hjælp skader mig selv og hader mine ar

brevkassespørgsmål

hjælp skader mig selv og hader mine ar

brevkassespørgsmål af
Anonym
23 år
Oprettet 12 år 11 måneder siden

Hej jeg er en pige som skader i mig selv.. Jeg har gjord det siden jeg var 13 år. jeg har oplevet vold 4-5 gange i mit liv.. Siden jeg var barn indtil jeg blev voksen pige.. snakkede ikke med nogen om det.. Og hvor dårligt jeg havde det.. selv mine forældre slog mig hele tiden.. Fik det psykisk dårligt.. Jeg har haft en rigtigt hårdt barndom Siden jeg var lille pige.. Begyndte derefter med at isoleret mig.. tilsidst da jeg blev ældre blev det værre og værre for mig.. Kunne ikke stoppe med at skade mig selv.. har skadet mig selv over alt i min krop.. :'( Men ingen kan se det kun mig.. Blev meget ked af det.. Bagefter begyndte jeg at pille i mit ansigt hvor jeg fik mange små ar. Men der kan alle se det.. :'( Begyndte at dække det med brun creme.. Senere begyndte jeg at plukke mine øjenvipper og øjenbryn.. Havde ellers flotte lange øjenvipper.. Begyndte at græde meget og tænkte hvorfor gøre jeg sådan mod mig selv..? Jeg føler mig meget Syg.. og har følt det i mange år nu.. Jeg begyndte at ligge kunstig øjenvipper på plus jeg har lært at tegne mine egne øjenbryn selv, det blev pænt.. Men er så træt med at tegne mine øjenbryn hele tiden.. :'( Derefter lærte jeg en sød fyr at kende.. Vi blev rigtige gode venner.. Han var så flink og god mod mig.. Kort efter sagde han at han elskede mig.. Jeg græd meget.. Fordi jeg osse elskede ham.. Men gik min vej, fordi han intet vist noget om mig.. Jeg kunne ikke fortælle ham at jeg skader mig selv.. Osse fordi jeg ikke har mere selvtidlig til mig selv længere.. Efter alle disse ar som jeg har i min krop plus i mit ansigt.. Bare jeg kigger på mine (ar) jeg for det psykisk dårligt.. Men mest i mit ansigt.. Jeg græder hverdag og kan ikke holde op med at græde.. siden det har jeg bare isoleret mig og isoleret mig og ser ikke nogen mennesker mere.. Er bare alene hjemme og tænker på døden.. Hilsen den ulykkelige pige.

Svar: 

Hej med dig

Det lyder til at du har det rigtig svært, du sidder alene derhjemme og tænker på døden, du har ingen selvtillid længere og du skader dig selv, men ved du hvad, når jeg læser dit brev, kan jeg faktisk godt forstå at du har det sådan. Du fortæller at du har oplevet vold og at dine forældre har slået dig, når man har oplevet sådan nogle ting kan man godt få dårlig selvtillid, græde meget og have det psykisk dårligt, som du fortæller. Derfor tænker jeg, at de grimme ting du har oplevet i din barndom måske er grunden til, at du idag gør skade på dig selv - har du overvejet om det måske er derfor?

Du kan desværre ikke lave om på din barndom, men du kan måske komme til at leve med den, på en anden måde end du gør nu og på en måde, hvor du ikke gør skade på dig selv.

Du skriver at du aldrig har snakket med nogen om det og at du gik fra din ven, fordi du ikke kunne fortælle ham, at du skader dig selv - selvom du elskede ham. Jeg tror det kan være rigtig svært at fortælle det til andre, når man har oplevet noget så ubehageligt som vold og at blive slået af sine forældre. Alligevel tror jeg, at du måske kan få det bedre, hvis du snakker med nogen om de ting du har oplevet i din barndom. Det tror jeg, fordi jeg ikke kan lade være med at tænke på, om du måske gør skade på dig selv, for på en eller anden måde at få afløb for nogle følelser du har indeni, men som du aldrig har talt med nogen om - er det noget du selv har tænkt på?

Måske kan du få afløb for de følelser på en anden måde, feks ved at tale med en psykolog, om de ting du har oplevet. Jeg tror det er vigtigt at du på en eller anden måde, får bearbejdet de dårlige oplevelser du har fra din barndom. Så du kan lægge din barndom bag dig, og få opbygget din selvtillid igen. Hvis du på den måde får det bedre, kan din trang til at gøre skade på dig selv måske forsvinde og du kan måske komme til at se nogle mennesker igen - og måske med tiden få det så godt med dig selv, at du kan tage imod det, når der er nogen der siger, at de elsker dig?

Selvom det at tale med nogen om din barndom, hvor dine forældre har slået dig, måske er det sværeste du kan forestille dig at gøre, så tror jeg det er det der skal til, hvis du skal få det bedre. Dine forældre har gjort noget helt forkert, da du var lille, de har gjort noget de slet ikke må og det lyder til at det har fået nogle ret svære konsekvenser. Men nu er det dig det skal handle om, det er dit liv og du skal ha lov til at leve det - derfor er mit bedste råd til dig, at snakke med nogen om, hvordan du har det indeni. Hvis du har lyst, kan du starte med at gøre det helt anonymt, i chatten her på Cyberhus.

De bedste hilsner

Camilla

 

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program