Hm?

brevkassespørgsmål

Hm?

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 12 år 6 måneder siden

Hej cyberhus :) Håber at i vil svare mig på det her.. Jeg har en veninde, hver gang vi skriver sammen er det KUN om hendes kæreste, ikke andet og det skal siges at vi skriver flere gange om dagen! Jeg er ved at blive lidt træt af det, men ved ikke hvordan jeg skal fortælle hende det, for det er jo klart hun skriver om ham, når hun er forelsket i ham - føler bare at det bliver lidt for meget, når det er heletiden.

Svar: 

Hej med dig

Jeg kan godt forstå det er en irriterende situation for dig, og umiddelbart synes jeg det lyder som om du sammen med din veninde skal prøve at finde en måde, hvorpå I begge kan give hinanden plads til at snakke om det I har lyst til. Her er nogle råd du kan prøve at følge:

Det er for det første godt du selv kan se, hvorfor din veninde hele tiden snakker om sin kæreste, og det er også det du skal starte med at sige til hende. Ved at du fortæller hende det, vil hun muligvis være mere åben for at lytte til hvad du ellers har på hjerte.  

Du kan sige du synes det er godt for hende, at hun har fundet en fyr hun er glad for, men at du føler dig lidt overset, fordi du føler hun kun snakker mest om sin kæreste. Gør hende opmærksom på, at man også skal huske de andre mennesker omkring en. Det er ikke fordi hun slet ikke må snakke om kæresten, men hun skal også huske at give plads til andre, bl.a. dig. 

Du har sikkert også en masse tanker du gerne vil dele med hende. Fortæl hende du også har behov for at snakke om nogle ting, og det kunne være godt, hvis hun gav dig plads til at dele de tanker med hende, fordi hun trods alt er din veninde.

Du kan også spørge hende, hvordan hun ville have det, hvis det var dig der konstant snakkede om en fyr. Dette vil muligvis gøre hun forstår dig bedre, for det er ikke særligt fedt, når ens veninde kun snakker om sin kæreste.

Men som du selv siger, er hun jo forelsket i fyren, så det er måske ikke altid hun tænker i de baner. Derfor kan I prøve at lave en aftale om, hvis du synes hun igen snakker for meget om sin kæreste, må du stoppe hende og sige, at nu bliver det altså for meget. Når du har gjort det nok gange, vil hun måske begynde at fornemme, hvor grænsen går, og give mere plads til dig.

Hun er tydeligvis meget forelsket i sin kæreste, og det er især i begyndelsen af et forhold man ikke kan lade vær at tænke på sin kæreste, så husk stadig at give hende plads til at snakke om ham :)

Jeg håber du kan bruge rådene :)

Mvh Julie

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program