Jeg har brug for fred.

brevkassespørgsmål

Jeg har brug for fred.

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 12 år 2 måneder siden

Hej cyberhus. Jeg har et problem jeg håber i kan hjælpe med. Jeg har været sammen med min kæreste et halvt år nu, han kan være sammen med mig hele tiden. Men jeg har altid været lidt af en enspænder :-( Jeg vil rigtig gerne være sammen med ham hele tiden, men jeg får bare nok af kys og pussenusse hele tiden. Det gør ondt, at jeg gør ham så ked af det hver gang jeg sender ham hjem. Kan i hjælpe mig tak? Mvh. hende der gerne vil gøre sin kæreste glad.

Svar: 

Hej med dig

Det er dejligt at høre at dig og din kæreste er så glade for hinanden. Og jeg synes du lyder som en rigtig god kæreste, der tænker meget over at du gerne vil gøre din kæreste glad.

Det svære i et forhold er, at man er to forskellige personer med forskellige behov, lyster og dagligdagsrutiner. Det lyder til at han har et større behov for at kysse, kramme og være sammen end du har.

Ingen er jer er forkerte på nogen måder - det er helt naturligt at man i et forhold har disse forskellige behov. Og den eneste løsning er at tale om at finde et kompromis, hvor begge parter har det bedst muligt. 

Fortæller du ham hvorfor du nogen gange sender ham hjem? At det er fordi du bare er en person, der har brug for at være alene engang i mellem? Og at det ikke har noget med ham at gøre? For han skal også acceptere at du har brug for fred engang i mellem.

Der er intet galt i at være enspænder, de fleste mennesker har brug for at være alene engang i mellem. Jeg synes du skal sætte dig ned og tage en snak med ham om det hele, og fortælle ham, at det ikke har noget med ham at gøre. Jeg tænker I evt. kan finde et kompromis med, at I aftaler at I ses et vist antal gange om ugen, og at du får alenetid et vist antal gange om ugen. I kan også lave en aftale om, at du skriver nogle sms'er når du har alenetid, så han ikke føler at du vil væk fra ham.

Jeg håber I finder en løsning, hvor I begge to kan være glade og at han fremover lader dig have den tid alene, som du har brug for.

Mange tanker fra Heidi

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program