kæreste

brevkassespørgsmål

kæreste

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 11 år 2 måneder siden

hej cyberhus der er en pige som jeg har været forelsket i lang tid hvis jeg spørger hende om vi skal komme sammen så bliver hun ked af det fordi hun har mistet sin ekskæreste også vil hun ikke snakke med mig hvad skal jeg gøre??

Svar: 

Hej med dig.

Det er rigtig dejligt at høre, at du er blevet forelsket. Forelskelse er en dejlig ting, og det kan føles rigtig rart i kroppen at have følelser for en pige. Til tider kan det også være svært og hårdt at være forelsket, fordi man sjældent ved, om følelserne er gengældte, og det kan være svært at vide, hvad man skal gøre, når man har det sådan. Derfor synes jeg, det er rigtig fint, at du skriver herind.

Du skriver, at pigen har mistet sin ekskæreste, og at hun bliver ked af det, hvis du spørger, om I skal komme sammen. Jeg tænker, grunden til at pigen bliver ked af det kan være, at hun ikke helt er kommet sig over sin ekskæreste. For mange kan der gå lang tid, før de bliver klar til at få en ny kæreste, efter de lige har mistet en gammel kæreste. En ekskæreste kan fylde meget i tankerne, og det kan derfor være svært at skulle tænke på andre end ekskæresten i tiden efter et afsluttet forhold. Jeg tror, det kan være grunden til, at pigen ikke vil snakke med dig. Det kan godt lyde som om, at hun har brug for mere tid til at komme sig over ekskæresten.

At pigen ikke vil snakke med dig nu her kan være fordi, hun har følt, at du har presset for meget på, og det har hun nok ikke været klar til. Når hun lige nu ikke vil snakke med dig, behøver det ikke nødvendigvis betyde, at hun aldrig vil snakke med dig igen. Jeg tror, hun har brug for noget tid for sig selv, og jeg tror, du er nødt til at holde lidt igen med at kontakte hende. Det er lidt lige som, når man har en kage i ovnen og tager den ud for tidligt. Den er ikke helt klar og har brug for mere tid i ovnen, før man kan spise den. På samme måde tror jeg, det er vigtigt, at du venter med at kontakte hende, til hun er mere klar til det.

Hvis hun begynder at snakke med dig igen, tror jeg, det er vigtigt, at du snakker med hende om andre ting end at være kærester. Ved at snakke med hende om alt muligt andet kan det være, hun også begynder at kunne lide dig. På den måde kan I også lære hinanden bedre at kende og se, om I begge har lyst til, at I skal blive kærester.

Jeg ønsker dig alt det bedste og håber, pigen vil begynde at snakke med dig igen.

Venligst,
Matilde

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program