover og som det første når du vågner. Det kan være du syntes det lyder underligt, men hvis du gør det i mindst 30 dage, begynder der at ske noget positivt inden i dit hoved. Prøv det!! Det jeg fornemmer er at du er en pige der har det rigtigt skidt med sig selv. Og jeg tænker at du virkelig har brug for hjælp. Hvis du ikke føler du kan snakke med din mor, så kontakt den trivselslærer som er ansat på din skole. Han/hun er der for at hjælpe de unge til at trives, og lytte hvis de har brug for at snakke. Du er nødt til at åbne op, og denne person har sammen med dig mulighed for at finde ud af hvad du har brug for. Du skal finde hjælpen, for du fortjener at være lykkelig og have et godt liv. Du er ung og verden ligger for dine fødder. Der er så meget godt i vente for dig. Jeg ved godt du ikke syntes du kan se det  lige nu, men jeg ved at hvis du tager denne kamp op, kræver din lykke, Ja så har du en dejlig fremtid i vente.

På en måde kan jeg godt se det virker dobbelt moralsk at din mor må ryge og drikke, og du ikke må, men kunne du vende den lidt og tænke at din mor siger nej til de ting i forhold til dig, fordi hun ikke vil se dig ødelægge dit liv med alkohol og smøger? Er man først afhængig så er det ikke let at komme ud af. Så kære dig pas på dig selv, og prøv at se det som noget fedt,  ikke at ryge og drikke, det er bestemt ikke sundt for dig.

Overvægt: Som jeg læser dit brev, opfatter du dig selv som overvægtig. Det har jeg ikke en chance for at vide noget om, men jeg ved at hvis der en der kan gøre noget ved det så er det dig. Hvis du virkelig skal tabe dig, har du mulighed for forskellige former for motion og du kan få noget kostvejledning hvis det er nødvendigt. Det er jeg også sikker på du kan snakke med trivselslæren om.

Du snakker også om at græde, og at du ser det som en svaghed. Jeg syntes det er en styrke at man tør vise sine følelser. Man er ikke svag fordi man græder, så jeg syntes du skal arbjde på at lære at vise dine følelser, og sig til dig selv at det er helt ok at være ked af det eller vred. Kom i kontakt med hvad der virkelig trykker dig, snakke om det, græd, få det ud før det ødelægger dig. Det er ikke sundt at lukke sine følelser inde. Prøv evt at skrive dine tanker og følelser ned. Det kan også hjælpe, hvis du syntes det kan være for svært at snakke om. Måske du skulle prøve at skrive et brev til din mor og forklare hende hvordan du har det, hvad du føler og tænker.

Selvmord: Jeg kan mærke du ikke føler, at du orker ret meget mere. Men at du skriver herind, fortæller alligevel mig, at du vil noget mere. Der er noget at kæmpe for, du har dit liv at kæmpe for, du må ikke give op nu. Vi skal bare have fundet den rigtige hjælp til dig, og jeg mener at du skal i kontakt med den trivselslærer der arbejder på din skole. Det er ikke rart når man kommer så langt ud. Men kære dig, du er ikke blot "et individ der er spild af ressourser". Du er et smukt ungt mennesker, der kæmper med en masse ting, som du behøver hjælp til. Man kan og skal ikke som ung uden meget livserfarring, klare hele verden og sig selv på en gang. Du har brug for hjælp fra mennesker omkring dig. Grib de muligheder der kommer, få snakket med de mennesker omkring dig som elsker dig, holder af dig, og vil hjælpe dig til at få det godt.

Kæmp din kamp, giv ikke op, jeg er sikker på det kan lykkes for dig.

Jeg sender en masse varme tanker til dig.

Hilsen Isabella

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program