Hårfarve

brevkassespørgsmål

Hårfarve

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 7 år 10 måneder siden

Hej. Jeg farvede mit hår knald rødt for nogle måneder siden, men farven falder ud selvom jeg bruger shampoo til farvet hår. Jeg har ikke råd til at købe ny hårfarve en gang om ugen, og mit hår ville heller ikke kunne holde til det, så nu vil jeg gerne have min normale lyse farve tilbage. Jeg vidste godt inden jeg farvede det, at det ville være nærmest umuligt at få ud igen så jeg er klar på at mit hår kommer til at se forfærdeligt ud de næste par måneder. Jeg har læst flere steder at det bedste er at trække farven ud, men det skulle vidst være meget mere skadeligt end en normal hårfarve. Mit hår er utroligt slidt så derfor tvivler jeg på at det kan holde til det. Jeg havde tænkt på om man kunne farve det en brunlig farve et par gange med nogle ugers mellemrum, og derefter vælge en lysere tone? Eller skal jeg bruge noget lysningsspray inden, for at få mit hår så lyst som muligt inden jeg farver det? Eller noget helt tredje? v.h. Laura

Svar: 

Kære Laura

Tak for dit brev. Jeg kan forstå på dit spørgsmål at du har farvet dit hår rødt og nu vil du gerne tilbage til dit lyse hår. Det virker til at du selv har undersøgt hvilke muligheder du har - enten farve det igen eller trække den røde farve ud, eller tage det i etaper hvor du først farver det brunt og så lysere og lysere. Det er nogle rigtig gode overvejelser du har gjort dig i forhold til om dit hår overhovedet kan holde til det.

Jeg har undersøgt det lidt, og jeg har fundet forskellige løsninger:

1. Gå til frisøren - selvom det er den dyreste løsning, så vil det nok være den sundeste løsning for dit hår. Hvis du ikke har råd, så kan du altid gå til frisøren og spørge dem om hvad de mener at du skal gøre. Det kan være at du skal starte med at få lavet lyse striber - og så få flere og flere indtil dit hår igen er lyst. 

2. Træk farven ud - du kan købe en pakke i matas med et middel der trækker gammel farve ud af håret. Når du har brugt farve-udtrækkeren, så kan du begynde en ny løsning. Det er en god idé at købe hårfarven med hjem allerede når du køber det andet, så du ikke skal gå rundt med en lidt mærkelig hårfarve. Husk at bruge masser af hårkure bagefter - gerne med protein - fordi dit hår vil blive meget nedbrudt. Du vil sikkert også opleve at der kommer noget gult i dit hår, men der findes en shampoo som kan hjælpe - spørg f.eks. i Matas

3. Bleg håret og farv over - En anden mulighed er at du køber en afblegningsfarve, og så farver håret lyst igen bagefter. Der er risiko for at du ender med lyserødt hår, men så er det måske på tide at gå til frisøren.

4. Lad håret vokse ud - stop med at farve hår og giv det tid til at vokse ud. Håret vokser ca. 1 cm om måneden, så det vil nok tage lidt tid - men så farver du nok ikke hår igen i fremtiden.

5. Klip håret af - Du kan overveje at blive korthåret? Selvom det nok er en lidt drastisk løsning.

Som du kan se, så er det mange af de samme løsninger som du selv har tænkt på. Jeg vil anbefale dig at tage til frisøren. Selvom det er dyrt, vil det højst sandsynligt være det bedste resultat.

Husk også at når du bruger hårfarve så skal du lave en allergi test 48 timer inden - du kan se i brugsanvisningen hvordan du laver en allergitest. Hvis du alligevel dropper af bruge allergitesten, så forsøg om du ikke kan farve hår tidligt på dagen - selvom det ikke er en garanti for at du ikke er allergisk, så er det bedre at du får reaktionen om dagen end når du sover om natten.

Jeg håber du kan bruge mit svar.

Kærlig Hilsen
Signe

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program