Hvordan gør man, så drenge ikke finder en attraktiv?

brevkassespørgsmål

Hvordan gør man, så drenge ikke finder en attraktiv?

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 13 år 10 måneder siden

Kære Brevkasse! Jeg er en pige på 17 år, og da jeg ser sådan ret godt ud, efter hvad andre siger, så er mit sprøgsmål jo, hvordan jeg undgår, at drenge kun vil snakke med mig, for at få noget seksuelt ud af det? Jeg spørger, fordi at jeg hele mit liv faktisk ikke har haft en rigtig drengeven, som ikke på noget somhelst tidspunkt har fået følelser for mig, og det er jeg ret træt af? Personligt er jeg ret nørdet, når man tænker på at jeg er en pige. Jeg spiller world of warcraft, warcraft III, Left4dead2, Starcraft, osv.! Men lige meget hvad jeg gør, ja så begynder fyrerne altid bare på den ene eller anden måde at få følelser for mig, og skrive hjerter osv. og det er bare ikke lige mig! Jeg har desuden en kæreste, og derfor er det bare lige ekstra trælst, når en af ens gode venner får følelser for en, og man skal til at forklare hvorfor man ikke kan være mere end venner. Så ender det altid med at de bliver sure på mig, og så stopper vi med at snakke sammen. :( Så hvordan!? Jeg ved da godt at de nok aldrig vil se mig som en dreng, men altså!? Piger forstår mig aldrig og de bagtaler mig altid når de finder ud af hvor nørdet jeg er! ( Ikke fordi jeg ligger skjul på at jeg er en nørd overhovedet! ) men jeg vil bare så gerne have nogle drenge venner! De er altid så meget sjovere! M.V.H Nørden ;)

Svar: 

Hej med dig.

Jeg kan godt forstå at du er godt træt af din situation og jeg synes at dit spørgsmål er helt naturligt, for hvordan får man drengevenner som ikke bliver interesserede i en og er der råd for at man kan virke mindre attraktiv? Jeg kan prøve at svare dig.

For det første lyder du som en smuk og intelligent pige. Det kan være du synes du er lidt nørdet - men det kommer meget an på hvordan man definerer en nørd. Men nørder kan altså være meget attraktive og det er meget svært at gøre sig selv mindre attraktiv - og jeg synes ikke man skal lave om på sig selv. Der vil altid være nogen der synes at man er skøn for den man er - uanset om man er smuk eller måske ser sig selv som at være grim. Jeg synes ikke du skal prøve at være mindre attraktiv, du ser ud og er som du er - og det er bare helt ok.

Når du nu ser ret godt ud - så kan fyrene nok ikke lade være at kigge på dig og vise interesse for dig. Men selvom det kan virke som en dejlig ting, så kan jeg også godt forstå at du synes det er irriterende, for du vil gerne have drengevenner og ud fra hvad du fortæller - så vil de ikke nøjes med at være venner med dig, når du fortæller dem at du ikke er interesseret i mere end venskab og at du har en kæreste.

Det er slet ikke rart at føle at man mister sine drengevenner eller at der er piger der bagtaler en fordi man er som man er. Det kan man godt blive rigtig træt af. Jeg tror det handler meget om hensigter, misundelse og måske at man bare ikke altid kan forstå, når der er andre der er anderledes end en selv.

Sagen er den, det er bare ikke til at kontrollere om andre folk får følelser for en. Men der er nogle ting du kan forholde dig til:

  1. Du ser ret godt ud og du har nogle fede interesser- og det er bare helt iorden. Sådan er du og det er ikke så let at lave om, og det synes jeg heller ikke du skal.
     
  2. Du har en kæreste. Det kan du sige til dine drengevenner fra start og være ærlig omkring at du er glad for din kæreste, men at du også gerne vil have drengevenner. Når man melder klart ud fra start - så kan man måske bedre sortere de drenge fra, som ikke er interesseret i andet end dit udseende og i noget seksuelt.
     
  3. Det er svært ikke at blive tiltrukket af andre mennesker, men du skal også vide at når du siger fra og ikke gengælder andres interesse, så skal de stadig respektere dig. Og hvis de ikke gør det, så har de aldrig været oprigtigt interesserede i at have dig som ven eller lære dig at kende. Der kan være langt mellem den slags oprigtige mennesker - men de findes og det er dem du skal prøve at finde. De kan være både drenge og piger.

Hvis du prøver at foholde dig til de 3 ting ovenover, så er der er gode muligheder for at finde ligesindede venner, både drenge og piger - når man er åben, ærlig og vigtigst af alt - når man accepterer sig selv som man er.

Mange tanker

Bibi

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program