Matematiklærer kan ikke lide mig

brevkassespørgsmål

Matematiklærer kan ikke lide mig

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 8 år 1 måned siden

Før i tiden fik jeg gode karakterer og var ret god til matematik, jeg var på gennemsnit men efter 7 klasse begyndte det at gå nedad. Vi fik en ny lærer som er ret lækker osv. hun var sød og alt det der, men efter prøverne i 8 klasee har jeg bare følt at hun ikke kunne lide mig. Min ven og jeg arbejdede sammen på en problemregning i 8. klasse hvor vi næsten skrev dde sammen resultater ned og alt det der, men da vi afleverede den gav hun ham 7 og jeg fik 00. Jeg var meget ked af det og meget sur over det, fordi at det trak rigtig meget ned i mit gennemsnit. Jeg fik 00 i matematik endda i mundtligt. Det var rigtig unfair og efter det koncentrerede jeg mig meget mere i matematiktimerne, men alligevel hjalp det ikke. Jeg fik stadig lorte karakterer og hun kom stadig med alt det der "Du skal være mere vågen i klassen" jeg var allerede vågen i klassen og jeg koncentrerede mig om det vi fik for. Så her i 9 klasse får vi nogle gange færdigheds- og problemregning for og på grund af de nedrakkende karakterer har min samvittighed omkring matematikprøver været meget stor. Jeg gør mit bedste og prøver at svare på alle de spørgsmål som jeg kunne, og som regel snakker vi elever altid om nogle af spørgsmålene efter prøven, og ud fra deres svar har mine også været rigtige, men alligevel får jeg 02. Det gør mig så frustreret og jeg føler mig virkelig dum til matematik og jeg prøver virkelig at forbedre mig. Det hele startede med den lærer, hun virker sød mod mig når vi nu kommer i snak om noget, men det virker som om hun ikke kan lide mig, og at det går ud over mine karakterer til mine prøver og afleveringer af lektier. Førhen fik jeg gode karakterer med en anden matematiklærer og nu... nu er det som om at jeg er blevet snotdum til matematik. Jeg ønsker så meget at vi får en ny lærer, men nu virker det for sent, fordi jeg skal til eksamen her til sommer og mit gennemsnit er så lort at det er løgn. Desuden har vi også hende i historie, samfundsfag og kristendom og jeg har fået dårlige karakterer i alle de fag som jeg har hende i. Vi har en dreng i klassen som kun kommer med dårlige kommentarer, men alligevel fik han 7 i samfundsfag hvorimod jeg fik 02. 

Svar: 

Hej du,

Jeg kan godt forstå det går dig rigtig meget på at du føler din lærer ikke kan lide dig og at hun giver dig dårlige karakterer alene derfor. Det er ikke rart at føle at nogle ikke kan lide en og at der bliver gjort forskel på folk i klassen. Du skriver ikke i dit brev om det er noget du har snakket med hende om? Jeg ved godt, at det kan være rigtig svært at snakke med lærere om sådan noget, fordi man ikke vil risikere at gøre situationen værre, men måske ved hun slet ikke at du har disse tanker og fornemmelser? Hvis man på en god måde får snakket med hende om det kan det måske være hun kan give dig en forklaring som du kan blive klogere af. Særligt vigtigt er det fordi du snart skal til eksamen og det lyder til at du går op i hvad der kommer til at stå på dit eksamensbevis, hvilket jeg sagtens kan forstå.

Det kan være smart først at snakke med sine forældre om det, så man sammen kan gå til læreren. Nogle ting bliver taget lidt mere alvorligt hvis man har en forældre med til samtalen. Så sender man også et signal om at man er seriøs omkring det og faktisk oprigtigt gerne vil gøre noget ved det, så I kan få et bedre forhold til hinanden i klassen.

Grunden til at jeg synes det kan være en god ide at få snakket med hende er at jeg fornemmer på dit brev at det er noget der går dig rigtig meget på, noget som gør dig ked af det og frustreret. Det er ikke rart at have det sådan og det lyder til at det påvirker din selvtillid i matematik og måske generelt, at du har de her oplevelser i skolen. Derfor tror jeg det kunne give dig lidt ro at få snakket med dine forældre og din lærer om det. Det lyder jo til at du allerede har gjort rigtig meget for at rette op på situationen og det er sejt af dig! Men det lyder desværre også til at I måske går lidt fejl af hinanden? Det kan være en god ide i sådan en situation at få den anden fortalt hvordan man selv oplever situationen, så den anden kan finde ud af hvordan det tolkes. Så har hun også en mulighed for at fortælle hvordan hun oplever det.

Jeg håber du kan bruge mit svar!

Med venlig hilsen,

Astrid

 

Astrids billede
Astrid har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program