Jeg er simpelhen helt færdig..

brevkassespørgsmål

Jeg er simpelhen helt færdig..

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 13 år 4 måneder siden

Hej Cyperhus. Mine forældre er sklit og det har de været i snart 2 år. min far er mere eller mindre alkoholiker.. og han drikker også når jeg er hjemme hos ham. Min mor har fundet en ny kæreste, og ham kan jeg overhoved ikke fordrage.. jeg kan ikke lide at være hos min far fordi han er alkoholiker. og jeg kan ikke lide at være hos min mor fordi hun har fundet en kæreste som jeg ikke kan lide.. Hvad gør jeg?? - Knus Mig..

Svar: 

Hej Anonym

Jeg vil gerne starte med at fortælle dig at jeg tror at de fleste, hvis forældre bliver skilt, synes det er rigtig svært ind i mellem. For at sige det lige ud, så stinker det når mor og far bliver skilt. Det stinker fordi man ikke rigtig kan gøre noget ved det og fordi man lige pludselig skal leve på en helt anden måde end man plejer...man kan ikke længere have både mor og far sammen.
Jeg kan godt forstå hvis du synes det er rigtig svært lige nu, når du faktisk er ked af at være hos både din mor og din far.

Jeg vil opdele mit svar i to, fordi jeg synes der er lidt forskel på de problemer du fortæller om hos din mor og hos din far.

1. Hjemme hos din far.
Jeg fornemmer på det du skriver at du føler dig utryg ved at være hos din far når han drikker og det kan jeg godt forstå hvis du er.
Nu ved jeg ikke om du har prøvet at snakke med din far om at han drikker, men hvis du ikke har synes jeg du skal prøve. Jeg tror det er vigtigt at du får fortalt ham hvordan du har det med at han drikker. Hvordan det får dig til at føle, og hvordan du har det med at være sammen med ham når han har drukket.  

Jeg ved godt at det kan være ret så svært at skulle tage sådan en snak, men jeg synes alligevel at det er vigtigt at du prøver. Jeg ved ikke om din mor ved at din far drikker, men jeg synes faktisk at det er vigtigt at du også snakker med din mor om det. Måske kan hun hjælpe dig med at snakke med din far. 

Det kan måske virke som lidt nogle hårde ting at skulle sige til sin far. Men jeg vil egentlig hellere vende det hele på hovedet og se det som, at du ved at snakke med ham om det istedet faktisk kan hjælpe ham.
Hvis din far er alkoholiker har han måske brug for hjælp til både at finde ud af hvorfor han drikker, men også til at stoppe med at drikke. Det er selvfølgelig din fars eget ansvar at få den hjælp og gøre noget ved det, men jeg tænker alligevel godt at du kan hjælpe ham ved at fortælle ham om hvordan du oplever at han drikker. Det kan måske få ham til at indse at han har et problem og gøre noget ved det.

Hvis nu det ikke hjælper at snakke med ham, og du har det skidt med at være hos ham, synes jeg du skal snakke med din mor om muligheden for ikke at være hos ham så meget. Måske kan i finde nogle andre måder i kan være sammen på indtil du føler dig mere tryg ved at være hos ham.

2. Hjemme hos din mor
Det er ikke altid så let hvis der så pludselig kommer en ny voksen ind i familien, ligesom der nu er kommet hos dig. Din mors nye kæreste som nu måske også skal være en del af jeres familie.

Du skriver ikke noget om hvorfor du ikke kan fordrage din mors kæreste, og derfor prøver jeg mig lidt frem. 

Måske er det fordi han gør eller siger nogle ting til dig eller din mor som gør dig vred eller ked af det. Hvis det er sådan det hænger sammen, bliver du nødt til at snakke med både ham og din mor om det. Fortæl hvad det er for nogle ting han gør som gør at du ikke kan lide ham. Måske er det nogle ting han kan ændre eller også kan han måske forklare hvorfor han gør og siger som han gør så du bedre kan forstå ham.

Måske er det ikke sådan noget bestemt ved ham, men mere det at han pludselig er der. At han vil være sammen med din mor og være en del af jeres familie. Hvis det er sådan det hænger sammen bliver du nok nødt til at acceptere at din mor har fundet sig en ny kæreste som hun gerne vil være sammen med. 
Ligesom da dine forældre blev skilt, hvor din mor og far traf en beslutning som voksne, har din mor nu som voksen truffet det valg at få en ny kæreste. At det bare er sådan, gør det ikke nødvendigvis nemt, og derfor synes jeg også det vil være godt hvis du snakker med din mor om hvordan du har det med at hun har fået en ny kæreste. 

Måske kunne i blive enige om at i ind i mellem gjorde nogle ting alene sammen uden hendes nye kæreste. Det kunne også være at du kunne lave nogle ting alene med hendes nye kæreste, for at lære ham bedre at kende.  Det kunne også være noget helt tredje, der kunne gøre det lettere for dig at acceptere ham.

For lige at samle op til sidst er mit råd til dig at snakke med dine forældre om hvad det er du oplever og hvordan du har det. Det gælder både omkring din far og din mors nye kæreste. Det er måske ikke så let, men jeg er sikker på at det er den bedste vej frem.

DeBedsteHilsner

Niels-Christian

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program