Kære Cyberhusfolk..

Jeg er en ung gut på 17, der nok tænker lidt for meget. Alt, hvad der sker omkring mig, bliver overfortolket i mit hoved. Mine følelser er ekstremt voldsomme; det er alt lige fra mit kæresteliv, til mine eksistentielle livsfilosofier der trykker. 

Jeg stoler på meget få personer - eller bedre formuleret - meget få personer forstår mig og omvendt  (mistænker endda min kæreste for at være ude efter andre, men det er jo en anden historie).

Jeg afskyr mange mennesker for deres overfladiske facon. Hvor er den ydmyghed og åbenhed, jeg savner i den danske ungdom? Det er klart, at jeg har valgt min omgangskreds ud fra disse 'kriterier', men jeg ville ønske, at alle ville acceptere den banale tilværelse, vi nu engang befinder os i. Hvorfor gemmer folk sig bag facader eller facader af ikke-facader (hipstere - der forsøger at give udtryk for have meget selvtillid - uden at have det går jeg ud fra). Har jo ikke lyst til at tænke sådan, det er jo fint at have holdninger, men det irriterer mig, at jeg overanalyserer folks opførsel og drager negative konklusioner på baggrund af samme. Hvad gør jeg? Jeg kan ikke nyde en fest eller bytur. Føler ikke, jeg kan have det sjovt mere - og det er ellers noget, jeg prioterer RET højt;)

Noget andet... kærlighed vækker hos mig (sikkert som hos de fleste andre) ekstremt store følelser. Jeg har været meget forelsket i min kæreste - igennem lang tid! Hun føler givetvis ikke det samme som mig mere, og som sagt bliver jeg nervøs for, at hun vil gå fra mig og snuppe the guy next door. Det hænger ikke sammen med at jeg er usikker på mig selv - desværre er det ikke så let - jeg føler, at jeg er i god form, det hele kører, og egentlig er jeg glad nok. Men alle oplever sikkert de samme pige-problemer som mig - men de voldsomme følelser skræmmer mig! Tør ikke tænke på det psykiske nederlag jeg ville føle, hvis hun gik fra mig til fordel for en anden.

Det var to ud af mange tanker i mit hoved!

Det kan godt være, at jeg er teenager - og at I mener, det er helt normalt at have stærke følelser osv. Men men men.. Det kan jo ikke passe, at jeg skal have en tilværelse, hvor jeg føler mig mentalt ensom, og ikke kan have det sjovt? Har jeg brug for psykologhjælp til at åbne en eller anden hemmelig dør inden i?;)

Mvh confused-boy

PS. Vil lige understrege, at jeg betragter mig selv som værende helt normal udover min opfattelse af .. tjaa - alt;) Jeg er ikke autonom eller upopulær på nogen måde. Jeg har det faktisk rigtig godt. Men er stadig skræmt over mine tanker, følelser etc.