Lære/vikar

brevkassespørgsmål

Lære/vikar

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 9 år 2 måneder siden

Kære Cyberhus, for at gøre en lang historie kort. Min lære er blevet syg, vi har så fået en mandlig vikar som er fast. Vi har ham også i matematik, som en slags hjælp(vi har en virkelig dårlig klasse, der er hele tiden problemer og vi er meget bagud, og vores lære kan ikke holde styr på os) Ialt har vi ham læren/vikaren i, dansk, matematik, hjemkundtskab, historie, biologi, kristendom og naturteknik. Så vi har ham rigtig meget.

Mit problem er at jeg tror jeg er blevet lidt betaget af ham... Altså som en LILLE bitte smule, vild med ham. Han er rigtig lækker, han har den perfekte højde og har grønne øjne, det er jeg ret vild med hos fyre, plus så er han rigtig sød og kan lide at udfordre os alle lidt personligheds messigt. Og det er jeg også ret vild med. Han kan både tegne, spille på guitar, trylle og så er han en god lære. 

Og jeg ved godt at det ikke går, for det første, han er meget ældre end mig, for det andet han er min lære, og for det tredje så har han en kæreste. Mit spørgsmål er bare HVAD SKAL JEG GØRE??

Svar: 

Hej med dig.

At være betaget en lærer/vikar er ikke en nem situation at være i. Især ikke, hvis det går ud over koncentrationen og man ikke rigtig kan tænke på andet. Du er langt fra den eneste, som har oplevet at stå i den slags situation. Især i puberteten kan mange opleve, at der dukker tanker eller følelser op, som man ikke har oplevet før. Det er sådan set meget normalt - men i nogle tilfælde også ret upraktisk, når det f.eks. er en lærer, man får følelser for. Jeg kan godt forstå, at du ikke ved, hvad du skal gøre. 

Du er selv meget tydelig omkring, at du godt ved at det ikke vil gå mellem jer, og det synes jeg er rigtig flot observeret. Som du skriver, er han meget ældre end dig, og har en kæreste. Jeg vil tilføje, at han faktisk slet ikke må have noget kørende med en elev, for så kan han miste sit job. Jeg tænker, at du kan forsøge er at acceptere dine følelser for ham, men vælge ikke at handle på dem. Det er nemlig dig, der bestemmer over dine følelser, og du kan derfor vælge, at du ikke vil lade dem fylde for meget. Det kan du blandt andet gøre ved at sige til dig selv "Jeg vil ikke lade mine følelser løbe bestemme. Jeg vil selv have styringen!". Du kan f.eks. øve dig i at lave noget andet, når du kommer til at tænke på ham. Det kan være at tegne en tegning, sende en sms til en veninde, snakke med sidemanden osv. Jo mere du øver dig, jo bedre bliver du til det - øvelse gør mester! En anden ting, du kan gøre er at fortælle en veninde om dine tanker eller skrive dem ned i en dagbog. Det kan være en god måde at få dem ud af kroppen på. Det kan også være, din veninde har andre gode ideer til, hvad du kan gøre. I timerne kan du f.eks. bestemme dig for at lytte til undervisningen og skrive rigtig mange notater, for at holde din koncentration rettet mod emnet. 

Jeg ønsker dig held og lykke med følelserne og med at gøre noget ved dem. Husk på, at følelser kan gå væk igen og altså ikke varer for evigt! 

Mai

Mais billede
Mai har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program