Sved problemer

brevkassespørgsmål

Sved problemer

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 9 år 11 måneder siden

Hej, jeg er en snart 15 årig dreng, og jeg har i noget tid nu, lagt mærke til at jeg sveder en hel del. Det kommer tilfældige tider om dagen, kan være når jeg læber rundt, men også bare når jeg sidder helt stille, og ser tv. Problemet er ikke så meget under armene, som så mange andre, mere på mine ben, hænder og baller. Jeg synes der er virkelig ulækkert at blive helt våd af sved. Og man kan endda mærke at sæddet er helt vådt bagefter, det er så pinligt. Det er ikke fordi jeg har det varmt eller noget som helst. Det kommer ALTID når jeg ligger mig til at sove, og jeg skriver altid med stort, fordi det er hver evig eneste gang jeg ligger mig under min dyne, så starter det allerede to minutter efter. Jeg prøver tit at tage noget tøj af, men der er sgu ikke så meget mere at tage af, eller fjerne min dyne, eller til sidst åbne mit vindue, men jeg sveder stadig. Jeg troede det kunne have noget med min vægt at gøre, for jeg har været meget overvægtig, men det er det ikke, fordi jeg har tabt mig rigtig meget, og er normalvægtig nu. Jeg forstår det simpelthen ikke. Kan det bare være en periode af min pubertet? Og vil det gå væk igen?

Venlig hilsen mig, hihi.

Svar: 

Hej med dig.

Jeg kan virkelig godt sætte mig ind i, at sveden er et problem for dig, og at du er generet af det. Det må ikke være rart, at dine problemer med sved fylder så meget i din hverdag, at det bliver pinligt for dig samtidig med, at du føler dig ulækker.

Selvom det ikke løser problemet, kan jeg fortælle dig, at det er meget normalt at opleve det, du gør. Specielt i puberteten og teenageårene oplever mange perioder, hvor de sveder meget bestemte steder uden egentlig at have bevæget sig eller have nogen særlig grund til at svede. Det sker, fordi hormonerne i din krop er ved at omdanne dig fra at være dreng til at blive mand, hvilket bl.a. kan indebære øget svedproduktion. Det er altså ikke noget, du selv er herre over eller skyld i. Hvis du spørger dine venner, om de også har problemer med sved, vil mange af dem sikkert sige ja. Også dem, som du måske ikke tænker på som nogen med svedproblemer. Tit er det nemlig sådan, at det kun er en selv, der lægger mærke til, at man sveder meget. Til trods for at det kun er en selv, der lægger mærke til det, er det dog stadig ubehageligt, men det kan måske virke lettende, at det ikke er sikkert, andre har lagt mærke til det.

Du spørger, om det kan være en periode i din pubertet, og om det vil gå væk igen - og ja, det kan det godt. Jeg tror, sandsynligheden for, at det er en pubertetsreaktion er rigtig stor, og at det er noget, du vil vokse dig fra med tiden. Der kan dog ikke gives nogen garanti for, at det stopper i takt med, at du bliver ældre, men sådan vil det være for de fleste.

Mens du væbner dig med tålmodighed og ser, om det går over med tiden, er der nogle forskellige ting, du kan overveje for at holde svedproduktionen en smule nede:

1. Dyrk motion.
Ved at få pulsen op og få svedt igennem på en cykeltur, en løbetur, en fodboldkamp eller andet kan du måske holde sveden lidt nede resten af døgnet. Det er rigtig godt for kroppen at få svedt ud og få fremkaldt sved af naturlige årsager, som det sker gennem motion.

2. Gå på Apoteket.
Hvis du har mod på det, kan du spørger ekspedienten på apoteket om råd. På Apoteket har de forskellige cremer, antiperspiranter og lignende, som kan hjælpe personer, der sveder meget. De er vant til at rådgive folk om problemer som dit, så vær ikke nervøs for at spørge dem. Du kan også høre din læge, om han kan anbefale et godt produkt mod sved.

3. Tal med dine forældre.
Fortæl dine forældre om dine problemer og hør dem evt., om de engang har haft lignende problemer. Svedproblemer kan ligge til familien, så måske havde din far samme problem, da han var på din alder. Det vil måske kunne hjælpe dig at høre ham, hvad han gjorde, og hvordan han slap af med det.

4. Forsøg at skift fokus.
Hvis du tænker over det, vil du sikkert kunne se, at dine svedproblemer er særligt store, når du fokuserer på dem og forsøger at holde dem nede. Tit er det nemlig sådan, at vores tanker og kropslige signaler hænger sammen, så når vi tænker meget over noget ved vores krop, vil det blive særligt tydeligt. Prøv derfor at tænk på noget andet end dine svedproblemer, når du er nervøs for, om de opstår. Hør evt. noget god musik, læs noget spændende eller lignende.

Jeg håber, problemerne forsvinder med tiden, så du ikke skal gå og føle dig dårligt tilpas pga. dem. Husk dog på, at sved er helt naturligt, og at du ikke kan gøre for det. Det er det samme som hårvækst, højde, øjenfarve osv. - det er ting ved os, vi ikke kan ændre, men som vi må forsøge at få det bedste ud af.

Kh. Matilde

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program