Tykke lår

brevkassespørgsmål

Tykke lår

brevkassespørgsmål af
Anonym
11 år
Oprettet 10 år 11 måneder siden

Hej cyberhus :-)! Her inde for det sidste er jeg blevet ked af mine lår, jeg er tynd ved maven og armene osv.. men hvis jeg så ser mine lår bliver jeg ked af det, og bilder mig selv ind at jeg er overvægtig. Når jeg spørg mine veninder om de syntes det, siger de at de er normale og jeg er ikke tyk . Jeg samlinger mig med de andre piger i klassen og de har bare lange og flotte tynde modelben. Og jeg har et problem mere: Jeg har kun 3 venner, og i min parrelklasse, går der to piger som snakker grimt om mig og bagtaler mig på det groveste, og de går til sport i en klub hvor de så siger til de andre i den klub at jeg er dum osv. Hvad skal jeg gøre det går mig meget på knus den fortvivlede.

Svar: 

Hej med dig.

Hvor er det godt at du skriver herind, fordi du fortjener ikke at gå og have det på den her måde. Som jeg læser dit brev, så er der to ting i det. Det ene handler om dit udseende og det andet handler om venskab og de to piger fra parallelklassen. Jeg har derfor valgt at dele mit svar op i to, for at gøre det lidt lettere at overskue.

1. Dit udseende

Jeg vil gerne starte med at fortælle dig, at de fleste piger på et eller andet tidspunkt i deres liv sammenligner sig selv med andre. Når man som dig begynder at komme i puberteten, vil man opleve at der sker ændringer med kroppen og det kan godt virke lidt overvældende at kroppen pludselig begynder at ændre sig. Lige netop derfor er det også at man begynder at sammenligne sig selv med andre, fordi man gerne vil bekræftes i at man ikke er anderledes end veninderne. Derfor er det også vigtigt at huske på, at man udvikler sig forskelligt og i forskelligt tempo og at det er helt normalt.

Samtidig er det også meget almindeligt at man let kan finde ting ved sit udseende, man som ville ønske var anderledes. Du skriver at dine veninder ikke kan se, at der skulle være noget galt med dine lår og jeg synes du skal stole på at de mener det, når de siger det til dig. Jeg er sikker på at dine veninder også kan finde ting ved sig selv, som de ville ønske var anderledes; hvem ved, måske ville de gerne have din flade mave. Jeg vil også gerne fortælle dig at ud fra det du beskriver, så er der bestemt ikke noget galt med din krop. Mit bedste råd er derfor at i stedet for at tænke negativt om dine lår, så tænk på alt det du er glad for ved din krop og så husk på, at der ikke findes nogen der er perfekte.

2. Venskab og de to piger fra parallelklassen

Du skriver at du kun har tre gode veninder og det synes jeg da lyder dejligt. Sommetider tror man, at man skal have helt vildt mange venner, men 3 er faktisk super godt og det er bedre at have nogle enkelte gode venner, end mange halvgode.:). Men hvis du gerne vil have flere venner, så er der flere forskellige ting du kan gøre, hvis du gerne vil prøve at finde nogle flere veninder. En mulighed kunne være at begynde til en eller anden holdsport eller komme i en fritidsklub og på den måde lære nogle andre piger at kende. En anden mulighed kunne være at du inviterede pigerne i din klasse hjem til en filmaften eller lignede, for på den måde at komme til at kende dem endnu bedre end du allerede gør. Det kan også være at du kunne mødes med nogle og lave lektier sammen. I bund og grund handler det om at I får nogle fælles oplevelser og tilbringer tid sammen, så I lige så stille kan lære hinanden at kende og se om det kunne udvikle sig til et godt venskab. 

Omkring de her to piger fra parallelklassen, så er det overhovedet ikke i orden at de går og bagtaler dig og jeg kan godt forstå at det går dig på. Selvom du måske synes at det er svært at snakke om, så er det vigtigt at du får fortalt det til en voksen som du snakker godt med, så han/hun kan hjælpe dig. Det kan f.eks. være dine forældre eller en lærer du godt kan lide. Jeg synes det er vigtigt at der er nogen, som får snakket med de her to piger om hvordan man behandler andre.

Kan du have det godt..

Bedste hilsner

Nina

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program