Kære brevkasse. Hvis I læser dette, fandt jeg åbenbart modet til at skrive spørgsmålet og sende det ind til jer. Jeg siger det ligeud: Jeg er åndssvagt forelsket i jordens sødeste pige. Hun er også forelsket i mig, rigtig meget endda. Problemet er, at hun er kristen, og derved ikke vil have en kæreste før hun bliver gift. Jeg går i 1. G, og hun ligeså. Hun startede på mit gymnasium samtidig med mig, men flyttede senere på en kostskole/gymnasie i Jylland, da hun havde nogle specielle behov mht. skole. Fair nok... I ferieugen inden hun skulle flytte, mødtes vi to gange og jeg kyssede hende for første gang efter en lang periode med flirt og kærlighed i luften. Vi gik praktisk talt rundt og legede kærester, det var fantastisk, begge velvidende om, at hun skulle flytte ugen efter og at hun var religiøs og alt det. Jeg er ikke religiøs og kan selvfølgelig ikke forstå, hvorfor dælen vi ikke kan være sammen. At hun så bor i Jylland nu, og jeg på Sjælland gør det ikke mindre kompliceret. Det skal lige nævnes, at da vi begyndte at flirte og snakke meget sammen, fortalte hun mig først, at hun skulle flytte. Det var jeg naturligvis overdrevet skuffet over, da jeg var blevet enormt glad for hende. Men da hun så fortalte mig senere, at hun var kristen, og det derfor ikke ville kunne fungere, blev jeg jo først fleksibel. Lige pludselig var langdistanceforhold ingen svær ting, nu var det religion, som stod i vejen. Vi har siden hen mødtes én gang siden hun flyttede og (som jeg insisterede på, blot for at gøre det endnu sværere for mig selv) opførte os også dér, som kærester. Sidenhen har vi skrevet sammen, men når vi kommer til at snakke om selve situationen, ender det ofte i små konflikter, da jeg gerne vil en hel masse og hun også gerne vil, men hun kan ikke. For en måned siden skrev hun så, at hun havde brug for en pause til at tænke tingene i gennem. Jeg hader pauser, men har hun brug for det, er det jo fair nok. Nu er der jo som sagt bare gået en måned og jeg tænker på hende rigtig, rigtig mange gange om dagen og har ikke hørt noget fra hende. Jeg er helt sikker på, at hun er ligeså forelsket i mig, som jeg er i hende. Og igen ikke alligevel. For hvis hun var det, ville religion så betyde noget? Jeg er så inderligt glad for hende, og ville med glæde konvertere til en hvilken som helst religion, hvis det blot kunne resultere i, at vi kunne være sammen, men det ville ikke hjælpe på noget. Hvad pokker skal jeg gøre? Jeg er atten år, og jeg kan mærke, at det ikke bare er en tilfældig pige, som jeg blot har mødt. Kald mig ung og naiv, men hun virker enormt rigtig for mig. Jeg elsker hende faktisk. Hun er sytten. Hvad skal jeg gøre? Bliver jeg blot såret ved at stå fast i troen om, at hun bestemmer sig for at vælge mig frem for religionen?