tror min veninde har anoreksi

brevkassespørgsmål

tror min veninde har anoreksi

brevkassespørgsmål af
Anonym
19 år
Oprettet 13 år 2 måneder siden

hej jeg skriver til jer, da jeg har et stort problem angående min veninde. Jeg har selv haft anoreksi og har været nede på 39 kg (163 cm) og kæmper stadig med min spiseforstyrrelse. Min bedste veninde som jeg har kendt i 13 år, har altid klaget over sin vægt osv,men der var ikke noget alvorligt ved det. Og da hun kom på efterskole tog hun en smule på men hun var stadig normal vægtig (52 kg og 162 cm).Så her for 2 år siden kunne jeg se på hende at hun havde tabt sig en smule men jeg tog det ikke rigtig alvorligt. Hun kommenterede heller aldrig min vægt da jeg havde tabt mig 9 kg, men så her for ca 2 måneder siden fortalte hun mig at hun vejede 45 kg og hun var mega glad for det. Hun sagde at hun bestemt ikke havde anoreksi, da hun godt var klar over hvor alvorlig en sygdom det var.(det var utroligt så meget hun vidste om selve sygdommen) Vi snakkede tit om spiseforstyrrelser osv, og jeg prøvede at fortælle hende at hun bestemt ikke skulle tabe sig mere og jeg kunne se på hende at hun godt vidste at jeg havde haft det og at jeg var bekymret for hende(har aldrig fortalt hende at jeg har haft det). Hun begyndte at træne hver anden dag og ville aldrig spise ude med mig længere. Jeg tænkte at hun måske bare ville leve sundere og bevare sin vægt, men så gik der 3 uger hvor jeg ikke havde set hende og hun skrev heller aldrig om jeg ville træne så jeg regnede med at hun måske havde taget på og havde indset at hun var for undervægtig, men da jeg så så hende fik jeg et CHOK. Hendes mave var krymbet så meget ind at alle hendes ribben var tydelige, og hun har altid haft en smule deller på maven, så det var så ekstremt tydeligt at hun havde tabt sig endnu mere. Hun lignede en der ikke havde spist i flere dage, så jeg spurgte hende og hun strålede ud af øjnene da hun sagde at hun nu vejede 40 kg og havde altså tabt sig 5 kg på 3 uger. Da vi så skulle ud og spise begyndte hun at sige at vi lige skulle gå lidt længere så vi kunne forbrænde inden vi skulle spise og hun sagde at hun bestemt ikke ville tage bare 1 kg på. Hun elskede også før i tiden at spise på sunset men det ville hun ikke engang. Hun sagde at hun spiste masser af grøntsager og havde besluttet sig for ikke at spise søde sager og alt maden skulle være fedtfattigt. Hun fik åbenbart kvalme af det mad, som indeholdt bare en smule fedt. Hun sankkede også konstant om at hun var så lykkelig over sit vægttab, og da vi bestilte vores mad spiste hun også kun halvdelen af det vi bestilte. Og så sagde hun at hun var blevet oppustet og følte sig mega tyk. Det er præcis sådan jeg også havde det, men det virker også meget mærkeligt fordi hun har en rigtig god veninde som hun selv siger måske har anoreksi og hun siger at hun rigtig gerne vil hjælpe hende. Så jeg tænker om det er muligt selv at have anoreksi når man samtidig vil hjælpe en anden der har det? og mit andet spørgsmål er så om hun egentlig bare har tabt sig på en sund måde ved at have spist varieret? men er det ik voldsomt at gå ned fra 52 kg til 40 kg når man er 162 høj? for hun siger nemlig at hun spiser normalt, og aner ikke om hun taler sandt. og hun vælger at tage trapperne i stedet for elevatoren og det virker så genkendeligt i forholdt til en spiseforstyrrelse. Hun siger også at hun satdig har regelmæssige menstruationer, så det får hende til at tro at hendes vægt er ganske normal, men det er den jo ikke? alle rundt omrking hende os især hendes mor siger åbenbart til hende at hun skal tage på og at hun spiser for lidt, men hun siger at hun virkelig spiser normalt. jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal forholde mig til situationen. hendes vægttab virker så usundt og anorektisk, og hun snakker konstant om sin nye vægt og at hun har det så godt med sin selvtillid nu, da hun har tabt sig. Hun har forandret sig så meget, at jeg føler jeg har mistet hende. hun er så optaget af sin nye krop at hun ikke kan tænke og snakke om andet end fedtfattigt mad og hvor rart det er at have en helt flad mave. Hun tæller også alle kalorierne der er på madvarerne. Så mit spørgsmål er om alt det hun gør kan være en udvikling af spiseforstyrrelse eller er det bare en normal sund form for vægttab ? DEt blev meget langt, men håber I kan svare på mine spørgsmål.

Svar: 

Hej Anonym

Først vil jeg sige at jeg synes du lyder som en super nice veninde der reagerer fordi du er rigtig bekymret for din veninde.

Jeg vil starte med din slutning og sige at hendes vægttab på så kort tid ikke er sundt.  Særligt ikke når hun taber sig sådan at hun faktisk bliver undervægtig. Det er ikke et sundt og normalt form for vægttab.

Jeg kan ikke sige om hun har eller ikke har anoreksi, eller en anden form for spiseforstyrrelse. Det skal der en læge eller en psykolog til. Jeg kan dog godt se at mange af de signaler du er blevet bekymret over ganske rigtigt godt kunne tyde på at din veninde har nogle problemer der minder ret meget om en spiseforstyrrelse.
Først og fremmest naturligvis hendes vægttab i sig selv, men også de øvrige ting du nævner som at hun tæller kalorier i alt, at hun pludselig træner vildt meget, at hun hele tiden snakker om sin vægt og at hun føler det er nødvendigt at gå ekstra langt inden i kan spise for ikke at tage på får i hvert fald også mig til at tænke på om ikke hun har brug for noget hjælp.

Når hun siger at hun er sikker på at hun ikke vejer for lidt fordi hun stadig har sin menstruation, synes jeg måske også det siger noget om at tanken om at hun bevæger sig på grænsen, eller måske allerede har overskredet grænsen, til hvad der er normalt og sundt har strejfet hende.

Jeg tænker ikke at der er noget unormalt i at hun gerne vil hjælpe en veninde med anoreksi, selvom hun måske selv har det. Det kan være at hun på den måde kan overbevise sig selv om at hun ikke selv har nogle problemer med mad og anoreksi, hvis hun kan hjælpe andre der har det. Det kan også bare være udtryk for at hun slet ikke er klar over hvordan hun selv har fået det i forhold til mad. Det kan ofte være meget lettere at se andres "fejl" og problemer end sine egne.

Jeg kan sagtens forstå din bekymring og jeg synes bestemt også at den er helt reel. Jeg fornemmer at du gerne vil gøre noget for at hjælpe hende, hvilket jeg synes er rigtig fedt. Jeg tror det bedste du kan gøre er at konfrontere din veninde med din bekymring. Sig til hende at du er bekymret for hende, og at du gerne vil hjælpe hende hvis hun gerne vil. Du kan ikke tvinge hende til at ændre vaner eller til at få hjælp, men du kan fortælle hende at du er bekymret og tilbyde din hjælp. Måske er det lige hvad hun har brug for...i hvert fald vil hun vide at du er der for hende hvis hun har brug for og gerne vil have hjælpen.

DeBedsteHilsner

Niels-Christian

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program