For tideligt?

brevkassespørgsmål

For tideligt?

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 1 år 10 måneder siden

Hej cyberhus Jeg er en pige på 14. Jeg har fået en kæreste for lidt tid siden, men vi har ikke engang kysset endnu. Vi har valgt at tage det stille og roligt, det vil også sige at der er flere der er kommet med den kommentar “i er jo aldrig sammen”. Jeg er selv klar til ihvertfald og have vores første kys, måske også mere end det, men jeg ved ikke om han er. Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det til ham, og jeg vil da heller ikke bare gå hen og kysse ham, hvis han nu ikke er klar. Hvad skal jeg gøre?

Svar: 

Kære du

Jeg kan godt forstå, at du bliver bekymret for, om det er en "forkert" måde, I er kærester på, når folk kommenterer på det, og derfor vil jeg gerne starte med at gøre det meget tydeligt, at du og din kæreste skal være kærester på lige præcis den måde, som I gerne vil være kærester på. Hvis der er noget, som I ikke er klar til, eller som den ene ikke er klar til det, så er det rigtige at gøre at vente til, at I begge er klar. Det nytter ikke noget, hvis man gør ting, når andre synes, man skal gøre det. Det er så vigtigt, at I følger jeres egen mavefornemmelse og jeres eget tempo. Og der er intet galt i, at I ikke har kysset. Det er bare rigtig forskelligt, hvornår man er klar til at tage det næste skridt.

Når det så er sagt, så fortæller du også, at du egentlig føler dig klar til at kysse, men at du er i tvivl om, din kæreste er klar. Det kan også være lidt svært at mærke eller vide, og derfor synes jeg, at du skal tale med din kæreste om det. Spørge ham, hvad han er klar til, og fortælle ham, hvad du er klar til, så I begge ved, hvordan det er for den anden. Selvom man er kærester, så kan man nemlig stadig ikke læse tanker, og derfor er det bare rigtig vigtigt, at man snakker sammen. Ellers bliver det hurtigt en masse gætværk, som kan lede til forvirring og usikkerhed.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar!

De bedste hilsner

Dagmar

Dagmars billede
Dagmar fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program