I tvivl

brevkassespørgsmål

I tvivl

brevkassespørgsmål af
Anonym
22 år
Oprettet 11 år 6 måneder siden

Hej. Jeg skriver til jer, fordi jeg i den senere tid har gået og tænkt rigtig meget over noget, som fylder meget i min hverdag, og som jeg har brug for en andens syn på. For at gøre en lang historie kort, så har jeg igennem det sidste halvandet år gået hos en psykolog, fordi jeg sidste sommer fik en depression. Der lå mange ting i det. Dels fordi jeg aldrig var kommet ud med sorgen over at have miste min mor 4 år tidligere, og dels fordi jeg i mange år har lidt af socialangst, men alitd har benægtet det, og kæmpet imod. Jeg blev så fyret fra mit arbejde som social- og sundhedshjælper, og dette udløste så den egentlige depression. Jeg har generelt været meget igennem i mit liv, og måtte kæmpe mig frem, men alt dette har jeg igennem det sidste års tid bearbejdet sammen med min psykolog. Det har hjulpet mig meget at have de samtaler, og jeg har været rigtig glad for det, da det har givet mig de værktøjer jeg havde brug for, for at komme videre. Jer ser nu mig selv som værende "så godt som kommet ud på den anden side," og jeg er også for nyligt startet på en hf, og har også store planer om fremtidig uddannelse. Det hele går egentlig godt. Der er ved at komme styr på mit liv, og jeg føler mig ikke nær så hæmmet af mine tidligere problemer længere. Også socialangsten er jeg ved at komme til livs. Det sidder stadig i mig indimellem og i visse situationer, men det er slet ikke nær så slemt længere. Alt det her er jo godt, og jeg er også rigtig stolt af mig selv, over at være nået så langt, men mit dilemma, eller til tider store problem, er hvor vidt jeg er klar til at stå på helt egne ben? Jeg overvejer nemlig at afslutte mine psykologsamtaler. Det er noget jeg har tænkt lidt på de sidste par måneder, men nu står jeg så i den situation at man psykolog er sygemeldt, og jeg ved ikke hvor længe. Jeg har det på den ene side rigtig dårligt med, at jeg ikke kan komme til den samtale vi ellers havde aftalt fordi hun er sygemeldt, og at jeg ikke ved hvornår jeg kan komme derind igen. Nogle gange hober tingene sig bare op, og jeg har virkelig behov for at få talt med nogen om det, og min psykolog er lidt den eneste løsning. På den anden side føler jeg mig på en måde også lidt svigtet. Jeg ved ikke om svigtet er det rigtige ord at bruge, men jeg føler lidt at den person som jeg i så lang tid har betroet mig til, og som har været der, når tingene var uoverskueligt, nu har "vendt mig ryggen." Og det ved jeg jo godt at hun ikke har. Det er jo ikke med vilje at hun er sygemeldt. Men her sommeren over er der gået lang tid imellem vores samtaler, fordi hun har holdt ferie osv. og jeg føler lidt at den tillid jeg langt om længe havde fået til hende, lige så langsomt forsvinder, og jeg føler ikke rigtig at jeg får noget ud af samtalerne længere, fordi jeg ikke har den tillid det kræver for mig, før jeg kan fortælle hvordan jeg virkelig har det. Men om samtalerne er overflødige fordi jeg ikke har mere at snakke med hende om, eller om det er fordi jeg ikke tør, kan jeg ikke rigtig finde ud. Mest af alt er jeg rigtig bange for at afslutte samtalerne for tidligt, for hvad nu hvis jeg får det dårligt igen? Så har jeg ingen jeg kan gå til. For jeg har vitterligt ikke andre end min psykolog som jeg stoler nok på, til at kunne fortælle om mine problemer. Selvfølgelig kunne jeg bare få tildelt nye samtaler hos en ny psykolog hvis det går skævt igen, men at skulle fortælle alting igen til en helt ny, det ville jeg slet ikke magte. Jeg begynder også bare at føle at mine problemer efterhånden er overfladiske og ligegyldige, og nogle gange føler jeg ikke rigtigt at min psykolog tager mig alvorlig, når jeg har brug for det. At mine problemer gøres til bagateller, selvom det måske er noget der fylder rigtig meget hos mig. Men måske er det også bare bagateller efterhånden? Måske har jeg ikke mere at komme der efter? Måske skal jeg bare lukke bogen, og lade den forblive lukket, for egentlig føler jeg at hvert kapitel er vendt og analyseret... Men tvivlen om hvorvidt jeg er klar til at stå på egne ben, nager dybt i mig, og eftersom min psykolog er sygemeldt på ubestemt tid, kan jeg jo ikke rigtig diskutere det med hende. Jeg har på den ene side lyst til at skrive til hende, at jeg ikke kommer mere, og ikke har brug for flere samtaler, men jeg tør samtidig ikke helt fjerne det her "sikkerhedsnet" de samtaler er for mig. Men igen: Kommer der til at gå lang tid før jeg kan komme hos hende igen, kan det måske også bare være ligemeget. I den tid der går imellem mine samtaler, formår jeg jo også altid selv at løse de problemer der opstår i mellemtiden, men nogle gange er det også bare rart, at komme derind og få tømt filteret... Ja, jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal stille op, og om det her overhovedet er til at finde hoved og hale i. Det føler jeg ikke det er. Ikke inde i mit hoved i hvert fald... Håber I kan give mig et råd eller to. Hilsen Mig

Svar: 

Kære du

Tak for dit brev – jeg kan godt forstå at du har brug for et råd i forhold til at stå helt på egne ben, fordi det kan være en stor beslutning at stoppe til psykolog efter et rigtig godt forløb.

Inden vi starter vil jeg lige rose dig – for jeg synes virkelig du har vist at du passer på dig selv og tager ansvar for dit liv, ved at begynde i den behandling og ved de overvejelser du går med nu. Det kan godt være du havde gået og kæmpet med for meget selv i flere år – hvilket førte til den depression – men det at du så tog ansvar for dig selv der, viser at du er en stærk pige. Vi kan ikke klare alting selv, og det er de modigste og stærkeste mennesker, som faktisk tør bede om hjælp når det gælder! Så stor ros til dig!

Det lyder til at du er kommet rigtig langt, og det er rigtig fedt at du er startet på HF og har flere fremtidsdrømme, at dine tidligere problemer ikke hæmmer dig så meget mere og at din socialangst er blevet meget bedre! Jeg får indtrykket af at du har arbejdet rigtig meget med dig selv de sidste halvandet år! Du har god grund til at være stolt af dig selv!

For mig lyder det til at du er lidt splittet – på den ene side føler du er klar til at stå på egne ben, at du ikke får så meget ud af samtalerne mere. På den anden side har du svært at hun pt. er sygemeldt, så du ikke kan se psykologen og alting hober sig op. Den splittelse kan jeg sagtens forstå, og det er også træls at forløbet er blevet afbrudt på den måde med en sygemelding.

Du skriver psykologen er den eneste du har at tale med, og at du derfor føler svigt og mister tillid til hende, når nu du ikke kan regne med hende. Det er helt normale følelser, og jeg kan se du også tænker meget over hvorfor du får de følelser, hvilket bare er super godt!

Nu til nogle råd: Mit råd til dig lige nu er, at du skal have nogle samtaler hos psykologen endnu – inden du afslutter. I disse samtaler skal I fokusere på at tale sammen om en hverdag uden psykolog, din frygt for at stå på egne ben og du skal også fortælle om de følelser du har haft med at hun ikke altid tager dig seriøst og dine tanker om tillid i forbindelse med at hun var sygemeldt. Alt sådan noget at vigtige ting at få talt med psykologen om, og også ting hun helt sikkert har prøvet før og har erfaring med.

På et tidspunkt skal du være uafhængig af psykologen og stå på egne ben, og det er rigtig vigtigt at bruge noget tid at snakke om det inden man afslutter. Hvordan du selv skal håndtere, at få følelser ud – når du ikke har psykologen mere.. Når tingene hober sig op, er det fordi man ikke ”får dem ud” og bearbejdet. Og det er rigtigt vigtigt at få nogle idéer til hvordan du skal gøre det selv.
Jeg tror altså ikke du føler samtalerne er overflødige pga. manglende emner, måske en smule pga. din stigende manglende tillid – men allermest fordi I mangler at sætte et nyt fokus. Du er tæt på være klar til at stå på egne ben: hvordan bliver du det så? Er der andre mennesker du kan bruge til at tale om hverdagens følelser med? Osv...

Du frygter at I kommer til at slutte før du er klar... Her er mit råd, at når I har haft de samtaler hvor I taler om de ting jeg lige har skrevet, så synes jeg du skal lave en aftale med psykologen om et slags sikkerhedsnet. Det jeg mener med sikkerhedsnet, er en aftale eller to som ligger et stykke ude i fremtiden. Bliver det svært for dig igen, så ved du at du kommer til at se hende igen, og I kan tale sammen om at starte forløbet igen. Virker samtalerne overflødige, så kan du aflyse dem. På den måde kan du få lov til at prøve at stå på egne ben selv de værktøjer du har fået til det, men du har hende stadig som sikkerhedsnet.

Her mens hun er sygemeldt, synes jeg du skal bruge tiden på at tænke over hvad du ellers har brug for inden I afslutter. Jeg synes ikke du skal afslutte uden at have en sidste samtale med hende, for det kan være ret vigtig at få sagt ordentlig ”farvel” til en person, der har betydet så meget for en. Ring evt. til hendes arbejdsplads og hør om de ikke kan give dig et prej om hvor længe hun er sygemeldt, så du ikke skal gå i uvidenhed, og bliver det hele for svært, så ring og bed dem om at tilknytte dig en anden psykolog, mens hun er sygemeldt. Jeg ved godt det ikke ville være det samme, men det er bedre end at du bliver rigtig ked af det igen.

Jeg håber mit svar kunne give dig et overblik, og jeg håber du kan bruge mine råd. Ellers er du selvfølgelig meget velkommen til at skrive igen.

Mange tanker fra Heidi

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program