Med eller uden

brevkassespørgsmål

Med eller uden

brevkassespørgsmål af
Anonym
20 år
Oprettet 10 år 11 måneder siden

Jeg har denne her super dejlige kæreste. Vi har været sammen i 2 1/2 år og elsker hinanden meget højt.

Jeg er homoseksuel og derfor har jeg lige et par spørgsmål...

I de 2 år hvor vi har haft sex, har vi altid brugt kondom for en sikkerhedsskyld. Min kærestes familie er meget kristen og har ikke ladet ham få seksualundervisning, så alt det han ved nu har han lært via nettet.

Jeg har bare ikke været interesseret eller opmærksom...

Men altså: hvilke hensyn skal vi tage hvis vi gerne vil prøve uden kondom? det er møg irriterende at købe en pakke med 10 i og de ender med at blive væk på en eller anden måde... Vi når aldrig at bruge alle 10.

Vi er begge blevet tjekket efter for sygdomme, som vi ikke har. Men er der andre hensyn vi skal tage inden vi gør det uden?

Hilsen D

Svar: 

Hej D.

Det er godt, at du skriver herind, når du går rundt med nogle tanker angående analsex. Hvis dig og din kæreste er klar til at gå skridtet videre og have sex uden kondom, så er der ikke frygteligt mange hensyn I skal tage, men mere nogle ting man skal huske på.

For det første er tarmen ikke ren, men fyldt med bakterier fra afføring, som kan smitte. Derfor er det en god ide, at have været på toilettet inden man skal have sex, og skylle og rense endetarmsåbningen bagefter. Dette kan gøres med en bruser og vådt vat eller man kan købe en ørerenser på apoteket, så man kan rense grundigt med den og vand. Det vigtigste er ihvertfald at have en god personlig hygiejne. For det andet er det vigtigt at penis vaskes godt efter samleje, så man undgår bakteriespredning. Det er også en god ide at tisse efter sex, så man får renset urinrøret for mulige bakterier, så der ikke opstår infektion. Ellers skal I bare nyde hinanden som I plejer.

Jeg tænker, at der dog kan opstå nogle problemematikker ved at have sex uden kondom, som du I begge bør overveje. Du skriver selv, at I begge er blevet testet negativt for sygdomme, men hvilke sygdomme? Er I også blevet testet for HIV/aids, som er en af de mest udbredte sexsygdomme, som man kan få som homoseksuel ved analsex? Mange bliver netop smittet, når man som kærester forsøger at vise hinanden tillid ved at dyrke sex uden kondom, men i stedet ender med at smitte hinanden. Huden i endetarmen er meget tynd, og der kan let komme rifter oppe i endetarmen, hvor der kan ske smitte, hvis den ene bærer rundt på virussen uden at vide det. Derudover lyder det som, at din kæreste og dig har et godt forhold, og det er dejligt. Man bør dog nok bare overveje, at der nemt kan ske smitte, hvis det (forhåbentlig ikke) skulle ske, at I er hinanden utro. Så det gælder om, at man er 100 % ærlige overfor hinanden, hvis det skulle ske. Det kan være en god ide, at snakke med din kæreste om det, inden I beslutter jer for at droppe kondomet.

Så med god renlighed, hygiejnen i top, måske et ekstra lægetjek for samtlige sygdomme og så en masse ærlighed - så er I klar til at have sex uden kondom. Held og lykke med det hele.

Venlig hilsen Mette  

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program