Kan man virkelig stole så meget på hinanden?

brevkassespørgsmål

Kan man virkelig stole så meget på hinanden?

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 13 år 1 uge siden

Hej Brevkasse Jeg har en kæreste der bor 150 km fra mig. Dvs, jeg bor i Jylland og hun bor på Sjælland. Jeg er ikke bange for at miste hende, men for at hun f.eks. tager til en fest og ender med at blive så meget påvirket at hun snaver ved siden af. Jeg ved godt at jeg sikkert ikke skal tænke så meget over det, men hvordan kan jeg lade være med det? Jeg ved at min kæreste aldrig vil være mig utro og fortæller mig alt, godt og skidt, men alligevel føler jeg en hvis frygt. Jeg har jo selv drukket nogle genstande, og så ved jeg jo godt at det hele pludselig får en anden kontrast og at man jo handler før man tænker (Ikke at jeg har dummet mig). Men kan jeg virkelig stole på at det ikke sker, eller kan jeg stole på at hun ikke drikker så meget at hun dummer sig? Og hvis hun gjorde det, ville hun mon så fortælle det? Hilse jQue

Svar: 

Hej jQue

Jeg synes det er rigtig godt, du skriver til brevkassen, så du ikke går rundt med de her tanker alene. Det kan være svært at være langt fra hinanden, når man er kærester og måske ses I ikke så tit?! Så der er ikke noget unaturligt og forkert i, at du har det sådan. Nu ved jeg ikke hvorlænge I har været kærester, men hvis du ikke rigtig kender de mennesker, hun går til fest med, så kunne det måske være en god idè at tage med til en fest og møde dem. Det kan være meget rart at få sat ansigt på vennerne og veninderne.

Ellers vil jeg foreslå dig, at du tænker på de gode ting du fortæller om din kæreste. F.eks så skriver du, at du ved, at din kæreste aldrig vil være dig utro og hun fortæller dig alt, både godt og skidt. I mine øre lyder hun til at være meget ærlig og åben omkring det hun oplever og det synes jeg du skal huske på :) Prøv også at tænk lidt over om hun har givet dig grund til at blive usikker på hende? Har hun sagt eller gjort noget, der gjorde dig jaloux?

Du fortæller også, at du ikke er bange for at miste hende, men at din frygt går mere ud på, om hun snaver med en anden. Hvis du ikke rigtig kan få styr på tankerne, så synes jeg, du skal snakke med din kæreste om det. Altså noget med at fortælle hende, at du stoler på hende og godt ved der ikke er sket noget, men at du har den her frygt for, at der skal ske noget. Det kan nemlig også hjælpe at få sagt de svære ting højt i stedet for at gå med det alene.

Jeg vil gerne sige til dig, at du bestemt ikke er alene om at føle dig usikker og have tanker om kæresten nu dummer sig. Det er helt normalt at opleve jalousi, men det er selvfølgelig ikke rart. Men som du selv skriver, så er du jo også godt klar over, at man kan komme til at handle før man tænker, hvis man er til fest og har fået noget at drikke. Men det betyder jo heldigvis ikke, at det rent faktisk sker!

Jeg synes det lyder til, at du har en rigtig sød kæreste, som du godt kan stole på. Man kan selvfølgelig ikke vide, hvad der sker i fremtiden, så om du virkelig kan stole på, at hun ikke gør noget dumt, kan jeg ikke give dig nogen garanti på, men jeg synes bestemt det lyder til, at du godt kan have tillid til hende. Men det vigtigste er, at du har følelsen indeni, så du kan slippe tankerne.

Jeg håber mit svar kan hjælpe dig på vej.

De bedste hilsner Rikke

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program