Gymnastik og mærker

brevkassespørgsmål

Gymnastik og mærker

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 9 år 8 måneder siden

Hej CB. 

tak for en super dejlig side hvor man kan få stillet sine bekymringer og spørgsmål :D

jeg skal have gymnastik her på gymnasiet og jeg har det problem at jeg er fyldt med strækmærker fra mine hoofter til mine knæ

jeg er lidt bekymret for hvordan de vil reagere da de alle sammen er piger der altid har dyrket sport ( har jeg aldrig - jeghader det)

jeg spiser som jeg skal måske lidt mindre i weekenderne fordi jeg er spækket med lektier, jeg er 162 og vejer det som jeg skal.

jeg er virkelig ked af mine strækmærker og jeg ved ikke rigtig hvad jeg kan gøre for at gøre dem mindre tydelige jeg ved godt at motion skulle mindske sansynligheden for at f flere, men dem jeg har vil jeg gerne skjule så jeg ikke bliver drillet med det,

hvad kan jeg gøre for at gøre det mindre tydeligt? og skal jeg bare sige her er jeg og sådan ser jeg ud selvom det er typer der altid har mobbet mig jeg går i klasse med?

det fylder virkelig meget i min hverdag og det gør mig så ked af det.

på forhånd tak for svaret :)

Svar: 

Hej med dig

Tak for dine rosende ord. Det er dejligt at høre, at du er glad for Cyberhus. Vi er glade for at kunne hjælpe!

Jeg forstår godt, du er træt af dine strækmærker, og at tankerne omkring dem fylder meget. Heldigvis kan jeg fortælle dig, at det er helt normalt at have strækmærker, og at rigtig mange piger og drenge på din alder har det. Mange får nemlig strækmærker, når de kommer i puberteten, og de begynder at vokse. I puberteten går det nemlig så hurtigt med at vokse, at huden ikke rigtig kan følge med, og der kommer strækmærker. Når du begynder at have idræt, vil du derfor sikkert lægge mærke til, at mange af de andre piger også har det. Det kan blandt andet være på brysterne, ballerne og maven, men måske er de bare ikke så tydelige. Strækmærker bliver nemlig mindre tydelige med tiden, for til sidst at blive helt hvide og minde lidt om små ar.

Men selvom jeg fortæller dig, at det er helt almindeligt at have strækmærker, ændrer det nok ikke på, at du er ked af dine. Derfor vil jeg forsøge at komme med nogle råd, som du kan prøve at følge. Dog skal det nævnes, at strækmærker aldrig forsvinder helt, når de først er der. Så i en vis grad bliver du nok nødt til at lære at acceptere dem.

Du skriver, at du ved, motion og kost kan mindske strækmærker. Og det er sandt. Motion kan nemlig stramme huden op, så strækmærkerne ser mindre synlige ud. Og hvis du spiser sundt, vil din hud også komme til at se sundere ud. En sund kost, der gerne skulle mindske strækmærker, er fyldt med gode fedtstoffer. Sunde fedtstoffer findes i fødevarer som blandt andet nødder, fisk, avocado og olier. Så du kan prøve at begynde at spise noget af det. Du skriver, du hader motion. Er det al slags motion? For en lille gåtur eller cykeltur er jo også motion. Det kan også være, du ikke har været heldig med de motionsformer, du har prøvet indtil videre. Så måske du kunne prøve noget helt nyt? Hvis du lige er startet på gymnasiet, kan det være, du møder en, som går til noget motion, du kunne have lyst til at prøve. Og så kan du spørge ham eller hende, om du må prøve at tage med en gang eller to. Ellers kan det være, du finder en, som heller ikke er glad for motion, hvor I kan starte til noget sammen. Det føles nemlig ikke altid sjovt at gå til motion, hvis alle de andre er rigtig gode til det og synes, det er vildt sjovt. Så er det måske lettere at komme afsted sammen med en, der hader det ligeså meget som en selv. Og andre gange kan motion faktisk begynde at blive sjovt, hvis man giver det noget tid og kæmper sig igennem de første par gange. For eksempel er de første fem løbeture ofte voldsomt hårde, men når man så mærker, at det går lidt bedre den sjette gang, begynder det måske at blive lidt sjovt.

En anden ting, du kan prøve, er at bruge noget creme på dine ben. Og her skulle de cremer med et højt fedtindhold især være gode mod strækmærker. Det kunne være babyolie eller en fed bodylotion. Derudover er der mange produkter, der reklamerer med, at de mindsker strækmærker. Der er for eksempel et produkt, der hedder "Bio-Oil", som skulle være ret godt. Men jeg ved ikke, om der er dokumentation for, at produkterne rent faktisk virker. Så her må du prøve dig lidt frem. Nu ved jeg ikke præcist, hvor tydelige dine strækmærker er, og hvor mange du har. Men er der mulighed for, de måske kan dækkes med noget foundation de dage, du skal have idræt? Eller måske kan selvbruner dække dem. Det er da et forsøg værd.

Noget andet jeg tænker på er, om du kan møde ind til idrætstimerne lidt tidligere, så du kan nå at være omklædt, før de andre piger kommer. Hvis I har idræt fra morgenen af, kan du møde op i træningsbukser, og så kan du prøve at få tiden til at passe, så du skifter bukser, når de andre er i bad. På den måde kan du prøve at undgå de andre piger, når du skifter. Og for at undgå at skrækmærkerne kan ses, kan du vælge nogle træningsbukser, der dækker dem.
Du kan også prøve at skjule dine ben, når du klæder om. Det kan du for eksempel gøre ved at skifte over til træningsbukser inde på toilettet, eller sørge for at stå lidt væk fra de andre og skifte. Du kan også holde et håndklæde for, når du skifter. På den måde vil du måske kunne dække for dine strækmærker. En anden ide er, at du kan tage kjole eller nederdel på de dage, du skal have idræt, og så tage træningsbukserne på før du tager kjolen/nederdelen af. På den måde kommer du ikke til at skulle stå i bare ben i omklædningsrummet, og det virker måske mere tilfældigt, end hvis du står og dækker dig til med et håndklæde. Men ved alle disse metoder er der selvfølgelig en risiko for, at det alligevel bliver opdaget. Og måske kommer det i virkeligheden til at skabe mere opmærksomhed, hvis du går på toilettet og skifter bukser hver gang, end dine strækmærker egentlig ville gøre, hvis du bare viste dem. Så det leder mig lidt over til mit sidste, og sikkert også bedste, råd. Og det er selvfølgelig, at du accepterer din krop, som den er. Og derfor også forsøger at acceptere dine strækmærker. Jeg ved godt, at det er lettere sagt end gjort, men det er det bedste og letteste, du kan gøre. Du har ikke noget at være flov over, og jeg er sikker på, du selv synes, det ser værre ud, end det i virkeligheden er. Sådan er det ofte. Vi har en tendens til at være meget kritiske overfor vores egne kroppe, og ofte ser andre ikke de samme ting, som vi selv ser. Men det vil selvfølgelig komme til at tage tid at lære at acceptere sig selv. Så i mellemtiden kan du prøve at følge nogle af de andre råd.

Jeg håber, du kan bruge mit svar, og at du finder en løsning, som passer til dig. Det er bare med at prøve sig frem og give det hele lidt tid, og så må du se, hvad der sker.

De bedste hilsner fra Ditte

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program