er for træt til at fortsætte; 2

brevkassespørgsmål

er for træt til at fortsætte; 2

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 12 år 1 måned siden

Hej igen... Sidst jeg skrev herinde, fik jeg svar af Helle, og det var et godt svar. Men hun sagde jeg burde tale med nogen om mine problemer, men det kan jeg ikke. Mine forældre kunne ikke være mere ligeglade, de tror at bare fordi de har fået fem børn, så er de eksperter. Og det er virkelig hårdt, for de spørger aldrig om hvad jeg har brug for.. Min mor har allerede planlagt min fremtid, og jeg har intet at sige i det. Jeg er fuldstændig sikker på at de tror at jeg er ligesom mine halvstoresøstre (vi har ikke samme far). Specielt min mor, er meget streng. Hun har ligesom de her kasser oppe i hovedet, hvor alt hvad hun tror på findes. Hvis jeg siger noget, som hun ikke vil eller kan forstå, så får jeg besked på at jeg er et barn, og derfor ikke ved noget om det. De tror at jeg lytter til dem fordi jeg respektere dem, men respekt og frygt er ikke det samme! Og de kan bare ikke se forskellen.. Jeg stod på sidelinjen og så min storebror blive til en person der er ligeglad med alt. Jeg kan se det på ham, hvordan han bare vil være alene. Jeg kan ikke klare mere, JEG VIL VÆK! Jeg er ligeglad hvordan. Jeg har i nogle år tænkt på at løbe hjemmefra og ikke komme tilbage. At cutte kontakten med hele min familie. Eller at dø... Men jeg kan ikk dø, for hvad skal der så ske min lillesøster og de andre, jeg føler jeg har et ansvar for hvad der sker med hele min familie.. Jeg har det som om jeg er blevet født for tidligt.. Jeg er bare ikke klar til livet, jeg er ikke klar til ansvar, eller at passe på andre. Selvskade er blevet en del af min hverdag.. Det er dejligt. og selvom jeg er bange for at min familie ser arene, så kan jeg ikke holde op... For nylig "faldt" jeg ned af trappen, og lige da jeg faldt, er det som om der blev sat slowmotion på. Ligesom i en film. og i det øjeblik tænkte jeg på hvor dejligt det ville være at slå hovedet ned i marmor gulvet for enden af trappen. Smerten vill på samme tid være uudholdelig, men også befriende. Så jeg bøjede mig forover, desværre for sent, jeg landte på siden istedet for-.-' Jeg har brug for at slippe væk.. bare i nogle få sekunder.. Jeg kan som sagt ikke snakke med nogen. Jeg har prøvet med min bedsteven, men hun har sine egne problemer, og kan ikke forstå hvordan jeg kan have det sådan her. Da min familie, som sagt, er fuldstændig normal. Jeg har tøj på kroppen, mad, en seng at sove i, et hus at bo i og en rimelig god familie..... Jeg har brug for at være glad, bare et minut.... Nej et sekund.. Det er alt hvad jeg beder om.... Bare vær søde at hjælpe mig, jeg er bare for udmattet psykisk og fysisk til at fortsætte..!....

Svar: 

Hej

Du fortæller at du har skevet herind før og er blevet rådet til at tale med nogen om dine problemer - men at det kan du ikke. Så tænker jeg : jamen gad vide hvorfor du ikke kan det ? og så forestiller jeg mig at grunden til at du ikke kan, ikke er at der ikke findes nogen at tale med ( det GØR der helt afgjort), så grunden nok nærmere er, at det er for svært for dig at få ordene over læberne og måske ved du heller ikke lige hvad du skal sige ?

Din selvskadende adfærd og trang til at opsøge fysisk smerte, er en måde du har fundet, hvorpå du kan få er kortvarig trøst fra den psykiske smerte du føler indeni. Jeg kan høre at du godt er klar over at denne kortvarige "trøst" ikke vil føre dig nogen vejne, fordi det fungerer på samme måde, som når vi bruger ordssproget "at tisse i bukserne for at holde varmen". Lige nu er din selvskadende adfærd dog den eneste måde du kender, hvorpå du kan få en lille smule "varme", men nu er tiden kommet til at du skal lære en ny og bedre måde.

Det lyder ikke som om du føler dig set og hørt af dine forældre lige nu, så du skal altså have fat på en VOKSEN ( en veninde er ikke tilstrækkelig) udenfor din familie og jeg vil foreslå at du fortæller din lærer at du gerne vil tale med skolepsykologen. Grunden til at jeg synes det skal være skolepsykologen, er at han/hun meget bedre end de fleste, vil forstå hvordan du har det, uden at du skal forklare en helt masse. Dèt at et andet menneske kan forstå hvad man mener, uden at man skal forklare en helt masse, føles som en enorm lettelse og det har du brug for.

Når man kan mærke at man har brug for hjælp - ligesom du kan - så bliver man nødt til at tage "tyrene ved hornene", som man siger, dvs aktivt at gøre hvad der skal til for at FÅ hjælp. Det er en mulighed at du printer dit brev og mit svar ud og lader din lærer og skolepsykologen læse det, hvis du synes det er nemmere.

Kærlig hilsen

Denise

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program