Min kæreste eller ej

brevkassespørgsmål

Min kæreste eller ej

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 9 år 9 måneder siden

Jeg er lige kommet hjem fra efterskole. Det har været et fantastisk år og det har medfølget at jeg har fået mig en kæreste. Det er lidt besværligt det hele, men jeg vil prøve op at forklare det bedst muligt. Jeg har i hvert brug for råd. Nogle med nogle andre øjne der ser på denne situation. Jeg er alt for forvirret, bruger alt for mange tanker og krafter på at tænker over det hele. Jeg graver mig selv al for dybt ned. Bliver ked af det. Og det skal jeg ikke. Det er jo bedst jeg har det godt? 

Men min kæreste fra efterskolen er jeg virkelig så glad for. Jeg er virkelig forelsket i ham. Eller det tror jeg. Der er dog et problem. Han bor 2-3 timers kørsel fra mig (over storebæltsbroen). Jeg føler til tider han ikke værdsætter mig nok eller er glad for mig. Han giver mig ikke samme interresse som han gjorde i starten og inden vi kom sammen. Jeg prøver at ignorerer det men det er svært. Jeg er en person der har brug for accept og få af vide at jeg er okay som jeg er, og at han elsker mig som person som den jeg er, og ikke hvordan jeg ser ud. Vi har snakket lidt om det i den retning, men jeg tror ikke jeg fik udtrykt mig ordentligt. Han er tit sammen med alle mulige andre piger som er hans rigtig gode venner. Det går mig ikke på, men det går mig på, at jeg ikke føler han vil bruge lige så meget tid på mig, som er hans kæreste. Han har sagt at nogle gange kan det blive for meget, men problemet er, at vi næsten ikke var sammen nede på efterskolen. Føler nogle gange at jeg bare er til der for at få dejlig hyggeligt godnatkys og sex, når vi er hjemme i weekenden. Det gør mig ked af det. Jeg er før blevet knust og udnyttet af andre fyre. Det ved han. Han lovede mig at han ikke ville være sådan overfor mig. Jeg ved egentlig godt han elsker mig, men alligevel bliver jeg i tvivl fordi han ikke viser det så meget... Jeg ved ikke om jeg tør snakke med ham om det. Er bange for han bliver sur og dropper mig.

Men så er der også et andet problem. Inden jeg tog på efterskole sidste år, havde jeg noget med en anden fyr. En jeg holdte rigtig meget af, og som jeg meget hurtigt på meget kort tid fik følelser for. Fyren havde det også på samme måde. Vi har skrevet lidt over året men mistet kontakten lidt. Men for to måneder siden begyndte vi at skrive lidt sammen. Kunne mærke han gerne ville mig igen. At han gerne ville score mig igen. Han sagde det der skete mellem os kun skete pga. efterskolen. Pga. at vi ikke rigtig kunne være sammen pga. efterskolen. Jeg måtte sige til ham at jeg lige der havde fået kæreste på. Han bor i den samme by som mig og jeg skal gå på samme skole som ham næste år. 

Der er her mit dilemma er. Jeg skriver/snapper stadig med min gamle flirt. Jeg kan mærke inderst inde har jeg stadig noget med ham, måske fordi det ikke blev afsluttet af nogen særlig grund. Min kæreste føler jeg ikke rigtig gider mig men vil jo stadig gerne ham, tror jeg? Jeg overvejer næsten at droppe ham frem for ham den? Føler min kæreste og jeg slet ikke kan holde pga. den lange afstand og pga. jeg ikke føler han rigtig gider mig. Derfor ser jeg håb i den anden fyr. Hvis det er bedre. Hvis jeg bliver mere elsket? Jeg er bange for hvis jeg snakker med min kæreste hvordan jeg har det (vil nok ikke nævne det med den anden fyr) ja, så er jeg bange for han bliver irriteret fordi jeg ikke tror på at det er mig han gerne vil have og der dumper mig. 

Jeg er så forvirret. Måske er jeg vild med dem begge to? Eller er jeg bare vild med tanken om at få noget endnu bedre? Jeg forstår ingenting. Jeg har brug for noget råd og vejledning. Jeg er væk, helt knus :-(

Svar: 

Kære du,

Jeg kan godt forstå, at du har brug for noget råd og noget vejledning. Det lyder til at være en rigtig forvirrende situation du står i - med rigtig mange følelser indblandet. 

