Føler mig ensom..?

brevkassespørgsmål

Føler mig ensom..?

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 11 år 2 måneder siden

Hej brevkasse. Jeg er en pige på 13 og jeg har på det sidste lange stykke tid følt mig ret ensom. Jeg har en god bedsteveninde og et par andre veninder, men efterhånden er jeg begyndt at tvivle på om de er rigtige for mig. Jeg føler mig meget mere moden end dem, men jeg elsker jo min bedsteveninde og vi har det stadig rigtig sjovt sammen, så hende vil jeg ikke miste. Men jeg føler bare et vis pres virkelig meget. Især på facebook. Jeg vil ikke ligefrem kalde mig selv meget upopulær, men facebook lægger bare et kæmpe pres på en føler jeg. I forhold til hvor mange likes man f.eks får på ens billeder og statusser. Jeg synes virkelig folk dømmer en på det. Jeg savner virkelig nogle flere venner (har ingen drengevenner) og veninder, virkelig. Jeg synes bare det svært. Jeg føler mig dum, hvis jeg bare begynder at skrive til folk, som knapt nok kender mig. Jeg har overvejet at flytte skole (både pga. det jeg lige har skrevet om, men også fordi jeg bor lidt langt fra den skole jeg går på), men jeg har svært ved at sige farvel til min bedste veninde, men også fordi jeg skal konfirmeres i den by hvor jeg går i skole nu, så det ville være lidt dumt nu. Men jeg overvejer det i 8. kl. Tilbage til det der pres, så føler jeg virkelig det der pres og på en måde har jeg lyst til at populær! Det ligner mig ikke, men jeg tror bare at det er de venner man får af at være det jeg vil have.. Som sagt har jeg ikke så mange veninder, men jeg er ellers (prøver) at være imødekommende, altid sød, jeg er køn og alt det, men det er alligevel som om folk tager afstand fra mig. Jeg har selvtillid for det meste, så det hjælper ikke alt det der "du er perfekt som du er", det er ikke mit udseende eller mig selv jeg har et problem med, jeg vil bare have venner. Jeg har heller aldrig haft en kæreste, dog er jeg ikke så desperat, det er mere vennerne jeg savner nogle flere af.. :( Hvad gør jeg?

Svar: 

Hej med dig.

Det er rigtig godt at du skriver herind, for det lyder som om du er lidt forvirret med hensyn til dig selv, dine venner og din popularitet.

Dog vil jeg gerne starte med at fortælle dig, at det er meget almindeligt, at man i puberteten kan være lidt forvirret omkring disse ting. Der sker rigtig meget imens man er i puberteten, både med kroppen, men også fordi man er ved at finde sin egen identitet og derfor kan man netop få sådanne tanker, som du har.

Og det der pres som du snakker om, kender alle på din alder også til. I din alder er der mange forventninger som man føler man skal leve op til, - både fra forældre, omgangskredsen og ikke mindst ens egne forventninger til sig selv og samtidig kan jeg kan sagtens forstå, at du synes facebook er med til at øge presset. Hvis presset fra facebook fylder for meget, kunne du overveje at holde en facebook-pause, så du ikke skulle tænke på likes, statusopdateringer osv. Jeg ved godt at det kan være svært, men du kunne prøve at tænke på, om der var et eller andet du kunne gøre, for at undgå presset fra facebook.

Med hensyn til dine veninder, kan jeg godt forstå at det kan være frustrerende at føle, at de ikke er lige så modne som dig lige nu. Og hvem ved, måske føler dine veninder det samme og måske er de også bange for at føle sig ensomme, fordi de godt kan mærke, at I har udviklet jer lidt forskelligt. Jeg ved det selvfølgelig ikke, men da de også er midt i puberteten, er der helt sikkert også nogle ting, som de synes er svære lige nu.

Det er selvfølgeligt ærgerligt at det lige netop er dine gode veninder du har det sådan med. Men som du selv skriver, så har du ikke lyst til at miste din bedste veninde, fordi du elsker hende og har det sjovt med hende. Det er vigtigt at du husker på den følelse, for det må også betyde at din bedste veninde er den rigtige for dig, - ellers ville du ikke tænke sådan om hende. Så hvad angår hende, så synes jeg helt bestemt at du skal blive ved med at være veninde med hende, for jeg tror du vil komme til at savne hende, hvis du valgte hende fra. Og jeg synes bestemt også at du skal gøre dig de overvejelser med de andre veninder, så du ikke kommer til at gøre noget, som du vil fortryde senere.

Samtidig skriver du at de venner som du gerne vil have, er sådan nogle venner, som man har når man er populær. Nu ved jeg ikke hvad det helt præcist er for nogle typer du hentyder til, men jeg tror ikke at man har bedre venner fordi man er populær. Jeg synes en god ven netop er sådan en som din bedste veninde, - en man ikke kan undvære.

Med hensyn til drengevenner, så kan jeg godt forstå at du ikke har lyst til at skrive til nogle tilfældige og det synes jeg egentlig heller ikke at du skal gøre. Derimod kunne det være en idé, at du spurgte nogle af drengene i din klasse (eller andre drenge på skolen), om I skulle lave noget sammen efter skole. Det kunne være alt fra at tage en tur i bowlinghallen til en filmaften eller noget helt tredje. Det behøver ikke at være noget du gør alene med drengene; faktisk synes jeg at det kunne være en god idé at spørge dine veninder om de havde lyst til at være med til sådan en hyggedag. Dermed kommer du til at lære drengene bedre at kende og det kan være medvirkende til at I kunne blive gode venner.

En sidste ting, er dine tanker omkring at flytte skole. Jeg kan ikke fortælle dig, hvad der vil være bedst for dig. Jeg kan godt forstå at det kan være irriterende, at man bor lidt langt væk fra sin skole i forhold til vennerne. Og jeg kan også godt forstå at du ikke har lyst til at flytte væk fra din veninde. Jeg synes du skal snakke med dine forældre om det. Fortæl dem hvilke tanker du gør dig i forhold til at flytte skole, hvad du tror der ville være godt ved det og hvad du ville komme til at savne ved den skole du går på. En god idé kunne være at lave et stykke papir, hvor du på den ene halvdel skrev "for" på den anden halvdel skrev "imod" og så snakkede med dine forældre om de forskellige ting, som du har skrevet ved "for" og "imod".

Jeg håber du kunne bruge mit svar, ellers er du velkomme til at skrive igen.

Venlig hilsen

Nina

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program