Er jeg ramt af en psykose?

brevkassespørgsmål

Er jeg ramt af en psykose?

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 11 år 6 måneder siden

Jeg kan ikke sove, og når jeg endelig falder i søvn, vågner jeg flere gange om natten af mareridt. Det er tit hvor det er mørkt, oftest i et tog eller i havet. Der er nogen der råber på mig, men jeg kender ikke stemmerne. Jeg bliver tit sur på min eneste veninde, og er tæt på at slå hende hårdt med vilje nogle gange. Når hun så bliver sur på mig, begynder jeg at ryste, bliver så mega sur. Jeg kan give mig til at græde af ingenting, hvor jeg også ryster, som om jeg er ramt af en depression, hvilket jeg ikke er. Jeg hører stemmer, eller det er mine egne tanker, men det er stemmer der siger dem, de er lige så tydelige hvis folk snakker til mig, de kan også godt kritiserer mig, men der har de stemmer som dem fra klassen. Jeg føler jeg bliver forfulgt eller overvåget når jeg går alene, men også meget få gange, når jeg er sammen med andre. Jeg skifter vildt hurtigt humør, og kan blive sur uden grund, hvor det bare er så træls når folk siger noget til det, det kan få mig til at græde og få lysten til at slå til ting op i mig. Jeg har svært ved at koncentrere mig, og jeg har altid lagt som en af de gode i klassen, nu orker jeg det bare ikke, og kan ikke huske noget at det vi får af vide på en dag i skolen. Jeg hader at være blandt andre mennesker, da jeg føler de tænker alt muligt om mig. Jeg kan enda ikke få mig selv til at stole på min veninde længere, fordi jeg tror hun ikke tror på det jeg siger... Hvis det er sandt..hvordan skal jeg så få hjælp? Ved en læge? Det tør jeg ikke, hvordan skal jeg gå til ham? Uden min mor finder ud af det? Hjælp mig please..

Svar: 

Hej med Dig!

Det lyder som om du har det rigtig svært for tiden. Det kan ikke være nemt at gå med alle de ting uden at føle du har nogen at tale med det om. Det lyder nu som om du har en god veninde du stadig kan dele tingene med og det er super!

Du spørger til psykose og om det er noget du kunne have. Det er et svært spørgsmål at svare på, men jeg skal prøve at komme med nogle tanker og ideer.

Du fortæller om de stemmer du hører og det er rigtigt at det at høre stemmer kan være tegn på psykose. Men det kan også være tegn på andre ting. Der sker rigtig mange ting med dig og en af de ting jeg synes jeg kan læse udfra din mail er at du ikke har det særlig godt i selskab med de andre fra klassen og generelt ikke synes det går godt i skolen. Du sover dårligt om natten og føler dig forfulgt.

Når man har en psykose er det som om ens hjerne bilder een ting ind. Man kan høre stemmer der ikke er der, se ting der ikke er der, oplever at verden er anderledes end den virkelig er og anderledes end andre oplever den. Der er andre ting, der kan gøre at man har det som du har det, og derfor ville det være en god ide at tale med en der kan hjælpe dig med at finde en årsag til at du har det som du har det.

En rigtig god ide er at tale med din læge om hvordan du har det. Så kan du sammen med din læge finde ud af hvordan du kan få det bedre. Når man er 16 år behøver man ikke sine forældres tilladelse til at gå til læge, så start med at lave en aftale med lægen, så kan han eller hun tale med dig om hvordan I kommer videre.

Håber du kan finde hjælp i mit svar.

Hilsner fra Anita

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program