Tom indeni.

brevkassespørgsmål

Tom indeni.

Så. Hej. Øm.

Det her er pisse svært at tale om, så jeg ved ikke lige hvordan jeg skal starte ud.

Jeg er tom indeni. Virkelig. Jeg er tom.

Jeg ved ikke hvorfor jeg er trist. Jeg er bare trist, død ødelagt.

Hylster uden liv. Det er det, jeg er.

Jeg kan virkelig ikke forklare det... Før havde jeg ligesom en grund til at være ked af det... Men altså... Når det så er løst, hvorfor er jeg så stadig ked af det? Hvorfor ønsker jeg, at jeg ikke vågner næste morgen? Hvorfor cutter jeg dybere og dybere ned i armen og benene på mig selv?

Hvorfor prøvede jeg at begå selvmord?... Jeg fatter ikke, jeg er nået så langt ned. Jeg prøvede at DRÆBE mig selv. Jeg prøvede virkelig. Jeg prøvede at tage livet af mig selv...

Jeg fatter stadig ikke, hvordan... Og hvorfor jeg er så tom, træt og trist indeni... Og bange... Rædselsslagen faktisk. For mig selv.

Jeg er uhyggelig, sindssyg og selvoptaget...

Selvoptaget på den måde at jeg faktisk var så tæt på at tage livet af mig selv.. de få mennesker omkring mig ville blive så knuste... Jeg er så selvoptaget. Hader det. Hader mig.

Jeg er virkelig virkelig bange. For tomheden. For mig. For tristheden. For døden. For livet.

En dreng lavede sjov med min seksualitet her forleden... Jeg er biseksuel... Det er åbenbart ikke okay... Jeg har altid været stolt. Af min seksualitet, altså.. men jeg er ikke sikker mere...

Jeg er så tom indeni. Ved ingenting mere.

Jeg får heller ikke sovet. Overhovedet ikke. Hver gang jeg lukker øjnene, er det som at falde, og genopleve skoledagen igen.... Den hæslige skole... Hader virkelig at være sammen med min klasse.

Jeg har prøvet at lave om på mig selv. Det går ikke.

Jeg spiser ikke, sover ikke, smiler ikke, griner ikke... Jeg ved ikke... Måske var det en god idé, det med selvmord.

Alle dør jo før eller siden...

Jeg gider ikke mere.

Når mine venner og familie finder ud af at jeg er væk, har jeg en ting at sige: jeg undskylder ikke. Fortryder ikke. Hvis jeg er væk, er jeg væk, og det er nok også det bedste.

Jeg føler sådan en enorm tomhed indeni der er så svær at fylde ud... Hjælp... Selvom det nok er forsent alligevel.

Glædelig jul, godt nytår... - Eco"

Svar:

Kære Eco

Du er vigtig.

Livet er nogle gange rigtig svært, og så kan det føles som om at det aldrig bliver bedre. Men det gør det. Livet ændrer sig nemlig hele tiden, og det er umuligt at vide hvad der vil ske om en time, en dag eller et år. Så når du får de følelser som du beskriver her, så husk at de også vil ændre sig. Måske ikke lige med det samme, men hver gang du åbner op, ligesom du gør her, så vil de blive en lille smule mindre overvældende indeni. Og jeg ved at du er god til at række ud. Jeg ved at du har skrevet til brevkassen før, og jeg ved at der, lige nu, også er et andet brev fra dig, hvor du beskriver at have det bedre (og jeg skal nok svare på det om lidt). Det er sejt at du rækker ud og åbner op. Så bliv ved med det!

For du er vigtig!

Ja, du hørte mig. Og nu siger jeg det lige igen. Du er vigtig. Du har værdi. Du betyder noget. Måske kan du ikke se hvor meget du betyder lige nu, men det kommer på et tidspunkt. Så hold ud og hold fast. Hold fast i livet. Det er aldrig for sent at holde fast. Og det er aldrig for sent at få det bedre. Jeg ved du kan. Og måske ved du det også? Et eller andet sted inden i dig. Og det er den del af dig, som rækker ud. Som åbner op, og som beder om hjælp.

Så nej. Du er ikke et hylster uden indhold. Hvis det var sandt, så ville du ikke kunne skrive så smukke ord, som du skriver her. Ja, smukke ord. For selvom de er hårde, voldsomme og fyldt med smerte, så viser de liv. Et liv som, lige nu, er svært og overvældende, men det er stadig liv, og livet ændrer sig. Så du kan også få det bedre. Ikke ved at lave dig selv om. Ikke ved at være "rigtig". Du skal være dig. Og du er god nok.

Du er god nok. Uanset hvad andre siger eller mener.

Du skriver at du føler dig tom. Tomheden er noget alle oplever på et eller andet tidspunkt i deres liv. Den kan komme snigende eller den kan komme som en bølge. Men den går også over igen. Nogle gange er det bare nødvendigt med hjælp til at få den gjort mindre, og det er lige præcis det du gør, når du skriver herind. Du rækker ud. Du åbner op. Og jeg håber at mit svar kan vise dig at du ikke er alene. Der er mange som gerne vil hjælpe dig med at fylde tomheden. Det gælder bare om at række ud og åbne op. Og holde fast i at det nok skal ændre sig. Selvom det er hårdt. Lige nu.

Eco. Din smerte er ægte. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Og jeg kan sagtens forstå at det er svært at bære alene. Det ville det være for alle mennesker. Så husk at du ikke er alene. Du skriver om familie og venner. Du skriver til os. Måske du også har kontaktet livslinjen? eller LMS? Eller din læge? Eller en psykolog? Der er mange som kan hjælpe, og som står klar, når du tager det første skridt.

Jeg svarer på din anden besked nu. Jeg ved at den er skrevet på en god dag. Hvor livet har ændret sig en smule til det bedre. Så du kan godt. Livet kan godt være mere, og du er vigtig.

Mange kærlige hilsner,

Signe

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål