Han elskede/elsker mig, men jeg kan ikke forstå det-

brevkassespørgsmål

Han elskede/elsker mig, men jeg kan ikke forstå det-

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 13 år 4 måneder siden

Hej og super god brevkasse. Jeg havde en dejlig kæreste, som virkelig behandlede mig godt. Han havde aldrig været i slåskamp med nogle fordi han mente det var spild af kræfter og jeg vidste at han aldrig ville gøre mig noget. Men han sagde hele tiden at han elskede mig og jeg føler mig ikke elsket ellers havde jeg jo ikke boet på opholdssted i over 11år. Jeg føler mig jo ikke noget værd hvorfor kan han så sige den slags til mig. Hvorfor kan han kigge på mig og smile til mig fordi han synes jeg er smuk når jeg aldrig har hørt noget lignende. Han siger jeg ikke er tyk hvad jeg selv synes. (vejer 49kg og er 160cm) Ja jeg forstår det ikke jeg er jo ikke det værd

Svar: 

Kære pige

Det lyder til, at du har haft en rigtig sød og dejlig kæreste, som uden tvivl var rigtig glad for dig. Jeg synes, det er dejligt at høre og tænker, at det er en rigtig god og positiv oplevelse, du kan tage med dig videre i livet...

Jeg tror din ekskæreste mente det, når han sagde til dig, at han elskede dig og syntes, at du var smuk og dejlig. Han fortalte dig, præcis hvad han følte og så, når han kiggede på dig.

Sommetider er det sådan, at man kan have en lille stemme indeni, der siger, at man ikke er god nok, pæn nok og tynd nok. Den giver dig et negativt billede af dig selv og jeg tror, at du er blevet vant til at tænke om dig selv, på den måde.

Jeg vil også gerne slå helt fast, at jeg synes, du ER noget værd, selvom du ikke føler det selv. Du er noget værd som det menneske du er. Jeg ved godt, at jeg ikke kan få dig til at føle det blot ved at skrive det til dig, men jeg tror, det vil være godt for dig at andre hjælper dig på vej og fortæller dig, at du er god nok, som du er.

Din kæreste så alt det dejlige i dig og det synes jeg du skal prøve at holde fast i. For ikke at "glemme" det, vil jeg foreslå dig at skrive det ned i en dagbog (måske du har gjort det). På den måde kan du altid vende tilbage og læse de gode ting, han har sagt til dig :)

Det kan være svært og det tager tid at ændre et negativt selvbillede, men det kan godt lade sig gøre, hvis man får hjælp til det. Måske der er en voksen på dit opholdssted, som du er tryg ved, som du kan tale med. Jeg tror, det ville være rigtig godt for dig at få snakket med en voksen om, hvordan du ser dig selv.

Du skal vide, at det tager tid at ændre sine tanker og det sker med små skridt ad gangen - og det er helt normalt.

Du kan også komme forbi chatten og skrive anonymt med en voksen, om det du gerne vil have snakket om. Det ville måske være rart for dig.

Jeg ønsker dig al mulig held & lykke med fremtiden :)

De bedste hilsner Rikke

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program