Det må være rigtig svært at have en kæreste, som man ikke føler er interesseret, og det må være rigtig svært ikke at få opfyldt sit behov for at ses, at få søde ord og nærvær. Især når det er et forhold, hvor der er rigtig lang distance mellem jer. Jeg vil gerne fortælle dig om kærlighedssprog. Der er nemlig mange forskellige måder, man kan udtrykke sin kærlighed til andre mennesker på. Det lyder til, at du rigtig godt kan lide, når kærligheden bliver udtrykt gennem søde ord og bekræftelse, og at du har det bedst med at ses tit. Det er én måde at udtrykke sin kærlighed på. Nogen mennesker har et andet kærlighedsprog. Nogen mennesker udtrykker ikke kærligheden gennem søde ord, men fx gennem tjenester, gaver eller at røre fysisk ved den anden. Det kan være rigtig svært, hvis man har forskellige måder at vise sin kærlighed på, for så kan man nemt komme til at føle, at den anden ikke er glad for en, og den anden kan måske også have det lidt svært med den måde, man viser sin kærlighed på. Kunne det måske være sådan det er for jer? Måske er din kæreste ikke typen, der viser sin kærlighed gennem søde ord, men måske gennem sine handlinger?

Jeg kan forestille mig, at det må have været hårdt, da din kæreste sagde, at det nogen gange kunne blive for meget. Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at du fortæller ham, hvordan du har det med de ting, han siger, og at du er ked af, at I ikke ses så meget. Det kan være svært at få et kæresteforhold til at virke, når man ikke kan ses så tit, og så er det ekstra vigtigt at være åben omkring sine følelser. Hvis du er lidt nervøs ved det, kunne du måske sige til ham, at du er lidt nervøs for at skulle sige det, men du har noget, som du har brug for at tale med ham om. Du kunne måske sige, at du nogen gange synes, det er svært, at I ikke kan ses så meget, og fortælle ham, at du har brug for hans søde ord, netop fordi I ikke kan ses så tit. Det er meget naturligt at have brug for at høre, at ens kæreste stadig er glad for en, når man ikke har mulighed for at ses så meget.

Det lyder dog også til, at du selv er i tvivl om, om du har lyst til at være kærester med ham, eller om du skal satse på din gamle flirt. Jeg tror, det er vigtigt, at du finder ud af det snart. Du skriver, at du ikke er så vild med, at din kæreste bruger så meget tid med sine veninder, når I ikke har haft så meget tid sammen. Måske skulle du bruge tid på at finde ud af, om du vil være sammen med din kæreste, før du satser for meget på din gamle flirt? Jeg tænker, at din kæreste heller ikke ville være vild med, at du snakker så meget med en gammel flirt. Jeg kan godt forstå, at du har lyst til at skrive med ham, når han giver dig den positive opmærksomhed, som du føler du mangler fra din kæreste. Men måske er det bedst at finde ud af, hvem af dem du helst vil være sammen med, før du gør for meget med flirten.

Du kunne prøve at lave en liste med plusser og minusser over de to fyre og finde ud af, hvem der er flest positive ting ved. Det lyder til, at din gamle flirt synes, du er sød, og måske er det en rigtig god ting, at han bor så tæt på, så I kan ses meget. Er der kun plusser på hans liste, eller er der måske også nogle minusser, ligesom der er hos din kæreste? Du kunne også prøve at se, hvordan din kæreste reagerer, hvis du fortæller ham, at du går og har det svært med, at I ikke ses så meget, og at han ikke siger så mange søde ting til dig. Hvis han bliver irriteret på dig, kan det være du skal overveje, om han er den rigtige for dig, eller om det var bedre at finde en, som kan lide dig for den du er, og som gerne vil give dig den positive opmærksomhed, som du har brug for.

Jeg kan godt forstå, at det måske ikke er så nemt at finde ud af. Mærk rigtig godt efter inde i dig selv, og prøv at mærk efter, hvem der gør dig mest glad, og om de gode ting ved din kæreste er nok til at opveje de mindre gode ting, som du fortæller.

Held og lykke med det hele!

Kærlig hilsen Janne 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program