Kære Casper.

Det gør mig rigtig ondt, at du har mistet din bedste ven. Ligesom dig - talte jeg med min bror få timer før han døde. Jeg kan huske, at jeg fortalte ham, at jeg elskede ham og hvis der var problemer med nogen af fangerne (han arbejdede som fængselsfunktionær), så skulle han bare ringe, så skulle jeg nok komme og "tæske" dem allesammen..... De ting vi delte i den kort samtale på måske 4 minutter glemmer jeg aldrig. Heller ikke hans stemme!!

Du husker nok også din samtale med din bedste ven. Nogle af tingene vil stå skarpt for dig mange år fremover. Da den person der sagde nu ikke er mere. Livet er utrolig skrøbeligt og det er ikke så tit, at vi som mennesker har nogen indflydelse på dette!!

Jeg kan godt forstå, at det er svært for dig. Det er uvirkeligt, da du ikke har set det ske. Du har måske kun set kisten efter den er blevet lukket. Er derfor nogen gange i tvivl om det nu også er han der lå i kisten. Husker selv, at selv om jeg så min bror blive lagt i kisten, kan jeg den dag i dag, stadigvæk bilde mig selv ind, at han stadig er i Bosnien som soldat. At hans brede skuldre ikke kunne være være i urnen!

Jeg har selv haft stor nytte af, at tale med andre. Måske kunne I, hans venner, mødes og mindes ham på kirkegården, du kunne evt. skrive et brev til ham, og evt. læse det op. Det virker måske mærkeligt - men det hjalp mig.

En ting som vil være super var evt. at kontakte hans familie og kigge forbi og tale om ham. Du kunne måske fortælle nogle ting om ham, som de ikke vidste, og modsat. Det gjorde nogle af min lillebrors kammerater - de besøgte min mor. Det er et minde hun stadig sætter stor pris på i dag - 8 år efter.

Stor ros til dig for at åbne op her på sitet. Jeg håber og ved, at du nok skal få løst det.

/Charlotte