Bliver smidt ud af mit 6 opholdhjem...

brevkassespørgsmål

Bliver smidt ud af mit 6 opholdhjem...

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 13 år 8 måneder siden

Hej jeg hedder Clara. Jeg ved ikke helt hvilken brevkasse mit spøgsmål hører til i, men prøver bare skrive det her. Jeg står endnu en gang i en dum situation, da jeg højst sandsynligt bliver smidt ud af min 6 opholdshjem meget snart fordi, jeg har slået en pædagog i hovedet. Ved godt det ikke er super smart, men kan ikke styre min vrede den løber bare lømsk. De andre opholdhjem er jeg også blevet smidt ud af for at slå en pædagog eller kaste stole, fejebakker og gryder mm. efter dem. Jeg har fået konstateret ADHD allerede som lille. Men det korte i det lange er så, at en fra kommunen siger de snart ikke goder og hjælpe mig mere til bosteder og det. Men det kan de da ikke bare sige? Jeg har vel også nogle rettigheder til et sted og bo? Jeg ved godt jeg ikke lige er jordens engle barn og aldrig bliver det. Mén min forældre døde da jeg var 11 år, De drak sig ihjel begge to, jeg vil ikke bare kastet væk af hende fra kommunen som et stykke krøllet papir! Vil jo gerne have deres hjælp og også taknemmelig for de hjulpet mig så meget, men min vrede kører bare lige i vejret på to sekunder. Hvad er mine rettigheder i forholdet til alt dette? Hilsen mig Clara

Svar: 

Kære Clara

Jeg synes det er den helt rigtige brevkasse du har valgt og jeg vil gerne prøve at hjælpe dig.

Jeg kan godt forstå hvis du synes det er lidt en dum situartion, det er helt sikkert ikke rart at føle sig smidt væk og få at vide at du ikke kan få mere hjælp. 

Du skriver at kommunen siger, at de snart ikke gider hjælpe dig mere, med bosteder og sådan noget. I Serviceloven, Kapitel 2, paragraf 3 til og med 5 står der faktisk at de skal hjælpe dig. Men om der er særlige omstændigheder i din sag, som giver dem ret til ikke at hjælpe dig med bosteder, ved jeg jo ikke.

Men jeg kommer umiddelbart til at tænke på, at du jo er over den kriminelle lavalder på 15 år, hvilket betyder at du kan dømmes og komme i fængsel, hvis du overtræder loven. At slå og gøre andre fortræd ved vold, er jo noget der kan straffes og står beskrevet i Straffeloven.

Så mit første forslag er faktisk at jeg synes du skal prøve at spørge hende fra kommunen hvad hun mener med det. Måske kan hun forklare det lidt bedre, så du ved hvad det betyder. Men det kan godt være ret uoverskueligt at snakke med kommunen og man kan blive usikker på hvad ens rettigheder er og hvad nogle ord betyder.

Som sagen ser ud syntes jeg, at du skal se om du kan finde en voksen i dit netværk du har tillid til, der kan hjælpe og støtte dig, især i forhold til kommunen og det offentlige. Hvis du ikke har en voksen i dit netværk, som du syntes du har tillid til, eller bare gerne vil have en voksen med dig som ikke er i din familie eller i din bekendtskabskreds, og som kender loven og reglerne rigtig godt, kan jeg anbefale Bisidderkorpset i Børns Vilkår.

Bisidderkorpset i Børns Vilkår, er voksne der hjælper børn, der gerne vil have en voksen med når de skal snakke med kommunen eller andre steder, hvor de ord og det sprog der bliver brugt, kan være svært at forstå, når man ikke kender lovene og reglerne godt.

For mig lyder det lidt som om, du føler dig vred og ked af det, over den behandling du har fået af kommunen og på de opholdssteder du har været på. Selvom du har lavet lidt rav i den der hvor du har boet, har ADHD og temperement, skal du stadig have hjælp.

Så hvis du er vred, ked af det og i tvivl og har brug for at tale med en voksen, kan du også bruge chatten her i Cyberhus. Du kan være anonym og den er åben mandag til torsdag fra kl. 14 til 19.

Jeg ønsker dig det aller bedste fremover.

Venlig hilsen
Claus

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program