Vil gerne skifte skole

brevkassespørgsmål

Vil gerne skifte skole

brevkassespørgsmål af
Line
13 år
Oprettet 5 år 7 måneder siden

Hej Cyberhus. Ca. 2 uger inden sommerferien, talte jeg med mine forældre om at skifte skole. Jeg fortalte at jeg ikke havde det så godt på min skole, jeg havde det ikke godt med pigerne, som sikkert knap nok lagde mærke til om jeg var i skole eller ej. De havde grupper de altid var i, og at jeg altid var med min eneste rigtige veninde i pauserne... så når hun ikke er i skole, hvilket faktisk er ret tit, ender jeg med enten at sidde alene på biblioteket eller stå helt usynlig ved siden af de andre piger, i mens de taler om noget jeg ikke aner hvad er. Mine forældre (min mor) sagde at hun ville "prøve" at ringe til andre skoler i sommerferien, men jeg fik aldrig noget at vide, ikke engang at jeg skulle blive på den samme skole. Jeg tror ikke engang at hun prøvede, det er typisk hende. En fra min klasse som faktisk lagde mest mærke til mig udover min veninde, stoppede, og det vidste lærene ikke før i sommerferien, hun har heller ikke tømt sin skuffe, så det er faktisk muligt at skifte i sommerferien. Men i hvert fald er jeg generelt bare ikke glad for min skole, min klasse og mine lærere. Så jeg vil stadig gerne skifte skole, men jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det, og jeg er bange for at de ikke forstår mig igen, og helt lad være med at prøve. Min mor har flere gange sagt at jeg jo ikke ved hvordan pigerne og klassen vil være på en ny skole, men faktisk lyder det som om at hun ikke engang ved hvordan piger og min klasse er. Jeg vil bare gerne skifte, så jeg får nogen flere veninder, og en klasse hvor jeg føler mig tilpas. Jeg føler tit der er forkert at være i min klasse, til fødselsdage, sådan en forkert følelse og helt tomt, og åbenbart forstår min forældre bare ikke det. Jeg håber virkelig at I kan hjælpe mig, for jeg har virkelig brug for en ny start, jeg tør ikke engang at være mig selv i min klasse. Alle tror at jeg hende den stille pige, men det er jeg bare ikke... Hilsen mig, pigen som ingen rigtig kender. PS Hende min eneste veninde vil også gerne skifte skole, men det er MEST pga lærene.

Svar: 

Kære Line,

Tak for dit brev! Hvor er det sejt af dig, at du skriver her!

Det lyder til, at du har det rigtig svært på den skole du går på nu. Jeg kan godt forstå, du gerne vil skifte skole, og det er rigtig godt, at du har talt med dine forældre om det. For det er nemlig første skridt på vejen til et skoleskift. Det lyder dog til, at du er i tvivl om, hvorvidt din mor har reageret på dit ønske om at skifte skole. Derfor tænker jeg, at det kan være en god idé at snakke med hende om det igen. Fortæl hende hvorfor du gerne vil skifte skole, hvordan du har det, der hvor du går nu, og hvad det er du tænker, der vil blive bedre ved at komme et nyt sted hen.

Du skriver, at din mor har nogle bekymringer omkring et skift, og at hun kan blive i tvivl om, om det er det rigtige at gøre. Det er som sådan ikke så underligt hun har det, for jeg tror, at langt de fleste forældre bekymrer sig om, om de nu træffer de rigtige valg på deres børns vegne. Men her er det vigtigt at huske på, at det kun er dig, der kan mærke, hvad der er rigtigt for dig at gøre. Og det lyder til, at det rigtige for dig, det er at skifte skole. Derfor tænker jeg også, at du bør snakke med din mor igen. Tal med hende om det, og få hende til at forstå din side af sagen, og hvorfor du så gerne vil skifte skole. For selvfølgelig har din mor ret i, at du ikke ved hvordan pigerne og klassen er det nye sted. Det er der ingen, der kan spå om. Men du  ved, at du ikke trives, der hvor du er nu. Og derfor kan det være godt med et skift.

Jeg håber du kan bruge svaret, og at du og din mor finder en god løsning!

De bedste hilsner,

Stine

StineHs billede
Stine fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program